Læsetid: 10 min.

Det skaldede spøgelse

To år efter mordet på partileder Pim Fortuyn samler den afdøde indvandringsskeptiker flere tilhængere end nogensinde. Hvad er det sket med Europas mest tolerante land?
24. august 2004

Hollands dilemma
ROTTERDAM – »Vi er ikke racister,« bedyrer Ronald Sorensen. (Men?) Sorensen har gråt skæg, røde kinder, en stor mave og er iført khakifarvet T-shirt og bukser. »Vi diskriminerer ikke,« fortsætter han. (Men?)
Hvis Sorensen var, hvad han ser ud til og lyder som – et opblæst levn fra de sydafrikanske afrikaaneres hvide modstandsbevægelse, eller et medlem af en eller anden marginaliseret højreradikal gruppe – ville han have været en fuldstændig uinteressant skikkelse. Sorensen står imidlertid i spidsen for et politisk parti, som kalder sig Leefbar Rotterdam (Et Beboeligt Rotterdam), og som vandt 30 procent af stemmerne ved lokalvalget i marts 2002. Det blev dermed den største politiske blok i byrådet i en europæisk storby, som traditionelt har været kendt som et hjemsted for frisind, tolerance og laissez-faire-holdninger.
»Vi er ikke racister,« bliver Sorensen ved. »Vi er dødtrætte af at blive anklaget for at være det. Problemet har ingen farve. Men der er en masse problemer, som er farvede.«
Leefbaar Rotterdams politik går bl.a. ud på at nægte opholdstilladelse til fattige eller arbejdsløse udlændinge – og stille krav til de nytilkomne om, at de skal tjene 20 procent over den hollandske minimumsløn. Rotterdams byråd har planer om at stoppe byggeriet af billige boliger for at øve mindre tiltrækning på ’den gemene hob’.
I stedet vil man koncentrere sig om eksklusive byggeprojekter, der kan lokke gode skatteydere til. Byrådet vil ikke have tilflyttere til Rotterdam, som ikke taler hollandsk, og det skal ikke længere være attraktivt for den hollandske regering at sende asylansøgere til byen.
»Vi vil også have indført et tørklædeforbud, lige som i Frankrig,« siger Sorensen med længsel i stemmen. »Det skal gælde for skoler og i alle offentlige bygninger. Jeg tror ikke, vi kan få det igennem, men vi vil prøve på det.«
Disse ambitioner kan ikke afskrives som en lokal ejendommelighed. I februar godkendte det hollandske parlament en plan om at deportere 26.000 afviste asylansøgere, heriblandt mange som havde boet i Holland i årevis, og som havde børn født i Holland – børn som i enhver henseende er hollandske. Andre planer, som for tiden bliver diskuteret i hele landet, omfatter afvisning af indvandrere, som ikke taler hollandsk og 24-års-aldersgrænse for familiesammenføring med udenlandske ægtefæller ligesom i Danmark.

Fortuyns korstog
I over to år er Holland blevet hjemsøgt af et skaldet spøgelse. Mordet på den uortodokse politiske enegænger Pim Fortuyn i Hilversum den 6. maj 2002 afsluttede et af de mest mærkelige politiske karriereforløb i nyere tid og skabte en legende. Fortuyn forsøgte noget nyt i europæisk politik: at gå til angreb på multikulturalismen og indvandringen med afsæt i venstrefløjen.
Venstrefløjen vidste ikke, hvad de skulle stille op med Fortuyn, fordi han nægtede at spille rollen som højreorienteret tegneserieskurk. Han var ikke et stridbart fjols som Frankrigs Jean-Marie Le Pen: Fortuyn samlede på kunst, var velklædt, belæst, og var ved de fleste lejligheder charmerende. Han var ikke en ildevarslende nationalist som Østrigs Jörg Haider: Fortuyn havde i sit testamente forlangt at blive begravet i nærheden af sin villa i Italien. Han var ikke en fordømmende farisæer motiveret af den uvidendes frygt for alt, hvad der ikke er heteroseksuelt og hvidt: Fortuyn var bøsse, og kronprinsen i partiet Joao Varela, er sort.
Fortuyns korstog mod indvandringen og mod islam var med hans egne ord tilskyndet af et ønske om bevare alt det i Holland, som normalt får det yderste højre til at pudse sine sparkende støvler.
Fænomenet er ikke kun interessant, fordi det finder sted i Holland af alle steder, men pga. den betydning det kan få for resten af Europa. Som følge af de særlige forhold, som gør sig gældende i Holland, bliver dilemmaerne omkring indvandring, asylansøgere og islam, som plager mange europæiske lande, forstærket i Holland.

Oprør mod eliten
Holland er absurd lille: det risikerer at blive en myldrende, urban bystat, et Nordsøens Hong Kong, hvis befolkningstilvæksten stiger ret meget mere. Holland har en stor, voksende befolkning af indvandrere og muslimer. Den ikke-hollandske del af Rotterdams befolkning er ved at være i flertal.
Ifølge Hollands statistiske centralkontor er Hollands muslimske befolkningsgruppe blevet fordoblet inden for det sidste årti til 5,7 procent ud af en samlet befolkning på 16 mio.
Næsten halvdelen af Rotterdams 600.000 indbyggere er af ikke-hollandsk oprindelse. Den demografiske balance er ved at tippe over til indvandrernes fordel, hvilket har forrykket den politiske balance til gavn for folk som Ronald Sorensen.
»Der er,« siger han, »dele af den muslimske befolkningsgruppe, som ikke ønsker at føre dialog med os andre. Der hersker en intolerance over for kvinder og over for homoseksualitet – som var nogle af de ting som vores generation kæmpede for at lave om på i 1960’erne og 1970’erne. Disse mennesker kom af egen fri vilje til Nederlandene. Hvis de ikke bryder sig om at være her, er der ikke nogen grund til at de bliver her.«
»Jeg skal fortælle dig, hvorfor Pim havde så stor gennemslagskraft,« siger Sorensen. »Lige som i Storbritannien har vi et klassesystem, som dog mere er bestemt af intellektuelt tilhørsforhold end af penge eller samfundsklasse. Pim gjorde oprør mod eliten. Han var ellers et typisk medlem af denne elite – intellektuel, homoseksuel, flamboyant, og i opposition til de hollandske værdier, som udgår fra det calvinistiske mådehold – men han sagde til folk på gaden: ’Er I klar over, at I har ret! Og det har jeg tænkt, at stille mig op og sige.’«
Det var et tilbagevendende tema for Fortuyn, at han ønskede at sikre sig, at Holland skulle blive ved med at være et samfund, som tillod mennesker, som ham selv, at kunne være i fred og kunne passe sit arbejde, f.eks som homoseksuel sociologiprofessor.
»De fleste islamiske lande,« siger Sorensen, »er tilbagestående. Pim sagde, at islam måtte gennem en oplysningstid, lige som kristendommen har været det. Ellers vil der opstå problemer.«

Føler sig ikke som hollændere
Senere på dagen drikker jeg te sammen med Omar Altay, der er formand for Rotterdams Mevlana-moské. Det hollandske og tyrkiske flag står på hans skrivebord, og væggen er prydet med portrætter af henholdsvis den hollandske kongefamilie og Mustafa Kemal Atatürk. Han er ligesom Sorensen bekymret for Rotterdams fremtid, men af helt andre grunde.
»Vi var med til at opbygge byen,« sukker han. »Og nu er vi pludselig blevet et problem? Før i tiden var Holland tolerancens højborg. Nu vil man kaste skylden på nogen. Jeg ved ikke, hvad det hele ender med. Ja, jeg er bekymret.«
I en nyoppudset bygning, der skal huse hollandske parlamentarikere i Haag, har man opkaldt et møderum efter Fortuyn – det er første gang den ære er tilfaldet en person, som aldrig er blevet valgt. Der hænger to billeder af Fortuyn i forværelset; der er blevet bestilt nogle flere.
Partiet, som er opkaldt efter ham, holder til i Fortuyn-værelset.
Det er her, jeg møder et af de nuværende otte parlamentsmedlemmer fra Lijst Pim Fortuyn. Hilbrand Nawijn var mellem juli 2002 og maj 2003 Hollands indvandrings-og integrationsminister. I Hollands indvandringsdebat er det blevet et acceptabelt standpunkt at insistere på, at det burde være obligatorisk at tale hollandsk i moskeerne.
»Ja,« bekræfter Nawijn. »Det er et tegn på integration.«
– Men er det at tale arabisk i moskeen ikke ligesom – hvad skal jeg sige – at synge på italiensk i operaen? Eller lige som at tale hebræisk i synagogen?
»Så,« kvidrer han, »kan man kontrollere og aflytte, det der foregår. Hvis de taler arabisk, kan man ikke vide noget om, hvad de siger.«
Nawijn er lige som Sorensen glad for ordet ’de’. Imidlertid kan ordet ’de’ i Najiwns tilfælde byttes ud med ’marokkanere’.
»Jeg vil ikke sige, at alle muslimer udgør en fare,« forklarer han. »Men der er problemer med muslimer fra lande, som ikke har nogen sekulær tradition, som f.eks. Marokko. Jeg tvivler på, at de gerne vil integreres i det hollandske samfund. De ønsker et bedre liv, men de føler sig ikke som hollændere.«
Najiwn mener også, at Holland er »fyldt op«. Han ønsker ikke at Tyrkiet bliver optaget i den Europæiske Union, da EU er funderet i en »jødisk-kristen-humani-stisk« tradition.

Helvedes forgård
Kaba kom til Holland fra Guinea for fire år siden. Hjemme i Guinea havde Kaba tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed pga. sin rolle i oppositionspartiet, Rassemblement du Peuple du Guineas ungdomsbevægelse. En bekymret onkel betalte for at få ham smuglet ud på et containerskib. Han vidste ikke, hvor skibet sejlede hen – det eneste, der betød noget var, at det sejlede væk. Ved ankomsten til Rotterdam blev han sat af på kajen med ønsket held og lykke. Han havde ikke andet tøj med end det han stod i, ingen penge, kunne hverken tale engelsk eller hollandsk og havde ingen anelse om, hvor han var (»Jeg mente dog, at det måtte være Europa, for jeg kunne se hvide mennesker«). Det første Kaba bemærkede, var temperaturen. Det var vinter i Holland; i Guinea, forklarer han, er det enten varmt og fugtigt eller varmt og tørt. Han havde aldrig frosset før.
I dag befinder Kaba sig i helvedes forgård. Hans asylansøgning blev afvist med den begrundelse, at flere af de ledende medlemmer af hans parti ikke sad fængslet for øjeblikket – selv om de hyppigt havde været det.
»Jeg prøvede på at forklare dem,« siger Kaba, som har lært sig et ganske glimrende engelsk og hollandsk, »at hvis man fælder et træ, fælder man det nede fra.« Kaba lever nu på venners nåde og barmhjertighed. Han kan ikke arbejde legalt, og hvis han arbejder illegalt, kan det være til skade for den appelsag, som hans advokat har sat i gang. Fire af de venner, som befandt sig i en lignende mareridtsagtig situation, har taget livet af sig selv. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til ham.
»Jeg prøver at minde mig selv om alt det gode,« siger han. »Det er svært nogle gange, men jeg prøver.«

Frisind truet
Tilbage i Rotterdam, spørger jeg Ahmed Akgunduz, rektor for byens islamiske universitet, om han vil gå med til, som Fortuynisterne hævder, at mange af de ting, som har været tolereret i Holland gennem mange år – homoseksualitet, prostitution, lette stoffer – ud fra et muslimsk perspektiv er fuldstændig uacceptable, og derfor vil føre til en uundgåelig konflikt.
»Tjah,« smiler han, »der er også jøder og kristne, som er imod de ting.«
– Sandt nok. Men mange kristne og jøder har også brugt århundreder på at skabe et liberalt, sekulært Europa, som de holder af. Og det gør jeg også – så kom til sagen.
»Homoseksualitet f.eks.,« fortsætter han, »er forbudt ifølge
islam. Men hvis du spørger mig, hvordan jeg forholder mig til homoseksualitet, vil jeg svare på to måder. Jeg er muslim, så jeg kan ikke tillade det i min familie. Men den hollandske lov tillader det, og ifølge min religion må jeg overholde lovene. Jeg går ikke ind for lovene, men jeg overtræder dem ikke. Der behøver ikke, at være nogen konflikt.«
Det som imidlertid har ændret sig siden den iranske revolution i 1979 er, at den for nogle, ikke mange, er blevet en ideologi, som tilsidesætter alle andre former for troskab.
– Med det i baghovedet, havde Fortuyn så ikke en pointe?
»Muslimer i ikke-muslimske lande,« siger Akgunduz, »skal vælge den moderate vej og undgå provokationer. Der var en muslim som besøgte mig, som spurgte mig, hvorfor vi havde oprettet et universitet i et ikke-muslimsk land. Han gav udtryk for ekstreme synspunkter. Jeg spurgte ham, hvor han boede, og han sagde, han boede i Amsterdam. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke flyttede til Saudi-Arabien, hvis han ikke brød sig om at være her. Han kiggede forbavset på mig og sagde: ’Jeg lever jo i et fredeligt land’. Der er misforståelser på begge sider, men de kan godt overvindes.«
Det er det mest fornuftige, jeg har hørt hele ugen. Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at hvis den udbredte forestilling om at Hollands laissez-faire samfund reelt set er truet, skyldes det ikke gnidninger mellem horder af muslimske marodører og storskrydende lokalpolitikere. Men til gengæld er det hollandske frisind truet af det faktum, at muslimerne og de konservative i Holland har mere til fælles, end de vil vedkende sig: en overdimensioneret frygt for hinanden, som kun kan føre til identitetspolitiske blindgyder for begge parter.
Engang kunne verdens rige og sikre lande ignorere befolkningerne i de ruinerede og kaotiske lande. Det kan vi ikke mere. Mennesker, som bliver terroriseret og undertrykt af deres regeringer, kan tænde for fjernsynet, og med egne øjne se, at der findes steder, hvor de ting ikke sker. Den globale kapitalbevægelse er tilsvarende blevet modsvaret af arbejdskraftens bevægelser. Historien kan ikke bremses af juridiske og fysiske barrierer, som f.eks. Sydafrika og Rusland er slående eksempler på.
Leefbaar Rotterdams planer om at lovgive sig ud af problemerne med de fattige og mennesker med en anden overbevisning, er dømt til at mislykkes.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu