Læsetid: 6 min.

Robotter og mennesker

Supercomputere, netværk og især kunstig intelligens rejser fundamentale spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneskelig
16. august 2004

Robotikkens tre love lyder:
1. En robot må ikke skade noget menneske eller, ved at undlade at handle, tillade at et menneske bliver skadet.
2. En robot skal adlyde de ordrer, et menneske giver den, undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første lov.
3. En robot skal opretholde sin egen eksistens, medmindre denne selvopholdelse er i modstrid med den første eller den anden lov. (Arne Herløv Petersens ovs.)

Disse love stammer – ligesom betegnelsen »robotik« – fra en serie noveller skrevet af Isaac Asimov (1920-1992), og samlet i bogen I, Robot, der nu danner baggrund for en Hollywood-film. De fleste af novellerne er skrevet i fyrrerne, hvilket understreger, at science fiction på film med få hæderlige undtagelser halter væsentligt bagefter den skrevne. En senere robot-novelle, The Bicentennial Man blev for et par år siden filmatiseret med Robin Williams i hovedrollen (på dansk Robotmennesket), uden den store succes. Tidstypisk blev den gjort til en Pinocchio-historie om det kunstige væsens ønske om at blive et rigtigt menneske.
Robotterne i Asimovs oprindelige historier har intet ønske om at blive mennesker. Lovene regulerer deres adfærd, og de konflikter, der driver historierne frem, bygger på modsigelser mellem lovene indbyrdes. Trods navnet er der nemlig ikke tale om ’love’ i samme forstand som naturlove, men snarere om et sæt løse retningslinier, der i enhver konkret situation er åben for flere forskellige fortolkninger. Var der ikke det, ville der heller ikke være nogen konflikt.
Asimov er langt fra den første, der skriver historier om robotter, tværtimod kan man se hans historier som en reaktion på, hvordan motivet tidligere havde været behandlet. Ideen om at skabe et kunstigt menneske går tilbage til folkeeventyr og myter, bl.a. myten om Golem, som en rabbiner Loew skulle have skabt af ler med uberegnelige resultater. Op gennem 1800-tallet eksperimenterede dygtige urmagere med mekaniske dukker, hvilket kom til udtryk i fortællinger af bl.a. E. T. A. Hoffmann og Ambrose Bierce.
Selve ordet »robot« kommer af en slavisk rod der betyder (tvangs)arbejde, og det blev første gang benyttet af den tjekkiske forfatter Karel Capek (1890-1938) i teaterstykket R. U. R. – Rossum’s Universal Robots (1920). Rossums robotter er lavet af biologisk materiale, i modsætning til deres mange efterfølgere i litteratur og på film. Capek hævdede selv i et interview, at han bevidst havde lagt sig i forlængelse af Golem-myten, og at han intet havde tilovers for idéer om »blik-mennesker«. Ikke desto mindre optræder hans robotter netop som tingsliggjorte mennesker.
Det er dette aspekt af robotfiguren, der er fremherskende i 20’erne og 30’erne særligt i filmens verden og den mere kulørte ende af populærlitteraturen. Her indtager amokløbne metalkonstruktioner snart pladsen ved siden af mumier, Frankenstein-monstre og varulve. Sådanne historier afspejler det læsende publikums angst – middelklassens angst for den anonyme masse af arbejdere, der ustandeligt står på kanten af at komme ud af kontrol, og arbejdernes angst for den teknologi og de maskiner, der stjæler deres arbejdspladser. Videnskabens rolle i disse historier er gennemgående negativ: Enten er der tale om en velmenende videnskabsmand, der sætter kræfter i gang, han ikke kan kontrollere, eller han er en »gal videnskabsmand«, der allerede fra starten overskrider den videnskabelige verdens etiske normer og fremstiller en robot direkte med kriminalitet for øje.

