Læsetid: 3 min.

Shia-muslimer verden over raser

Shia-muslimer fra Iran til Californien er rasende over, at en af shiitternes allerhelligste byer, Najaf, er blevet skueplads for voldshandlinger
14. august 2004

De blodige kampe omkring Imam Ali-moskeen og mellem gravstederne på den tilstødende begravelsesplads med det hult klingende navn ’Fredsdalen’ har fostret vrede reaktioner fra muslimske samfund overalt i verden.
»USA slagter indbyggerne i en af de helligste islamiske byer, og den muslimske verden og den irakiske nation vil ikke se passivt til,« sagde ayatollah Khamenei, den øverste leder i nabolandet Iran, i en tv-tale.
Tre større amerikanske, muslimske organisationer opfordrede onsdag til forhandlinger for at få stoppet kampene.
»Enhver kamp om eller skade påført moskeen – hvilket er ulovligt i henhold til Genève-konventionerne – vil påføre USA’s image og interesser uoverskuelig skade og blive bredt fordømt over alt i verden,« sagde Muslim Public Affairs Council i Los Angeles med henvisning til, at amerikanske militærfolk har sagt, at de har fået tilladelse af Najafs guvernør til om nødvendigt at angribe moskeen, hvor adskillige oprørere har søgt tilflugt.

Hellig moske
Imam Ali-moskeen har med sine tvillinge-minaretter og gyldne kuppel været et af shiaislams allerhelligste steder i mere end tusind år, idet shiitterne mener, at moskeen er bygget oven på det sted, Imam Ali – profeten Muhammeds fætter og svigersøn og derfor i shiitternes øjne hans legitime efterfølger – blev begravet, efter at han blev myrdet i 661. Den tilstødende begravelsesplads er blandt verdens største med jordiske rester af millioner af muslimer, som har ønsket at blive begravet tæt ved imam Ali. Selv om mange muslimer er kritiske over for Moqtada al-Sadr, skaber nyhedsrapporterne om amerikanske soldater i kamp tæt ved helligdommen vrede.
»Shiitter overalt i verden er chokerede og rasende over, hvad der foregår i Najaf,« siger imam Moustafa Al-Qazwini, en prominent shia-muslimsk leder fra det sydlige Californien, til Los Angeles Times. »De opfatter det som et overgreb på islams ukrænkelighed og især shiaislam. Ethvert angreb på den by vil ødelægge amerikanernes fremtid i Irak fuldstændig. Det vil miskreditere Amerika og gøre landet til den nye tyran i muslimers øjne overalt i verden,« fortsætter Al-Qazwini.
Og han står ikke alene med den fortolkning. Flere shia-muslimer har ifølge Los Angeles Times sammenlignet et angreb på moskeen med, at man bombede Vatikanet og har forudset, at det vil udløse en hel række hævnangreb på amerikanske interesser i Afghanistan, Indien, Pakistan, Libanon og andre lande, hvor der er større shia-muslimske befolkningsgrupper.
»Det er afgørende, at Washington forstår, at de ikke kan anse Iraks shiitter som en uafhængig, national gruppe,« advarer Youssef Ibrahim, en tidligere New York Times-korrespondent i en klumme. »Ethvert forsøg fra amerikanernes eller den nye irakiske regerings side på at marginalisere eller indespærre Sadr vil skabe røre fra Iran til Libanon til Pakistan.«
Juan Cole, en Irak-ekspert fra universitetet i Michigan, mener, at de seneste halvanden uges kampe allerede har skadet USA’s overordnede politiske mål for Irak.
»Allawi-regeringens troværdighed som en uafhængig irakisk regering er blevet markant undermineret af dette,« siger Cole til Inter Press Service.
Han tilføjer, at den irakiske befolkning var parat til at give ministerpræsident Iyad Allawi en chance, men at han nu vil blive »anset for intet mere end en amerikansk skødehund, eller værre, en amerikansk agent«.
»Hvad der foregår lige nu, ligner det, der skete i april 1991, hvor det var Saddam, som nedkæmpede et shiittisk oprør. Men nu er det marinesoldaterne, der spiller Republikanergardens rolle,« mener Juan Cole.
Han forudser, at det mest sandsynlige udfald af de nuværende kampe mellem koalitionsstyrker og Mehdi-militsen vil blive »et langvarigt, lav-intensivt shiittisk oprør i Syd, lig det vi har set i den såkaldte sunni-trekant«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu