Læsetid: 3 min.

Sharon giver ikke op

Trods sviende nederlag i centralkomiteen træder Sharon næppe tilbage, men hans muligheder er begrænsede
20. august 2004

Analyse
TEL AVIV – Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, led onsdag aften et alvorligt politisk nederlag, da en afstemning i Likud-partiets centralkomite spærrede vejen for videre koalitionsforhandlinger med Arbejderpartiet.
Hans regering kom i mindretal i forsommeren da to koalitionspartier på højrefløjen brød ud i protest mod Sharons planer om at rømme de 21 bosættelser på Gazastriben. Han har derfor længe stilet mod at trække Arbejderpartiet ind i en midtsøgende regering, som ville kunne gennemføre rømningen, men har samtidig set oppositionen mod hele planen vokse, og ikke kun på den yderste højrefløj, men også dybt ind i Likud. Det er denne opposition – eller rebellerne, som Sharon foretrækker at kalde dem – der nu har skaffet sig et flertal i centralkomiteen og dermed reelt har isoleret lederen fra sit eget parti.
I de fleste vestlige demokratier, hvor en leder kommer i mindretal efter at have sat et så stort mål af personlig prestige ind på en sag, ville denne kraftigt overveje at træde tilbage. Men Sharon er tykhudet og der er ingen formodninger om at dette skulle indgå i hans overvejelser.
Tværtimod har han udtalt at han bliver siddende og at tilbagetrækningsplanen fortsat står ved magt. Dette sagde han også, da han i maj måned fik en lignende øretæve efter at have sendt sin Gaza-plan til urafstemning blandt partiets 197.000 medlemmer. Dette gav starten på oprøret i Likud, som han med manglende held har søgt at bringe under kontrol, og efter denne uges nye nederlag må læren være, at for hver gang bliver hans operationelle råderum mindre. Dette er dagens realitet for Sharon, og det stiller os overfor nogle mulige udviklinger.
Han kan vælge at se bort fra afgørelsen i centralkomiteen og fortsætte som intet var hændt. Blandt sine ministre, og formentlig også i parlamentsgruppen har han et snævert flertal for sin plan, men dette eksisterer nu kun på papiret. Da forhandlingerne med Arbejderpartiet var til debat i centralkomiteen, var hans ellers så trofaste støtter i Gaza-spørgsmålet tavse som østers. De har alle set hvorhen vindene bar, og ved meget vel, at Likud-politikere i sidste ende bliver valgt af centralkomiteen.

Måske løsgænger
Arbejderpartiet reagerede lynhurtigt ved at suspendere alle tanker om samarbejde med Likud. Dette kan læses som et signal om at under de nuværende forhold er der ikke noget at snakke med Likud om, hvilket leder i retning at en anden mulighed, som flere analytikere tager i betragtning.
Sharon kan vælge at træde ud af Likud. Dette er almindelig israelsk politikeradfærd, og ifølge landets lov behøver Sharon ikke opgive ministerpræsidentposten selv om han bliver løsgænger. Om Sharon dog vover dette afhænger af hvor mange af hans partikolleger i Knesset ville følge ham ud i en ny partidannelse. Hans chancer for at opbygge en ny regeringskoalition uden om det resterende Likud være meget ringe anses som direkte proportionale med dette.
Hans tanker vil givet gå i denne retning i de kommende dage ligesom han vil føre en række diskrete samtaler med sine loyalister. Men når dette er sagt, er alle også klar over at det er en risikabel vej at gå, og at Sharon skal have meget sikre indicier for succes før han vælger den.

Ny kurs på Vestbredden
Tænker man derfor sharonsk ser meget derfor ud til at han vælger at fortsætte med hvad han har. Men idet han nu er afskåret fra koalitionsforhandlinger »med noget zionistisk parti«, som det rent faktisk hedder i beslutningen fra onsdag aften, vil hans regering forblive i mindretal, hvilket i den betændte atmosfære hurtigt vil kunne gøre den til offer for et mistillidsvotum og udløse nyvalg.
For at undgå dette må Sharon derfor handle, og der er en nærliggende mulighed for at genskabe sit forhold til højrefløjen. Han vil ikke lade sig banke på plads og vil fortsat nægte at opgive sin Gaza-plan, men for i det mindste at genvinde nogen tillid hos Likud-rebellerne, kan han tænkes at ville sætte sig endnu mere fast på Vestbredden, ved at give flere nye byggetilladelser i eksisterende bosættelser og nedtone snakken om at rømme bosætterudposter. Og i den sag vil han kunne gå forholdsvis langt uden at ødelægge sit fine forhold til USA, der lige nu har opmærksomheden rettet på valgkampen og kun har begrænset overskud til at holde Sharon i kort snor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu