Kunstdebat
»Maleriet er venstreorienteret. Det er et reaktionært medie. Det er anti-moderne, gammeldags og imod digitaliseringen. SFs partiprogram passer som fod i hose til maleren.«
De polemiske ord kommer fra museumsinspektør og jurymedlem ved Carnegie Art Award, Poul Erik Tøjner. Og han mener det ikke som en kritik af maleriet. Det er maleriets kvalitet, at det er et dumt og stumt punkt, som han udtrykker det.
»Vi lever i et kommunikationstyranni. Maleriet er derimod anti-information. Malerne stiller sig de helt elementære spørgsmål, såsom, hvad er farven? Den visuelle industri bruger bare farven. Den undersøger ikke, hvad den er.« Han tilføjer, at han i øvrigt ikke bekender sig til SFs partiprogram. Så langt holdt den politiske analogi altså heller ikke.
Men som retorisk manøvre tjente den sit formål: Tøjner kommer sine kritikere i forkøbet, når han peger på, at maleriets styrke faktisk ligger der, hvor man traditionelt har identificeret dets svagheder.
Tøjner har endnu lidt tid på talerstolen, inden ordet går videre til museumsinspektør ved Aros kunstmuseum Gitte Ørskov. Maleriets postulerede død er en tanke, som Tøjner af ideologiske grunde ikke giver meget for.
»Hvorfor skal former dø, for at noget andet kan opstå?« spørger han.
»Vi lever i et historiefilosofisk rum og har derfor endnu ikke lært at tænke samtidigheden. Historiefilosofi er noget vrøvl. Det ved alle, der beskæftiger sig med mode. Moden gentager sig nemlig hele tiden. I juryen har vi ikke spurgt til, om der er noget nyt på færde hos kunstnerne, men hvorledes kunstneren forvalter det allerede eksisterende. Mit bud er, at maleriet altid vil eksistere,« afslutter Tøjner.
Der er fornuft i pointerne, men er maleriet entydigt anti-moderne? Og får maleriet virkelig et samfundskritisk aspekt alene i kraft af sin langsomhed og i sin egenskab af at være et stykke anti-information, som Tøjner ligeledes hævdede i sit oplæg? Publikum er ikke enige. Det besynderlige, forunderlige og fantastiske ved maleriet er vel, at det faktisk fornyer sig, idet det gentager sig selv. Ligesom moden. For gentagelser i kunstens verden er aldrig rene gentagelser. De falder altid en anelse skævt i forhold til originalen. Og det er denne lille skævhed i gentagelserne, man kunne kalde dem spontane variationer, som gør, at maleriet hele tiden bliver til noget andet og noget nyt.
Den italienske filosof Mario Perniola kaldte disse utallige små ændringer for neutrale mutationer. Det var disse, der ifølge Perniola sikrede kunsten sin fortsatte udvikling. Hvis maleren blot er en forvalter af det eksisterende, som Tøjner hævder, hvordan forklarer han da ny-dannelser indenfor maleriet? Og måske vigtigere: Hvorfor har Carnegie Art Award juryen slet ikke spurgt til det nye i maleriet?
Ka I relatere til det?
Gitte Ørskov indtager talerstolen.
»Jeg tager den polemiske rolle i dag,« siger hun, mens hun et kort øjeblik skæver over til Tøjner.
»Aros er et museum for de nye medier. Ikke for maleriet. Det undrer mig, at unge kunstnere vælger maleriet som medie. Hvorfor egentlig? Maleri i dag det svarer til at få et håndskrevet brev, når man kun kan svare pr. sms.«
Ved først givne lejlighed protesterer Tøjner mod denne analogi, for maleri er ikke kommunikation, som han siger. Ørskov fortsætter:
»Jeg ser en længsel efter virkeligheden og referenten hos en maler som danske Kaspar Bonnén.«
Tøjner melder sig igen: »Det er det modsatte vi ser hos Bonnén. Der er tale om en afvikling af referenten,« siger han og betragter for en stund Bonnéns store oliemalerier på endevæggen. Undertegnede noterede sig på dette tidspunkt den udprægede og i grunden morsomme uenighed over, hvor virkeligheden egentlig befinder sig henne. Mon ikke denne flertydighed lige netop er en æstetisk kvalitet, man kan tilskrive maleriet selv?
Ørskov er først og fremmest optaget af et maleri, der forholder sig til de digitale medier og deres udtryk.
»Det kunne være interessant, om der sad en 17-årig knægt i dette panel,« siger Ørskov og fortsætter: »Hvad vil han synes om udstillingen hér? Jeg tror han vil gå ned til Christian Schmidt Rasmussens malerier, for det er noget, han kan relatere sig til.«
Man ser det for sig. På Aros har Ørskov og museumsdirektør Jens Erik Sørensen indkaldt en gruppe 17-årige til målgruppeanalyse. Direktøren lægger for: Nå, hva vil I unge så ha? Noget sm-kunst? Ka I relatere til det?
Der er ikke underligt taget de mange tilstedeværende malere blandt publikum i betragtning bred uenighed med Ørskovs polemiske afvisning af maleriet som et uddateret medie. Billedkunstner, formand for Charlottenborgs bestyrelse og paneldeltager, Ole Spoerring, tager ordet:
»Når vi taler generelt om teknikker, snakker vi slet ikke længere om kunst.«
Vitalitet
Er den kontemplative langsomhed overhovedet et særkende for maleriet? Kunstkritiker Mette Sandbye påpeger at langsomheden ikke er maleriets privilegium.
Sandbye er afslutningsvis i samtale med den prisvindende maler Anette H. Flensborg.
»Nå, Anette er du så dum, anti-moderne og imod digitaliseringen, eller er du for hurtigheden, politikken og de nye medier,« spørger Sandbye med kritisk adresse til Tøjner og Ørskov.
»Jeg er optaget af virkeligheden, men det er ikke et længselsfuldt forhold. Jeg laver en model af virkeligheden i mit maleri,« forklarer Flensborg og fortsætter: »Hvis der er en meget eksakt ting, man gerne vil sige, så skal man for alt i verden undgå maleriet, for det vil altid unddrage sig entydig kommunikation.«
Sandbye leder for en stund snakken væk fra Flensborgs maleri.
»Der er en enorm vitalitet i maleriet lige nu,« siger hun, for straks at påpege, hvad der faktisk sker på kunstscenen:
»Vi ser et konceptuelt maleri, der knytter sig til udstillingsinitiativet Paintbox. Vi ser et ekspressivt drengeværelsesmaleri knyttet til generationen omkring Tal R, Kaspar Bonnén og John Kørner. Vi ser et surrealistisk tegneseriagtigt maleri, hvor vi finder kunstnere som Schmidt Rasmussen og Anders Brinck. Vi ser et symbolistisk maleri stærkt udfoldet som hos Katrine Ærteberg og Lise Blomberg. Og endelig ser vi en ny-realisme, som Anette Flensborg indskriver sig i. Maleriet kan utrolig meget i dag.«
Sandbye overbeviser om, at hendes passionerede interesse for maleriet nu og her grunder i maleriets aktuelle vitalitet. Aftenens konklusion: Maleriet lever. Nu igen!
