Det begynder i 4. klasse i en religionstime, hvor vi snakker om død og fødsel og konfirmation. Vi bliver spurgt, på hvilket sygehus vi er født. Da jeg er tilflytter, er jeg den eneste, som ikke er født på det sygehus, der ligger i byen.
På den måde starter det med, at jeg bliver drillet med, at jeg er en fremmed. Jeg bliver skubbet ud af den drengegruppe, som jeg altid har været en del af, i og med at jeg spiller fodbold med otte ud af 11 drenge fra klassen. Jeg har altid været en del af den gruppe. Samme hold, samme succesoplevelser. Fra den ene time til den anden. Fra det ene frikvarter til det andet bliver jeg skubbet væk fra gruppen, fordi jeg ikke er født på samme sygehus som de andre.
Efterhånden blev det til at jeg kom til at hedde Slimo, Den fremmede, Den ulækre, Den væmmelige, Den klamme, Han er fra den anden by. I stedet for at være Jan blev jeg Slimo.
Lige i starten af 4. klasse bliver jeg inviteret til fødselsdage. Efterhånden som jeg bliver mere og mere forhadt og udstødt, bliver jeg ikke inviteret mere. Det er lukket land. Jeg føler mig meget hurtigt alene og ude.
Jeg får lidt tæsk i skolegården. Jeg bliver slæbt ned på wcet og får buksevand. Det er kun mig, de jagter, når der er sne. (...)
De begynder med sådan nogle sedler à la dem, hvor der står: »Vil du være kæreste med mig? Kryds ja eller nej.« Der står bare: »Tæsk eller buksevand, eller skal vi vente til i morgen?« De sedler får jeg kastet i nakken eller hen på mit bord, eller de ligger i mit penalhus, når jeg kommer op fra frikvarter. Værsgo at svare, eller også vælger de selv, hvad de vil gøre.
(...)
Når en time var slut, var det: Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg ud herfra? Ud, væk! Det samme efter et frikvarter. Det vigtigste var at komme så sent op som muligt og håbe på, at læreren var der. Hellere få en skideballe for at komme fem minutter for sent op, end at komme op, inden læreren kom, og få en afstraffelse. En af tingene kunne være, at nogen tog fat i mig, når jeg kom ind i klassen. Nogen tog vand fra hanen i håndvasken i klasseværelset og pøsede på mig. Eller de tog fat i mig og rev mig i håret, pillede mig i ørerne, rev mig alle mulige forskellige steder. De var klar over, at læreren snart ville komme. Det kunne ikke være det helt store slagsmål eller den helt store afstraffelse.
På trods af at jeg gør vores lærere, hovedsagelig klasselæreren, klart, at der er noget galt, at jeg har det ad helvede til, er det den dér: Fy, fy, det må I ikke! Kan I lige slappe af. Alle skal være her, nu skal I også tage ham med til fodbold. Det kan ikke være rigtigt, og nu ringer jeg hjem til jeres forældre. Jeg ved ikke, om læreren har gjort det, men der skete ikke noget.
Jeg ved, at jeg sagde det til læreren allerede efter det allerførste frikvarter, hvor jeg blev drillet med, at jeg var Den fremmede. Jeg var ked af det og forvirret. Det her kunne jeg ikke forstå. Fra at have været en del af drengegruppen, som havde det fantastisk godt, spillede (fodbold, red.) og vandt medaljer, til hadet. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg var 10 år. Hele min verden væltede på en time.
Jeg tyr til den lærer, jeg skal have i næste time og beder om hjælp. Det er klasselæreren. Vi får en lille snak om det, men ellers går hun videre. Det bliver voldsommere og voldsommere, som tiden går. En gang senere tyr jeg til klasselæreren, der sker stadig ikke noget. Jeg fortæller det hjemme. Vi har altid haft et åbent forhold derhjemme og fortalt om, hvordan vi har det.
