Et skrig på en bro
»Jeg gik bort over vejen med to venner. Så gik solen ned. Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte som et pust af vemod. Jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden. Over den blåsorte fjord og by lå skyerne som blod og ildtunger. Mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst. Jeg følte det store, uendelige skrig igennem naturen.«
Med de ord beskrev maleren Edvard Munch selv det verdensberømte Skriget, som han malede første gang i 1893. Et maleri som siden opnåede ikon-status i europæisk modernistisk malerkunst, og søndag formiddag lidt over klokken 11 så igen kom på alles læber, da to hætteklædte røvere klippede det ned fra sin plads på Munch-Museet i Oslo og forsvandt med det i favnen.
Et tyveri af et (sind-)billede på det moderne menneskes evige vandren i en meningstom verden kunne man friste til at kalde tyveriet af det mest berømte skrig i hele verden. Eller blot »et fuldstændigt centralt billede i ekspressionismen,« som professor i Kunsthistorie på Københavns Universitet Øystein Hjort karakteriserer det godt 100 år gamle maleri.
Det alvorstunge Norden
Men hvorfor blev det lige et dystert og mørkt skrig og ikke et lyst og let smil, der blev ikonet og hyldet som nordens hovedværk? Museumsdirektør på Arken, Christian Gether, der har beskæftiget sig indgående med Munch og Skriget, er ikke i tvivl:
»Op mod år 1900 var den nordiske kulturkreds ekstremt præget af spekulationer. Vi har jo ikke letheden eller sollyset som i Provence. Det er inkarnationen af den nordiske, alvorstunge tolkning af tilværelsen omkring år 1900. Som selvfølgelig er inspireret af den tyske kulturkreds. Dels rammer det dybt ned i sin tid, og dels er det samtidig oven over sin tid. Det er både et lokalt udsagn om et meget påtrængende eksistentielt problem, og et overordnet udsagn som vi alle sammen som mennesker kan forholde os til,« siger Christian Gether.
Skrigene på broen
Edvard Munch malede sine første ekspressionistiske billeder i begyndelse af 1890erne. Godt 30 år efter Charles Darwin havde præsenteret sin udviklingslære og dermed rokket fundamentalt ved Guds autoritet, og cirka 20 år efter at Friedrich Nietzsche Also Sprach Zarathustra havde chokeret ved at erklære Gud for død.
Det er i den kontekst, at Munchs Skriget skal forstås. Som et udtryk for den mangel på mening med tilværelsen som det moderne menneske i slutningen af det 19. århundrede oplevede, fordi Guds betydning svandt og efterlod et eksistentielt vakuum. Derfor skriget. Et lokalt men også universelt skrig efter hjælp, efter betydning, efter mening. Som runger i ørene på den centrale person i Munchs maleri, der forsøger at holde skriget ude med hænderne.
Billedet er malet ved Nordstrand, som ligger uden for Oslo. Ved Nordstrand var der en bro, hvor man kunne stå og kigge ud over Oslo Fjord, men broen var også kendt for at være det sted, hvor selvmordere kastede sig ud. Desuden lå der neden for broen en sindssygeanstalt, og kort derfra lå et slagteri, hvorfra dyrenes skrig rungede, når de blev trukket til slagtning.
Munch havde med andre ord fundet det værste sted, han kunne finde, og det var her, han hørte det store skrig i naturen.
»Mange mennesker tror, at det er mennesket på maleriet, der skriger, men det er det faktisk
ikke. Det er det store skrig i naturen, som Munch omtaler det. Mennesket på broen står og hører et gigantisk skrig, et skrig efter mening,« siger Christian Gether.
Netop maleriets skrig er ofte blevet fremhævet som det væsentligste element i billedet. Christian Gether ser imidlertid også en vigtig betydning i, at mennesket står på en bro:
»Broen er ekstrem vigtig, fordi billedet er malet i 1893, og bromotivet viser dermed vejen ind i det 20. århundrede. Man går over til det 20. århundrede, som er præget af angst og tvivl, netop fordi Gud er borte. Hvad skal man så gøre nu? Man skal i stedet for at fokusere på det metafysiske, det kristne, Gud, fokusere på livet selv. Livet og kunsten bliver det vigtige fremover.«
Fire versioner
Edvard Munch blæste menneskets ensomhed og angst op på et lærred adskillige gange i forskellige afskygninger. Skriget findes i fire versioner, men hvilken version, der er den første, er der ikke enighed om blandt kunsthistorikere. Christian Gether mener, at det nys stjålne maleri må være det første, blandt andet fordi det har en mere spontan penselsføring og er lidt mere umiddelbart i udtrykket. Men i virkeligheden er det underordnet, for det er umuligt at pege på et enkelt af de fire malerier som det bedste skrig.
»Det (stjålne maleri, red.) er en meget, meget færdig skitse, som er så færdigt, at det er blevet til et værk. Men han tog motivet op igen, som han gjorde med alle sine centrale motiver. Han kredser omkring motivet, men det skyldes også, at han ikke ville male læsende mænd og strikkende kvinder. Det skal være levende mennesker, der føler, lider, elsker og ånder, som han sagde. Jeg synes, at alle malerierne er fuldstændig epokegørende, og det er svært at undvære det ene frem for det andet.«
Anden gang
Undvære et af billederne må publikum imidlertid. For anden gang. I 1994 blev et andet af de fire Skriget stjålet på Nasjonalgalleriet i Oslo, og dukkede først op efter en intens politijagt, der inkluderede kunstagenter og kufferter fyldt med knitrende kontanter. Og selv om malerierne nærmest er uomsættelige, så undrer Christian
Gether sig egentlig ikke over, at netop Munchs malerier er så efterspurgte, også for tyvene.
»Der er en attraktion i de billeder. En fuldstændig overvældende betydning, som gør, at der er nogen, der ikke kan holde sig væk. Jeg kan godt se, at der er en økonomisk værdi i billedet, men det er jo i virkeligheden dybt fascinerede, at kunsten kan have sådan en udtrykskraft, at der er nogen, der synes, at de bliver nødt til at stjæle det.«
