Læsetid: 4 min.

Rock-milliardærer i gruppeterapi

Fremragende dokumentarfilm om Metallica viser, at det ikke kun er alkohol og mange penge, der kan udradere et rock-band. Den største fare er rockens evindelige problem med de store ego’er
14. august 2004

Ny film
Det er altid spændende at komme tæt på stjernerne, bag om myterne og se hverdagen, som den udspiller sig for popkulturens allerstørste ikoner. Med Joe Berlinger og Bruce Sinofskys dokumentarfilm Metallica: Some kind of Monster er turen kommet til nyere tids største heavy band, der med 90 millioner solgte eksemplarer og et hav af udsolgte stadion-koncerter de sidste 20 år konstant er blevet målt med den store lineal.
Some kind of Monster er en dokumentarfilm i tiden, ikke idoldyrkelse eller mikrofonholderi, men et ærligt og råt dokument, der med håndholdt kamera går lige på og hårdt og viser de spændinger, der holder sammen på, men også konstant truer monsteret Metallica på livet.
Metallica samles i starten af 2001 for at indspille pladen St. Anger i nye omgivelser. Bassisten Jason Newsted har netop forladt bandet, og den kommende plades producer, Bob Rock, overtaget bassen. Et filmhold skal følge indspilningen, og som noget nyt er psykologen Phil Towle hyret. For det kører ikke rigtig for bandet. Med trommeslageren Lars Ulrich i spidsen har Metallica efter retssagen mod fildelingstjenesten Napster formøblet en god portion af sin ellers uudtømmelige fan-kredit. Værst er dog de interne problemer, der har bragt Metallica i den problematiske sølvbryllupsalder.

Ét røvhul for meget
Det ser ud til at starte godt. Phil Towle og Metallica bliver enige om, at der er nogle mentale ting, der skal ordnes. Det virker som om, alle er enige om, at de andres problemer nu må løses, så pladen kan indspilles. Snakken går og den flinke guitarist Kirk Hammett lytter tålmodigt til sin danske ven Lars Ulrichs talestrøm om, hvad han føler problemet er. Indtil den anden guitarist, James Hetfield, afbryder det hele med himmelvendte øjne. Snart går det op for tilskueren, at Metallicas to frontfigurer, Hetfield og Ulrich, mest af alt har lyst til at flå indvoldene ud på hinanden. Der er simpelthen ét røvhul for meget i det band, mener de begge. Problemet er kommunikationen, og at de efter de mange år åbenbart ikke kender hinanden godt nok, fordi de stort set ikke har lyttet til andre end dem selv. Efter kort tid skrider Hetfield fra det hele, går på druk, derefter i behandling og familieterapi, og Metallica udsætter indspilningerne.
Efter næsten et års fravær vender Hetfield tilbage, men på grund af sit stramme program for at komme tilbage til normaltilværelsen, kan han kun være i studiet fra kl. 12-16. Og da det viser sig, at de andre arbejder videre efter kl. 16, farer han i flint, da han føler, hans medbestemmelse ryger. Og videre i samme rille...

Det lange træk
Umiddelbart virker det, som om Hetfield er problemets kerne. Hans opvækst var rædselsfuld, og han har problemer med at engagere sig følelsesmæssigt i folk. Han skjuler det hele bag en facade af hårde attituder, sejt guitarspil, hurtige biler og oceaner af alkohol. At en psykolog skal hjælpe ham af med sin opslidende livsstil, er han i starten tydeligt afvisende overfor, da hans macho-image fortæller ham, at det er et svaghedstegn at få andre til at ordne sine personlige problemer.
Også Ulrich har sit at tumle med, om end af anden karakter. Han gider ikke Hetfields macho-pis, men er selv meget kontrollerende. Psykologen konfronterer ham med folk fra hans fortid, og i en rørende scene møder han Dave Mustaine, der ret tidligt blev sparket ud af Metallica, og til Ulrichs fortrydelse aldrig er kommet sig over den fyring. Da psykologen derefter sætter Ulrich i stævne med hans far, Torben Ulrich, oprulles den klassiske scene, hvor det er åbenbart, at sønnike ikke har fået den anerkendelse af sin far, der er så vigtig for ham.

Pinagtigt
Sidste mand på skuden er guitaristen Kirk Hammett, der har rollen som den flinke, der, når problemerne tårner sig op, hellere vil ind og fyre den af i studiet i stedet for at tage konflikterne.
Some kind of Monster er med sine to timers varighed først og fremmest en film for Metallica-fans. Men dens tålmodige registrering af de to lange år, hvor bandet går fra den ene krise til den anden i skabelsen af St. Anger, giver et fængende indblik i Metallica som fysisk og mental tilstand. Psykologen Phil Towle gør faktisk noget for sin månedsløn på 40.000 dollar, selv om bandet har svært ved at skille sig af med ham til sidst. I en pinagtig scene kæmper han for sin overlevelse, men skriver sin egen opsigelse, da han nærmest opfører sig som et medlem af bandet og nævner, at han har planer for Metallicas sceneshow på den kommende turné. Towles indsats er, at han får løsnet op for bandets medlemmer, sætter gang i kommunikationen og får dem til at arbejde hen imod mere tålelige forhold.
Indspilningen kommer gradvist på skinnerne igen, numrene begynder at tage form, forskellige udefrakommende udfordringer kitter hullerne til igen, og finalen nås, da Metallica finder et nyt medlem i bassisten Robert Trujillo. Efter en overbevisende spillesession bliver han straks fuldbyrdet medlem og tildeles en million dollar. Pladen udsendes, ryger ind på førstepladsen i 30 lande og verdensturnéen tager sin begyndelse. Alt slutter således i fryd og gammen. Men lur mig, om hele balladen ikke starter en gang til, når optagelserne til næste album går i gang.

*Metallica: Some kind of Monster. Instr: Joe Berlinger og Bruce Sinofsky. 140 min. Palads (Kbh.) og Biocity (Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her