Der er måske gået en måneds tid, hvor jeg har været ked af det. Mine forældre har kunnet mærke det på mig. Det går op for mig, at det her ikke holder op fra frikvarter til frikvarter, sådan som det begyndte. Det håber jeg på i begyndelsen. Jeg fortæller derhjemme, at det er sådan og sådan i skolen, og han og han gør det. Mine forældre spørger til at starte med: õHvad har du selv gjort, siden det er blevet sådan? Hvad er der sket?« De prøver at finde ud af, om jeg ikke selv har gjort et eller andet. Det er mystisk for dem, at det går så hurtigt fra at være noget godt og rart og hyggeligt, til at jeg pludselig er en udstødt, én, man ikke vil have noget med at gøre. »Der er sikkert fejl på begge sider. Hvad kan du selv gøre for at rette op på det?«
Det bliver kun værre og værre. Der går et halvt år. For mig er det en evighed. Mine forældre siger: »Nej, det kan da ikke være rigtigt, der må da gøres noget.« De spørger mig flere gange: »Siger du det til læreren, sker der ikke noget?« De kan ikke forstå, at der ikke sker noget. Det virker, som om lærerne ikke rigtig hører på mig. Der sker i hvert fald ikke noget. De prøver at kontakte klasselæreren. De snakker flere gange med hende. Der sker stadig ikke noget.
I slutningen af 4. klasse bliver der indkaldt til et stormøde, hvor alle børn og alle forældre er med, både piger og drenge. Drengene kalder mig Slimo, det er mit navn nu. Pigerne er ikke aktivt med til at mobbe mig. De taler ikke til mig. Jeg er usynlig for dem.
(...) (Stormødet er meget pinligt for Jan, og mobberierne fortsætter bare, red.)
Efter sommerferien i 5. klasse bliver det værre og værre. Jeg er blevet meget angst, meget aggressiv og meget hidsig. Har svært ved at styre temperamentet. Når de driller mig, render jeg efter den første den bedste. Nogle gange får jeg fat i vedkommende. Når at slå lidt eller sparke, rive i håret. Alle andre vælter sig over mig. De har mig dér, hvor de gerne vil have mig. Isoleret fra de store eller mindre drenge. Der er dømt fællesbank.
Efter et frikvarter kommer jeg op ad trapperne til anden sal, hvor vores klasseværelse ligger. Da jeg kommer hen til vores dør, kan jeg ikke se, om der står nogen på den anden side. Jeg er kommet for tidligt op. De kommer mod mig fra begge sider. Jeg bliver smidt ned i gulvet. Om jeg kun bliver sparket og slået, eller om jeg får gokket hovedet ned i gulvet, det sanser jeg ikke. Det ender med at jeg har en kæmpebule i panden. Jeg har hul i hovedet. Det bløder. Fra næsen bløder jeg voldsomt. Plus at læben er flækket. Det bløder voldsomt. Underlæben er delt i to. Jeg ligger og græder på gulvet. De løber væk. Jeg bliver samlet op af en af de store drenges klasselærer, som vist efterhånden forsøger at gøre i hvert fald lidt. Når hun er gårdvagt, prøver hun at hjælpe mig. Gårdvagterne er ellers usynlige. Jeg kommer ned til skolesygeplejersken, bliver kørt på hospitalet, bliver syet. De kigger på mig, jeg fortæller, hvad der er sket. Der bliver skrevet et stykke papir nede hos skolesygeplejersken, som bliver afleveret til inspektøren. Alle drengene bliver indkaldt til møde med deres forældre og får at vide, at det her, det er uacceptabelt. Problemet er, at mødet først er to dage efter, hvor jeg er i skole igen. Jeg ser det, da inspektøren kommer op og henter dem. Hvad skulle der ske nu? Jeg følte, at de alle sammen vidste, at det på en eller anden måde var min skyld, at de nu skulle ned til inspektøren og have den store skideballe med forældre på. Det er præcis samme knugen i maven som til stormødet i 4. klasse. Jeg sidder og tænker: Hvad sker der nu? Det eneste, der kan ske, er, at det hele bliver værre!
