Læsetid: 4 min.

En sangsmæssig gyser lykkes til fulde

Den Jyske Opera fejrer triumfer med Debussy
17. august 2004

Opera
Af en anden verden kan man roligt sige. Stedet hedder ligefrem Allemonde, som betyder noget lignende. Ingenting er, som det ser ud til, i Allemonde; personerne agerer i et rum, hvis grænser flyder ud, og hvor beskueren kun aner visse sammenhænge, visse mangelfulde forklaringer.
Sikkerhed får ingen, allermindst de ulyksalige figurer på scenen, som til Debussys drømmeagtige, temaløse harmoniske til tider overjordiske klange bevæger sig fra det ulykkelige til det ulykkeligere. Det var den belgiske skuespilforfatter Maurice Maeterlinck, som med sin symbolistiske tekst satte komponisten i stand til at skrive sin i øvrigt eneste opera. Og en vanskelig tilgængelig én er det. Alene dét skal den Jyske Opera have ros for. Pelléas og Mélisande er bestemt ikke hverdagskost, ikke en af de forestillinger hvor et opløftet publikum bagefter går fløjtende hen til bilen. Der er ingen landkending for det læge øre, intet genkendeligt ledemotiv for det normale øre, blot én lang næsten ubrudt orkesterklang overlagt menneskelige stemmer, recitativer kan man med god vilje kalde genren.
Handlingen er ikke noget lystspil; en mellemting mellem Otello, Tristan og Isolde, den fangne jomfru Rapunzel med det lange hår i tårnet langt ude i skoven og Hertug Blåskæg i kulissen.

Men hvilken musik
En mystisk kvinde, Mélisande, flakker efter en eller anden frygtelig begivenhed, hvorunder hun har mistet sin krone, hvileløst rundt i krattet. Hun bliver tilfældigt – eller måske ikke så tilfældigt, fundet af prins Golaud, der ægter hende;
Golauds bror, den livsuduelige Pelléas forelsker sig i Mélisande og vice versa.
Golaud bliver derfor jaloux og dræber Pelléas, der først til sidst har røbet sine sande følelser for Mélisande – og vice versa. Hvorefter Mélisande dør i barselseng, fordi hun altså var gravid, og kong Arkel trist må konstatere historiens eller livets skrækkelige videreførelse i den nyfødte lille pige. Ikke muntert, bestemt ikke muntert. Men hvilken musik! Formentlig det bedste og mest raffinerede orkester Debussy nogensinde satte på papir.
Til forløsning af dette vanskelige partitur, der afspejler diffuse menneskelige drifter, svigtende sanser og forskudte motiver, har Den Jyske Opera allieret sig med Tamás Vétö. En klogere disposition kan man næppe forestille sig.
Vétö hører til blandt nationens aller ypperste med en musikalsk indsigt uanset værket, som altid forekommer dyb og i sit overskud rig og generøs. Her demonstreret med den gennemsigtighed i klangen, der kun kan opretholdes af en usvigelig puls og nøje overvejet tilrettelæggelse af værkets næsten tre timers spilletid.
Under sin pind har Vétö de overordentligt vel spillende århusianere til sin rådighed. Alle grupper leverer, hvad der skal til og akkompagnerer i enhver henseende den fremragende sangerstab noget nær perfekt.

Umenneskeligt projekt
Pelléas og Mélisande er sangmæssigt en gyser. Som antydet er der ikke meget at hænge hatten på, for ikke at sige ingenting; partierne skal simpelthen indterpes; kunsten er selvsagt at få dette næsten umeneskelige projekt for hver enkelt sanger og for helheden til at lyde spontant og i bestandigt samvirke. Som hos Wagner, blot vanskeligere. Men det ikke alene gik på den Jyske, det lykkedes, som man kun sjældent hører det.
Premiereaftenens største bifald gik til titelpersonerne: tenoren Morten Frank Larsen og den lyriske sopran Henriette Bonde-Hansen, rent bortset fra at Vétö skulle have haft ovationerne, hvad dirigenter næsten aldrig får, var hvert et klap til de to vel fortjent. Også det der blev Jean-Lafont som Golaud til del.
En total sanglig og dramatisk indleven i disse vanskelige karakterer er en forudsætning for at gå på komedie med makkerparret Debussy/Maeterlinck, hvis ubevidste under-jeg’er sangerne også må have med. Det var der altsammen, uhåndgribeligt, men ikke desto mindre til stede, lag for lag. Sangerne formåede i spillets forløb at afdække disse hjemsøgte karakterer. Også Bent Norups forpinte Arkel stod med ægte autoritet og tragisk undergang i stemme og krop, ligesom i registrets anden ende, drengesopranen Anders Christensen præsterede det sublime. Kommer det unge menneske ud på den anden ende af stemmetransformeringen med materialet i behold, kan det vist blive til noget stort.
Hele historien er instruktionsmæssigt set fortalt og også sat i scenografisk ramme af Mikael Melbye, og er instruktørens ind til videre mest helstøbte forestilling. Blottet for de unoder der i disse år martrer alverdens operascener med den ene mere gemachte sceniske påstand efter den anden og obligat maskinpistol og mobiltelefon i Figaros Bryllup, er Melbye gået til teksten, loyalt og i klar bevidsthed om, at dens underlag er indviklet nok og ikke behøver flere fikse påfund end højst nødvendigt. Melbye har i sandhed skabt et andet land, et mellemland østen for månen, hvor disse ting på scenen efter stedets egen mørke og fordækte logik kan ske og ikke kan andet end ske.

En skov er en skov
Scenografisk har instruktøren holdt sig til det enkle og entydige. En skov er en skov, en mørklagt kælder sort som kul; og brønden hvori Mélisande kaster Golauds ring i skæbnesvangert letsind, eller hvad det nu er, rejst i kæmpe cirkelfigur mod publikum; som en ring til at modtage den befrugtende ring; et åbent hul af dimensioner hvor træernes kroner, der spejler sig i brøndens spejl, som altså også er ringens meget, meget åbne åbning, fører tankerne hen på, nå ja, sådan noget lignende... Den idé brugte Abbado også på Wieneroperaen i sin tid, men det gør ikke noget med store forlæg, når resultatet er som i Århus. En rent ud uforglemmelig forestilling i alle ender og kanter.
Malurten i begejstringens bæger: Hvorfor sidder man så dårligt i det musikhus? Man ser jo godt og hører fortrinligt, hvorfor skal det så gøre så ondt bare at sidde? Når huset en skønne dag skal sættes i stand, bør ledelsen bede A.P. Møller om nogle andre stole.

*Claude Debussy: Pelléas og Mélisande. Den Jyske Opera: Bent Norup, Morten Frank Larsen, Jean-Philippe Lafont, Anette Bod, Henriette Bonde-Hansen, Anders Christensen. Den Jyske Operas Kor. Aarhus Symfoniorkester. Musikalsk ledelse: Tamás Vetö. Iscenesættelse Mikael Melbye.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu