Læsetid: 12 min.

Skyd de sårede

De rige rager til sig og træder de fattige under fode som aldrig før. Men det er ingen ubrydelig naturlov – vi skal ikke lade os dominere af de tilsyneladende så stærke, for hvert enkelt menneske betyder noget
25. august 2004

XL
For nogle år siden mødte jeg hos en bekendt i Washington D.C. en konservativ militærmand, som elskede at chokere sine omgivelser ved at udbryde som sin kommentar til snart sagt hvilket som helst emne: Shoot the wounded. Det var i Ronald Reagans tid, og jeg kunne betragte dette angreb på blødsødenhed som en ærkeamerikansk kuriositet uden relevans for en europæisk og dansk virkelighed. Men for nylig så jeg lederen af det store multinationale selskab Intel, Andy Grove, citeret for følgende bemærkning: »Formålet med den ny kapitalisme er at skyde de sårede«.
Markedet har taget over fra det politiske, og lovprisning af fællesskab er afløst af den enkeltes frihed til at handle på bekostning af andre. Forskellene mellem rig og fattig vokser – både på det nationale og det globale plan – og skamløsheden kender ingen grænser, når det drejer sig om at rage til sig.

Tidsånden
Det er ikke så underligt, at Sovjetunionens sammenbrud skubbede hele vores politiske tænkning i en bestemt retning. Det handlede om en træthed over for politiske kommissærer og et opgør med utopier, som havde en forklaring på det hele, og som overskred alle tænkelige grænser til den private sfære. Dette førte til en bekendelse til forbrugeren i stedet for vælgeren: Til troen på, at det enkelte menneske ved bedst, at det opfører sig basalt fornuftigt, når det køber ind, og at markedet dermed i virkeligheden er det mest demokratiske, man kan tænke sig. Demokratiet udfolder sig smukkest ved kasseapparatet i supermarkedet. Den ekstreme politiske styring var blevet totalt kompromitteret af udviklingen i Østeuropa. Planøkonomien kunne ikke engang få antallet af højre- og venstresko til at matche, og de Warszawapagt-hære, vi havde været så bange for, viste sig at være de rene Potemkinkulisser. Men det værste og mest slående var dog, hvordan revolutionen hele tiden åd sine egne, for at eliten kunne overleve. Gulag-lejre, Stasi og familiemedlemmer, der stak hinanden til det hemmelig politi, var tilsyneladende det totalt politiserede samfunds uundgåelige følgesvende. Ja, når man stræbte efter paradis på jord, endte man i helvede. Derfor blev der skrevet om ’The End of History’, man sagde med glæde farvel til utopierne og velkommen – for evigt – til det velfungerende marked, der da også i de følgende år med liberalisering, ny IT-teknologi og globalisering producerede forøget velstand i den vestlige verden. Det så rigtig godt ud i de glade halvfemsere. Det blev i den grad bekræftet, at vi faktisk godt kunne undvære de politiske fedtefingre og de højtråbende kloge hoveder, som hele tiden havde voldsomme bekymringer med hensyn til de fattige, miljøet og befolkningens kulturelle niveau. Nu skulle der bare produceres på livet løs, og når de rige blev rigere, dryppede det garanteret også på de fattige. Vores nye statsminister så som bekendt et opgør med ’smagsdommere’ som et lige så vigtigt udspil som skattestop og en muskulær politik, når det gjaldt de fremmede og de kriminelle. Samtidig slog han fast, at det enkelte menneske er sit eget livs største ekspert.
Her står danskerne så: Supermoderne og midt i en forrygende teknisk udvikling. Hele verden er blevet vores økonomiske tumleplads. Mulighederne for selv at bestemme synes uden ende, fordi vi snart er næsten lige så dygtige som Vorherre. Så derfor roder vi med stamcellerne og tager patent på livet. Fremskridt inden for fostervandsundersøgelser sikrer, at vi på forhånd kan sortere de helt forkerte og alt for besværlige fra. Så behøver vi ikke engang at skyde de sårede.

Risikosamfundet
Vi lever i det, man i dag blandt filosoffer og sociologer kalder for risikosamfundet. Det har vi sådan set altid gjort, navnlig hvis man var fattig, men nu har også samfundets top og de lærde fået øje på det. Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 er jo en utrolig understregning af dette – ligesom bombeattentaterne på Bali og i Mombassa. Ingen kan føle sig trygge – uanset ubekymret levestandard, og uanset hvilken militær oprustning ens nation har sat i værk. Tænk, at man ikke engang var sikker i selve Pentagon, som jo netop skulle være symbolet på USA’s almagt. Dette gælder bl.a. også, fordi omfordelingen mellem de rige og de fattige i de senere år har gavnet de rige i provokerende grad og dermed skabt større grobund og ’legitimitet’ for lovløshed og terrorisme. De riges tøjlesløse grådighed har leveret masser af ammunition til denne verdens Osama Bin Laden’er.
Som altid, når man vil spotte tendenser, er vi nødt til at kigge til USA. Her ejer den rigeste ene procent 40 procent af alle aktiver. En så voldsom koncentration af formuer er ikke set siden 1929. Topcheferne i de største selskaber får nu 530 gange så meget i løn som den gennemsnitlige medarbejder. For tyve år siden var det kun 40 gange så meget. Forskellene vokser og vokser. George W. Bush’ skattereformer gavner ensidigt de rigeste. Det giver selvfølgelig nogle voldsomme sociale spændinger, som de rigeste søger at undgå ved at isolere sig. De skaber deres helt egen verden i egne private kvarterer, som bevæbnede vagter kontrollerer, at ingen andre har adgang til. Oprustningen af det private hjem ledsages af en privatisering af hele tilværelsen. Private børnehaver, skoler, universiteter, sygehuse, plejehjem og hospices. De rige bliver private fra vugge til grav – ene, stærke og grådige. En personlig moral, som kræver, at den enkelte sætter grænser for grådigheden, har i de seneste år været nærmest ikke eksisterende. De rigeste tager mest. Herhjemme har vi set det med selskabstømmerne, hvor også de finere dele af erhvervslivet fik snavsede fingre, selv om de nødigt ville indrømme det. De gjorde jo kun, hvad de mente, der var lovligt. Vi har set det med svenskeren Percy Barnevik fra ABB, der troede på, at han alene var omkring en milliard værd. Vi har set det med direktører, hvis lønninger stormer frem, mens aktiekurserne falder. Og vi har set det med de store erhvervsskandaler i USA, hvor aktieoptionerne gjorde mange topledere totalt skrupelløse og kriminelle. I gamle dage lagde de mægtige vægt på, at deres gøren og laden var et eksempel. At valøren af deres handlinger smittede af på hele samfundet. Men i takt med at snakken om etiske regnskaber er blevet et mere og mere højlydt mantra, der udsynges på alle konferencer, har alt for mange handlet stik modsat og ikke haft den karakterstyrke, der skal til, for at sælge elastik i metermål.
Også herhjemme har vi set tendensen til større ulighed. Det er blevet mere acceptabelt med tårnhøje lønninger i det private erhvervsliv. Koncerncheferne skal have deres store ansvar rigeligt betalt, og går det galt, reddes de af en gylden faldskærm, så de lander på en helt anden måde, end når andre bliver ramt af arbejdsløshed. Går det godt, er der aktieoptioner, som man kan sælge ud af med den begunstigede viden, som man nødvendigvis har om selskabets fremtid – uden at offentligheden nødvendigvis ved noget derom. I det hele taget er det så som så med åbenheden, og kun når det bliver for skandaløst, slipper der noget ud. For eksempel som da det kom frem, at direktøren for VT Holding fik 32 mill. kr. i bonus i år 2002. Den var baseret på hans evne til at handle med selskaber, og bestyrelsen – som indeholdt repræsentanter for LD, ATP og Danica – følte sig nødsaget til at gå af.
Toplønningernes himmelflugt i den private sektor smitter efter indførelsen af Ny Løn af på den offentlige sektor. Siden 1998 har cheferne i kommuner og amter haft procentvis dobbelt så stor lønstigning som personalegrupperne på gulvet. I det hele taget blev halvfemserne – under socialdemokratiske regeringer – tiden, da den økonomiske ulighed fik lov til at vokse i det danske samfund. Den såkaldte maksimale udjævningsprocent – som angiver, hvor meget der skal flyttes, for at alle ville have lige meget – steg ifølge Danmarks Statistik i dette tiår fra 23,8 til 25,5 i familieindkomsterne efter skat. Vi er dermed blevet 14 procent mere ulige. Og siden har skattestoppet betydet, at de mest velhavende på grund af stoppet i stigningen af ejendomsskatterne er blevet yderligere begunstiget. Er det det, vi vil? Eller lader vi »kræfterne« styre udviklingen? Tavsheden er øredøvende.

Moralske grænser
I takt med at de nationale grænser er blevet udvisket, er også de moralske grænser blevet mere og mere usynlige. Vi har netop set det med de store multinationale selskabers skalten og valten med arbejdskraften – hele tiden på jagt efter billigere lønninger og bedre vilkår for egensindighed. De 200 største multinationale selskaber tegner sig for 25 procent af al målelig velstand i verden og står ikke til ansvar over for andre end deres aktionærer. Og dette viser sig at være et højst teoretisk ansvar. Gennem de sidste par hundrede år har nationalstaten været den naturlige øverste ramme for vores udfoldelser – den, som gav borgerne den basale tryghed. Derfor henvender vi os stadig til politikerne på Christiansborg længe efter at deres muligheder for at handle er blevet svækket af den økonomiske og politiske globaliseringsproces. En stats evne til handling bygger blandt andet på dens evne til økonomisk kontrol. Men i og med at investeringerne er hævet over tid og sted, har nationalstaten ikke længere kontrol med økonomien. For hvis staten forsøger at lægge hindringer i vejen – ved eksempelvis at opkræve skatter, stille krav til miljø eller arbejdsforhold – kan kapitalen reinvesteres på et splitsekund. Og den bliver det. Det store problem er, at vi i årtierne umiddelbart inden dette scenario havde satset så meget på nationalstaten – gennem opbygningen af velfærdsstaten efter Anden Verdenskrig. Staten – den sociale stat – havde overtaget et kæmpeansvar fra familien og lokalsamfundet. Men da vi virkelig havde brug for den, havde globaliseringen og markedskræfterne gjort den til en svækling, og kun ved at relancere den i større enheder – som med EU – kunne man så at sige genoptræne den og give den nye muskler. Men resultatet af udviklingen er blevet, at staten i stedet for at tilbageerobre magten til at regulere markedskræfterne i forhold til nationens og samfundets behov, underkaster sig dem og derved selv bliver en formidler af de samme ustyrlige mekanismer.