Max. en uge efter skal jeg have min straf. Det starter med, at jeg når ned i skolegården og håber og tror, at den hellige grav er vel forvaret. Om lidt kommer de andre drenge, jeg kender. Dem fra min klasse, som er efter mig, er desværre kommet ned før dem. Jeg bliver skrigende slæbt ud på en græsplæne. Gårdvagten er som altid usynlig. Jeg får bank, får proppet græs op alle mulige mærkelige steder. Det værste og mest ydmygende er, at de ikke nøjes med næse, ører og mund. De ender ved røvhullet. Der hænger jord ved græsset. Jeg tror, at det ikke kan blive værre, men jeg bliver klogere. Der ligger et lidt afsides toilet udenfor. Jeg bliver trods højlydt skrigen og råben slæbt derover. Gårdvagten er stadig usynlig. Jeg bliver smidt i tisserenden, de pisser på mig, det er straffen. Der står otte drenge, jeg kan ikke komme fri af dem. De pisser på mig, på tøjet. Mit hoved er presset ned i gammelt tis.
De stikker af. Jeg kommer op, jeg løber hjem. Hvor jeg altid før er blevet på skolen og har prøvet at tage kampen op ved at sige det til læreren, er jeg ved at være knækket. Rent psykisk kan jeg ikke holde til meget mere. Nu begynder jeg at løbe hjem i stedet for. Hver gang der er et eller andet, løber jeg hjem.
Lader skoletaske og nøgler blive på skolen, det orker jeg ikke at gå op efter. De skal ikke se mig stikke af.
Jeg stikker af hver gang nu. Jeg kan ikke mere.
Der er aldrig nogen hjemme. Min mor har cirka 20 timer, så hun er først hjemme ved 14-tiden. Hun er ikke nået hjem, når jeg løber hjem fra skole.
Da jeg kommer hjem efter tisseturen, er der en ekstranøgle, som jeg tager. Jeg behøver ikke at blive set af nogen. Efter at jeg har taget alt tøjet af, ringer jeg hulkende til min far og fortæller ham det hele. Han kører meget hurtigt hjem fra arbejde. Vi sidder lige og snakker kort om, hvad der er sket. Han låner mig sin særligt fine herreshampoo, som dufter godt, jager mig i bad. Jeg er vant til, at vi har pligter i hjemmet. Men den dag smider han alt mit tiltissede tøj i vaskemaskinen. Lægger rent tøj frem til mig. Siger bestemt, at jeg skal gå i bad nu. Han kører ned på skolen, går direkte ind til inspektøren. Fortæller, hvad der er sket, og nu må det være slut. Enten må inspektøren selv tage affære. Eller også går far til skolechefen i kommunen.
Efter det kører min far tilbage til mig. De holder mig hjemme i et par dage. Jeg var ved at være mentalt knækket. Jeg fik støtte og hyggede mig derhjemme og følte, at jeg måske kunne klare det igen.
På en eller anden måde bliver der truet så meget fra inspektørens side, at man ikke rigtig tør så meget mere. Jeg nægter at tro på, at det ender godt. Jeg er stadig udstødt. Jeg er ikke hjemme hos dem og spille computer. De vil ikke hjem til mig og spille computer.
Afstraffelsen er afskaffet i et par måneder. Jeg er stadigvæk usynlig. Jeg bliver stadigvæk tiltalt Slimo i timerne, selv om lærerne hører det. Det eneste, jeg slipper for, er afstraffelsen.
(...)
Møllen starter langsomt forfra med at pille mig i næsen eller give mig et par enkelte, hurtige slag eller et enkelt spark. Indtil det igen kører med, at jeg skal have græs alle steder. Jeg skal have proppet bær i ørerne og i næsen. I slutningen af 5. klasse står der på sedlerne: »Tæsk, buksevand eller skal vi tage din lillebror?« Min lillebror er fem år yngre end mig. Han går nu i børnehaveklasse.
Nu er det ikke kun mig, men lige så meget min lillebror. Min familie. Hvad skal jeg gøre? Jeg prøver at beskytte min lillebror, for hvorfor fanden skal det gå ud over ham? Det er min tanke. Jeg må sætte kryds ved noget andet. Jeg sætter kryds dér, hvor det ikke handler om min lillebror. Jeg løber hjem, hver gang jeg har fået min afstraffelse.
(...) Det bliver voldsommere i 6. klasse. De slår hårdere, men det er inde i mig, at det bliver værre. Jeg er blevet slået og ydmyget så meget, at jeg ikke kan mere.
Jeg er bange i hvert eneste frikvarter. Jeg er bange, når jeg skal hjem.
Jeg bliver altid jaget i skole. Den eneste gang, jeg fik lov til at være hjemme, hvor jeg ikke var syg, var efter den store tissetur. Alle andre gange var det: »Du er ikke syg, det går ikke det her! Af sted med dig i skole.« Mine forældre har altid lagt vægt på, at vi skulle have en ordentlig uddannelse. Jeg er meget ordblind. De vidste, at det var ekstra vigtigt for mig at få lært noget. Det sære er, at jeg aldrig blev hængt ud for min ordblindhed.
Jeg overlever på, at der er to fristeder, ud over mit hjem selvfølgelig. Det er badminton, hvor der ikke er nogen fra skolen. Ingen fra klassen. Hvor jeg er accepteret, fordi jeg er rimelig god til at spille, og vi har det godt sammen. Det andet fristed er på fritidshjemmet. Det ligger ikke så langt fra skolen, men der går ingen fra min klasse. Der går nogle fra klasserne over mig, og der går nogle fra klasserne under, som jeg bliver bedre og bedre venner med, fordi vi spiller hockey sammen. Vi spiller fodbold sammen. Jeg bliver rigtig gode venner med dem. De kan redde mig lidt i skolen. I hvert fald i frikvartererne. Selvfølgelig går de ikke ind og slås for mig, det er klart. Men hvis jeg er sammen med dem og de andre kommer og generer, kan de sige: »Hey, hvad sker der?« De bliver sure på mine vegne. Det er indimellem nok til, at det bliver holdt lidt i ave. Selvfølgelig aldrig helt. Med de store drenge i klasserne over mig skal der ikke ret mange til, før de andre ikke rigtig tør noget. Der skal ikke så mange af de store drenge til for at kanøfle en flok mindre drenge. På den måde får jeg lidt et åndehul, så jeg ikke bliver en hel grøntsag, selv om jeg er tæt på at blive det.
Jeg er altid vågnet op til en ny dag og har tænkt, at nu skal jeg i skole. Jeg ville gerne lære noget, jeg ville gerne være med igen. Det måtte vel tage en ende. Det var et vildt håb, min måde at overleve på.
Angsten kommer, hvis jeg møder dem på vej til skole. Den fylder mig ikke helt endnu. Når man sidder på en cykel, er man sværere at fange.
Det faste mønster er der igen med buksevand, tæskene. Og sedlerne!
En dag kan jeg ikke mere. Jeg magter ikke at sætte kryds ved tæsk. Jeg magter ikke at sætte kryds ved buksevand, eller at få vaskere og blive rullet rundt i sneen. Eller mere græs og jord. Efterhånden gør det ondt at gå på wc. Jeg magter ikke mere. Jeg er færdig. Til sidst sætter jeg kryds ved »Tag dog min lillebror«. Jeg magter ikke mere. Jeg er helt derude, hvor jeg rent psykisk er knækket. Jeg kan ikke overskue selv de enkleste ting mere.
Angsten har ædt mig op. Jeg sætter kryds ved min lillebror i stedet for.
Det kommer jeg aldrig til at tilgive mig selv helt.
De begynder at jagte min lillebror, for det har jeg selv bedt dem om. Når de kommer op fra frikvarteret: »Ved du hvad, Slimo, vi tog din lillebror, han ligger og hyler nede i skolegården. Skal du ikke ned til din lillebror, Slimo?« På den måde bliver spillet mere psykisk end fysisk.
Det hjælper ikke på min angst. Den ejer mig nu.
Min mor og far er endnu mere tossede nu. Reagerer allerede første gang, siger, at det her ikke kan være rigtigt. »Nu må I fandeme tage affære! Det kan ikke være rigtigt. En ting er, at det går ud over Jan. Der er måske nogle ting i klassen, som ikke er blevet løst. Men når det går ud over én, som overhovedet ikke har del i det, må I fandeme få den lange finger ud.« Klasselærerens svar er, at det har jeg selv bedt om. Det har gruppen »betroet« hende.
Det er godt, at mine forældre reagerer så hurtigt. Men i mit indre kaos kan jeg mærke en sorg. Min sorg deler plads i mig med min angst og min endnu dybere ydmygelse over, at jeg ikke magtede at beskytte min lillebror. Jeg duede ikke. Der var en grund til mine afstraffelser, jeg fortjente dem.
Der sker stadigvæk ikke noget, der bliver ikke taget rigtig affære, til trods for at de nu tager min lillebror. Det foregår fra september måned af 6. klasse og frem til maj. Jeg ofrer min lillebror hver gang. Jeg er fuldstændig ødelagt psykisk. Jeg magter ingenting.
Vi startede med engelsk i 4. klasse. Jeg er stadig pivhamrende dårlig til at tale engelsk. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke havde mod og overskud til at forsøge at lære det. Turde ikke komme til at lave fejl af frygt for, hvad det kunne føre til.
Når man ikke tør. Når angsten ejer en, koster det. Det kan jeg se meget tydeligt i dag. Det kan jeg se på mine karakterer. Jeg har måttet slide vanvittigt i timerne, bare for at klare mig nogenlunde i mange fag. Og kæmpe som en vild sidste år i 2.g for at skrabe et syvtal hjem i engelsk.
Når jeg har lavet lektier, bliver jeg inde på mit værelse og spiller computer. Computeren kan ikke komme efter mig. Hvis jeg er heldig, kan jeg forsvinde ind i spillene. Nogle gange blander angsten sig. Nogle af skurkene i spillene kan komme til at ligne de værste af dem. Hvis jeg vinder over dem, er det et godt varsel. Hvis jeg taber, er det noget lort. Heldigvis for mig er jeg ret god til computerspil. Men kaosset kan nogle gange ødelægge det for mig.
Alt er elendigt. Der er ikke længere meget ved at løbe hjem, når jeg har krydset min lillebror til afstraffelse. Jeg vil gemme mig fra alt og alle, så kan jeg ikke komme til at gøre nogen fortræd. Jeg ved nu, at Slimo kan gøre andre ondt og gør det.
Jeg er så langt ude, at jeg tror, at lige meget hvad jeg rører ved, går det ud over nogen andre eller mig selv. Det bliver værre og værre indtil en dag i maj i 6. klasse. Jeg holder op med at gå i skole. Jeg kommer hjem engang midt i maj, og der er ikke mere. Jeg trækker vejret. Jeg er en eller anden form for en grøntsag. En, som er der, men ikke er ret meget til stede.
Levende død, sådan føler jeg mig.
Mine forældre siger, at nu stopper det, nu er det slut. »Du skal ikke i skole i morgen, du skal ikke i skole mere. Det bliver efter sommerferien, og det bliver på en ny skole. Hvilken, det ved vi ikke, men det bliver en ny skole!« Min første tanke var: Jeg dur ikke til noget, hvorfor skulle det hjælpe at skifte skole?
Jeg er et skadedyr. Det vil blive det samme. De nye børn vil med det samme se, hvad jeg er for en.
Jeg har det mærkeligt den første dag efter sommerferien. Der er en hel masse børn, som siger goddag til én. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om det. Jeg var blevet vant til at være usynlig eller blive afstraffet. Jeg kommer op på kontoret og ind til skoleinspektøren. Der sidder en lærer fra min gamle skole. En af dem, som prøvede at gøre noget, når hun var gårdvagt. Hun er blevet skoleinspektør på den nye skole. Hun kender hele min historie. På en eller anden måde har jeg tillid til hende.
Da vi kommer ned til min nye klasse, sidder alle de nye klassekammerater allerede derinde. Uden for døren står klasselæreren og venter. Hun åbner døren. Vi går ind sammen. Vi står lige inden for døren: »Det er vores nye dreng. Kan du ikke lige præsentere dig selv?« Jeg får et venskabeligt skub. Træd et skridt frem, kammerat, og fortæl hvem du er. Det gør jeg. Jeg ved ikke, hvordan jeg får det gjort. Det er mig en gåde den dag i dag.
Jeg præsenterer mig. Jeg hedder Jan. Jeg spiller lidt badminton og computer. Jeg har en lillebror. Det er det, jeg siger, jeg siger ikke mere. Det er med hakken og stammen. En af de nye drenge: »Hej, kom herned og sid sammen med mig!« Det er svært at sige nej til en, som siger det sådan og er meget positiv. Jeg kommer derned og sidder der i resten af de tre timer, hvor vi var i skole. Der er nogle frikvarterer, hvor jeg snakker lidt med nogle af dem. Vi er fire drenge, som snakker sammen om computere. Vi finder ud af, at det kunne være meget hyggeligt at prøve at spille computer. Det ender med, at jeg efter den første dag på en eller anden måde får kastet mig ud i at tage hjem med den ene af drengene. Vi er der alle fire. Den allerførste dag. Det formår jeg den allerførste dag i skolen.
Inderst inde har jeg den angst, men jeg tænker slet ikke andet end: Nu kaster vi os ud i det, det er jo ikke værre end at jeg kan løbe hjem. Jeg ringer til min far og siger: »Far, jeg er hjemme hos en af mine nye klassekammerater. Hvad tid skal vi spise?« Min far er totalt tavs i den anden ende. Det har han ikke hørt mig spørge om i flere år.
Vi spiste chips og lavede noget dip, drak noget sodavand, spillede noget computer, som jeg var vant til at gøre alene eller med min lillebror. Pludselig var jeg sammen med nogle jævnaldrende.
Efter den dag går det slag i slag: De er hos mig, og jeg er hos dem. Efterhånden begynder jeg at være sammen med nogle af de andre drenge. Jeg ved ikke, om man kan sige, at man er elsket, men man er i hvert fald værdsat. Det er mærkeligt for mig.
Engang op mod efterårsferien har jeg en konflikt med den største af drengene. Han får givet mig nogle tæsk. Han maser mig op i et hjørne. Jeg var en meget, meget lille gut. Han var meget stor og tyk og fed. Han maser mig op med numsen. Jeg kommer til at hænge 10 centimeter over gulvet. Hænger fuldstændig mast ind mellem ham og væggen. Alle andre fra klassen kommer stormende, river ham væk. Jeg er fuldstændig færdig og falder ned, skal lige have vejret, for alt er blevet mast fuldstændig ud. Han bliver endnu mere vild. Det ender med, at jeg står ude på gangen, alle de andre løber ind og råber ad ham, fordi jeg er så lille, og hvad tænkte han dog på? Det ender med, at vores klasselærer siger, at det er en klasselærersag, så vi snakker om det med hele klassen. »Hvad er der sket? Hvorfor er det sket? Hvorfor gør du sådan noget? Hvad nu hvis det var dig, der var kommet til at hænge sådan?« I stedet for at komme med det her fyfy, føjføj, prøver hun at få os til at indse, at det er fuldstændig tåbeligt, det her.
Efter at den er taget med hele klassen, bliver den tykke og jeg bedt om at gå med uden for klassen. Da vi kommer ud, får vi lov til at fortælle, hvorfor det startede. Jeg kommer med udsagn, og han kommer med udsagn, sådan at vi begge to kan acceptere historien. Hun står der sammen med os. Vi står ved siden af hinanden. Vi står stille og roligt og snakker sammen.
Her bliver handlet mod mobning og holdt fast ved, at vi skal tænke os om.
I den bedste af alle verdener burde det være sådan, at man selvfølgelig henvender sig til læreren og forklarer, hvad der er sket. Man får læreren til at tage det op med hele klassen for at få os til at føle, hvad det er, vi gør ved hinanden. Jeg mener, at der skal begyndes med hele klassen: Hvad man gør ved hinanden, når man slås, hvad man gør ved hinanden, når man kalder hinanden grimme ord eller lignende. Lade alarmklokkerne ringe med det samme. Tage snakken mellem de implicerede bagefter og lade dem fortælle, hvad det var der gik galt.
Da jeg har gået i den nye klasse tre-fire uger, står vi en dag uden for skolen. De to skoler ligger meget tæt på hinanden. Tre fra min gamle skole kommer gående på den modsatte side af vejen. De begynder at råbe ad mig. Dér er jeg ikke kommet mig. Jeg reagerer fuldstændig vildt og voldsomt. Jeg farer direkte over og begynder at slå på dem. De kaster sig selvfølgelig over mig alle tre, for det har de været vant til. De drenge, jeg har stået sammen med fra min nye klasse, farer over og fjerner de to, så vi kan få lov til at slås en mod en, og han kan få de tæsk, som jeg nu engang formår. Jeg syntes, det var retfærdigt, at han fik tæsk der. De andre to, som er blevet taget væk af mine klassekammerater, får tæsk af dem i stedet for. Det ender med, at de tre får tæsk. Jeg får slukket min hævntørst. Den fik jeg dræbt lidt dér.
(...)
*Tænk, hvis det var dig udkommer på Borgens Forlag den 12. august. Jans historie er med forfatteren Charlotte Strandgaards godkendelse let forkortet af
redaktionen
De voksne
*»Jeg prøvede at holde mig tæt til læreren, men det ville ingen lærere have. De var sådan: Nej, du må klare dig selv.«
*»Jeg gør vores lærere, hovedsagelig klasselæreren, klart, at der er noget galt. Det er den dér: Fy, fy, det må I ikke!«
*»Jeg ved ikke, om læreren faktisk ringede til deres forældre, men der skete ikke noget.«
*»Jeg tyr til den lærer, jeg skal have i næste time, og beder om hjælp. Vi får en lille snak om det, men ellers går hun videre.«
*»En gang senere tyr jeg til klasselæreren, der sker stadig ikke noget.«
*»Vi har altid haft et åbent forhold derhjemme. Mine forældre har kunnet mærke det på mig.«
*»Jeg fortæller derhjemme, at det er sådan og sådan i skolen. Mine forældre prøver at finde ud af, om jeg ikke selv har gjort et eller andet.«
*»Mine forældre siger: Nej, det kan da ikke være rigtigt, der må da gøres noget. De kan ikke forstå, at der ikke sker noget. Det virker, som om lærerne ikke rigtig hører på mig. De prøver at kontakte klasselæreren. De snakker flere gange med hende. Der sker stadig ikke noget.«
*»I slutningen af 4. klasse bliver der indkaldt til et stormøde, hvor alle børn og alle forældre er med, både piger og drenge. Et par dage efter er vi tilbage i møllen.«
*»Når de store drenges klasselærer er gårdvagt, prøver hun at hjælpe mig. Gårdvagterne er ellers usynlige.«
*»Alle drengene bliver indkaldt til møde med deres forældre og får at vide, at det her, det er uacceptabelt.«
*»Min far går direkte ind til inspektøren. Enten må inspektøren selv tage affære. Eller også går far til skolechefen i kommunen.«
*»Mine forældre holder mig hjemme i et par dage.«
*»På en eller anden måde bliver der truet så meget fra inspektørens side, at man ikke rigtig tør så meget mere. Jeg er stadig udstødt. Afstraffelsen er afskaffet i et par måneder.«
*»Der sker stadigvæk ikke noget, der bliver ikke taget rigtig affære, til trods for at de nu tager min lillebror.«
*»Mine forældre siger, at nu stopper det, nu er det slut. Du skal ikke i skole i morgen, du skal ikke i den skole mere.«
Den nye skole
*»»Det ender med, at vores klasselærer siger, at det er en klasselærersag, så vi snakker om det med hele klassen. I stedet for at komme med det her fyfy, føjføj, prøver hun at få os til at indse, at det er fuldstændig tåbeligt, det her.«
*»Her bliver dagligt holdt fast ved, at vi skal tænke os om.«