Da Asimov konstruerede sine fiktive robotter, var det til dels i protest mod denne type kliché. Det forekom ham, at hvis der virkelig blev udviklet robotter, ville man sørge for at udvikle fornuftige regler for deres brug. For at fastslå de tre robotloves uomgængelighed, postulerede han, at de er integreret i selve strukturen i robotternes ’positroniske’ hjerner. De får dermed samme status som de elementer i den menneskelige psyke, der er hardwired, nedarvet biologisk, snarere end tillært (og hvilke det er, er de lærde stadig uenige om, men det er en anden diskussion). Robotterne har således en indbygget etik, i modsætning til menneskene, der ofte fremstår som svagere og mere fejlbarlige end robotterne – en fuldstændig omvending af polariteten i skrækfilmene.
Disse gode robotter bliver udviklet af firmaet U.S. Robots and Mechanical Men, der i det daglige arbejde især slås med to sæt problemer. Det ene er offentlighedens irrationelle skræk for robotter, der betyder, at der fra lovgivningsmagtens side sættes stramme begrænsninger for deres anvendelse. Asimovs tidstypiske rationalisme gør ham utålmodig over for sådanne socialpsykologiske fænomener, som han ikke gør sig de store anstrengelser for at forstå. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – dukker ’den offentlige mening’ op som problem gentagne gange i robothistorierne. Firmaets andet store problem er robotter, der ikke fungerer efter hensigten. Da fejlene oftest skyldes konflikter mellem de tre love, har firmaet ansat verdens første ’robotpsykolog’ til at klare sagerne. Hun hedder Susan Calvin, og hun optræder ofte som forfatterens talerør, når det gælder om at fremhæve de renfærdige og klart tænkende robotter på bekostning af de luskede og ofte irrationelle mennesker.

Susan Calvin er besynderligt usympatisk tegnet. Nu var der ikke mange roller at spille for kvindelige personer i pulpmagasinernes fiktion: som regel var de enten frygtelige fristerinder, der nødvendigvis måtte gå til grunde ved fortællingens slutning, eller de var uskyldsrene ungmøer, der kom i en frygtelig knibe, så de kunne blive reddet af den unge helt. Set i det lys repræsenterer Calvin en positiv forandring: hun er universitetsuddannet, selvstændigt tænkende, og ansat i en ledende funktion i firmaet. Til gengæld er hendes karriere skabt på bekostning af kærlighed, ægteskab, familie og alt hvad der har med følelser at gøre. Hun er en humørforladt pebermø, der retter alle sine positive følelser mod robotterne. På det punkt afspejler novellerne den konservative opfattelse af den selverhvervende kvinde som ukvindelig.
Hendes efternavn er imidlertid vigtigt. Calvin hentyder til reformatoren af samme navn, hvis vigtigste arv er prædestinationslæren: tanken om, at det på forhånd er afgjort, hvad der sker med ens sjæl efter døden – eller i dens strammeste udforming: tanken om at hver eneste af vores handlinger ligger fast på forhånd og den frie vilje ikke eksisterer. De positroniske robotter kan ses som repræsentanter for det prædestinerede menneske. De har en vis handlefrihed i en given situation, men de er altid underlagt de tre love. Det fritager dem for moralske og etiske dilemmaer, for de gør bare det de er blevet bedt om.
Asimovs robotter har haft stor betydning for hvordan robotmotivet har udviklet sig i litteraturen, hvor det snart blev umuligt at tage historier alvorligt om robotter, der går amok. Derimod har den samme type angst, der skabte grobund for rædselsrobotterne, fundet ny plads i historier om computere, netværk og kunstige intelligenser. Der er skrevet mange historier, hvor disse fænomener optræder som positive faktorer, men også talrige, hvor computere kommer ud af kontrol på samme måde som robotterne tidligere gjorde.
Supercomputere, netværk og især kunstig intelligens rejser fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være menneskelig. Højst sandsynligt er det derfor, vi i disse år ser robotten komme tilbage i underholdningen i let forandret form. Film som Robotmennesket og Spielbergs og Kubricks A.I. diskuterer ikke robotterne som arbejdskraft eller instrument for voldelig overtagelse af verden. I stedet bruges de, som replikanterne i filmen Blade Runner (1982), til at diskutere definitionen af menneskelighed. Men hvor Ridley Scotts film beskriver en uløselig konflikt, peger den nye Pinocchio-trend på en løsning, der i virkeligheden ikke er nogen løsning, nemlig at ophæve modsætningen ved at lade de kunstige væsener blive forvandlet til rigtige mennesker.
Den amokløbne robot er forlængst havnet på historiens mødding. Tiden vil vise, hvad der sker med den sentimentaliserede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her