Privatisering
Markedslogikken trænger således igennem i alle livets aspekter. Nationalstaten bliver en forretning – alt skal kunne betale sig, og det dominerende politiske mønster er deregulering, skattelettelser, liberalisering og privatisering – og dermed endnu en svækkelse af den politiske magt.
Både socialdemokratiske og borgerlige regeringer har gradvist givet afkald på denne magt og har så at sige solgt ud af arvesølvet, dvs. af strategiske områder, hvor man tidligere lagde vægt på at bevare en vigtig politisk kontrol over ting, som var fundamentale for borgerne, men hvor man nu har valgt dels at få en hurtig økonomisk gevinst på statsbudgettet, dels en ideologi, som påstår, at markedet altid ved bedre end politikerne, hvad der er godt for borgerne. Problemet er, at markedet som regel ikke er nær så frit, som liberalismens lærebøger dikterer, og at det som regel ender med, at nogle få matadorer kommer til at bestemme. Dermed kommer magten til at ligge – ikke hos demokratisk valgte politikere – men hos repræsentanterne for store anonyme kapitaler, som det bliver endnu sværere for borgerne at få indflydelse på, hvis de overhovedet kan identificere ansvaret. Når skandalen først er sket, hvilken glæde har borgeren da af – som med Enron-skandalen i USA – at man siden kan strafforfølge en direktør og en revisor?
Vi sender magt fra Christiansborg til Bruxelles, som så dikterer, at den skal udøves af private foretagender. Et godt eksempel er el-liberaliseringen. Herhjemme har vi altid haft en form for offentlig styring og indflydelse på el-produktion og forsyning. Man kan diskutere størrelsen og omfanget af den folkelige indflydelse, men det har dog været sådan, at nogle energiske borgere – hvis de arbejdede hårdt nok – kunne sætte lus i skindpelsen. Nu forudser folk, som har forstand på det, at store tyske elselskaber vil sætte sig på den danske elforsyning – efter at nogle få udvalgte kommuner er blevet rige på at sælge ud af deres offentlige ejerskab. Og på verdensplan er tre store private selskaber ved at overtage noget så fundamentalt som verdens vandforsyning.
Ikke engang en så vigtig faktor i den nationale kultur- og nyhedsformidling som TV2 har vi vilje til at lade samfundet som helhed bestemme over. Tv-stationen skal nu også sendes ud på et marked, hvor det i sidste ende kan blive folk som Silvio Berlusconi og Rupert Murdoch, som kommer til at bestemme over Danmarks største nyhedsformidler på tv.

Pejlemærker
Her står vi så som moderne danskere: Uden de gamle støttepiller – kirken, nationen, partiet, fagbevægelsen, traditionerne. Projektet er for så vidt lykkedes. Friheden er vundet. Der er så lidt, der binder os sammen. Men helt glade er vi ikke. For vi er også utrygge og forvirrede. Uden nye institutioner, som umiddelbart kan træde i stedet for de gamle. Hverken FN eller EU har opbakning og gennemslagskraft, når det virkelig gælder. Ja, lige nu virker begge som forsikringsselskaber, der er gået neden om og hjem, da det virkelig gjaldt, da orkanen ramte os. Vi kan så vælge at følge den, som har magten i en ellers lovløs verden, og håbe på, at USA vil være en fair og retfærdig politibetjent i en slags moderne romerrige. Men vi kan også vælge at turde være os selv – sammen med andre europæere. Vi kan vælge at tro på, at militært isenkram ikke er de eneste våben, som tæller, men tværtimod er med til at skabe nye fjender, nye terrorister. Vi kan fastholde, at de gamle værdier ikke altid er de dårligste, og erkende, at moral begynder med os selv, og at der i den forstand ikke er nogen, som har lov til at slå sig op på egen hånd som sherif eller markedsmonopolist. Og det er vel den egentlige værdikamp i dag: At erkende, at den ny og mindre politisk styrede verden kræver noget så gammeldags som moral hos den enkelte, og at vi har et nyt ansvar for hinanden, for de svage, de anderledes. Jeg tror på, at vi alle har brug for at føle os anstændige i forhold til hinanden, og jeg mener ikke, at det er udtryk for blødsødenhed at tage vare på andre. Jeg tror på, at vi skal gøre langt mere for at sætte os i andres situation, så vi kan se vore egne handlinger med andres øjne og altså leve efter den gyldne regel: Alt hvad du vil, andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem.
Det gælder personligt, og det gælder politisk. Og det er ikke det samme som noget for noget. Tværtimod. Det handler som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner om noget for ingenting og om at tage vare på de sårede uden at forvente noget for det. Først når det bliver moderne, bliver vi værdige til friheden. »Tilpas jer ikke denne verden«, siger Paulus i en af sine formaninger til menigheden. Dette er en opmuntrende henstilling om, at vi skal tro på os selv, at vi ikke er slaver af verden, dens meninger, dens konventioner, dens politiske, økonomiske og sociale magter. Vi skal ikke lade os dominere af de tilsyneladende så stærke, for hvert enkelt menneske betyder noget.

*Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør

*Teksten er en bearbejdet version af et bidrag til et festskrift for Jørn Henrik Petersen, ’Kære Samfund’, der netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu