Læsetid: 9 min.

Solnedgang i velfærds-landet

Politikerne og borgerne har glemt at forny den kontrakt, der binder velfærdsstaten sammen, mener Helle Thorning-Schmidt. Ydelser, som f.eks. børnecheck, skal reguleres efter indkomst, og en ny enhedsskole med folkeskole, gymnasium og erhvervsfag skal afprøves
10. august 2004

Kontrakten.
Den Store Kontrakt, som vi alle befinder os under, hvad enten vi har skænket den en tanke eller ej. Det er den, som vi har glemt at snakke om. Det er den, der er ved at glide os af hånde.
Fællesskabet, der knytter os sammen som danskere – det er vel dybest set det, som velfærdssamfundet handler om. Og den velfærd holder ikke evigt, hvis ikke den bliver tilpasset fremtiden, mener den Velfærdskommission, regeringen har nedsat.
Eksperterne i kommissionen udsendte tidligere på året deres første rapport, fuld af tal, grafer og økonomiske fremskrivninger. Og det er alt sammen godt, bare ikke helt nok, mener Helle Thorning-Schmidt, som spås en stor fremtid hos Socialdemokraterne.
»Det, man skal passe på med denne her velfærdsdiskussion, er, at det ikke kun handler om finansiering. Den skal være i orden. Men det nytter ikke, hvis man samtidig bryder kontrakten. Vi er nødt til at forny kontrakten. Vil vi have et velfærdssamfund? Vil vi have et fællesskab? Og så handle der ud fra. Vi skal være klar over, hvad der ligger i den kontrakt. Det gav sig selv op gennem 60’erne, men vi har måske aldrig fornyet den, fordi vi ikke har snakket så meget om den. De unge ser meget deres velfærdssamfund som en given ting. Det, vi skal være helt klar over, er, at det ikke er en given ting. Det kan kun lade sig gøre med et velfærdssamfund, hvis vi får styr på aftalen og vi siger til hinanden, at vi gerne vil have det, og bliver enige om finansieringen«.

Stats-Danmark
Velfærdsstaten er opstået i de sidste hundrede år gennem en voldsom forøgelse af den offentlige sektor. Navnlig i 1960’erne og 70’erne voksede velfærdsstaten sig stærk. Mens de offentlige udgifter i 1913 udgjorde 12 procent af samfundets produktion, så var den offentlige sektor i 1999 ekspanderet til knap halvdelen, 44 procent, af produktionen, skriver Velfærdskommissionen.
Frem til 1960 var Danmark faktisk mere tilbageholdende end øvrige industrilande med at lade den offentlige sektor vokse. Men det ændrede en række socialdemokratiske ikoner, statsministrene Viggo Kampmann, J.O. Krag og senere folkekære Anker Jørgensen. Danskerne vænnede sig til statslig omsorg, sundhed, uddannelse og service.
I dag er samfundet mere opsplittet, borgerne er individualiserede. Vi betaler gerne vores skat og er positive over for brede ordninger, der tilbyder velfærd til alle. Men, skriver Velfærdskommissionen:
»Måske er det en væsentlig akilleshæl ved den danske velfærdsmodel. Hvis ansvarlighed alene bliver en sag for lovgiverne, hvis vi vænner os til, at et anonymt system står for ansvarligheden, så risikerer vi, at den enkelte ikke længere føler sig forpligtet i sit umiddelbare forhold til andre mennesker i samfundet«.
Private skoler fri for to-sprogede børn, private sygeforsikringer, sort arbejde og kræve-mentalitet – fællesskabet er på vej til at gå op i fugerne, erkender Helle Thorning-Schmidt:
»For det første skrider kontrakten på grund af snyd, også med hensyn til indvandrere. Det andet er bestikkelsespolitik, hvor politikerne uddeler f.eks. ældrecheck. Og det tredje er den der med, at når en borger lægger en krone til fællesskabet, så vil han også have den tilbage igen på et tidspunkt. Det der ekstreme noget-for-noget. De ting gør, at kontrakten brydes. Pointen er, at det er så nemt at lade stå til, og så vil kontrakten brydes. Og så kan vi ikke have et velfærdssamfund. Så ser jeg en øget opsplitning i vores samfund. Så vil der være nogen, der kan forsikre sig ud af livsmæssige risici, som skaber sig et liv med et væld af muligheder, som kan bo de steder, de vil og har gavn af globaliseringen og har valgmuligheder i bred forstand. Og så en anden del af samfundet, som ingen muligheder har med hensyn til, hvor de skal bo, hvor deres børn skal gå i skole, hvor de vil arbejde og er meget fastlåste. Hvor vi ikke kender hinanden længere og derfor ikke har ansvar for hinanden,« siger hun.
Thorning-Schmidt er ikke en fatalistisk socialdemokrat. »Gucci-Helle«, som hendes modstandere kalder hende, er varm tilhænger af globaliseringen, især med EU som rammen, og de muligheder som et moderne liv tilbyder. Derfor kan vi også løfte opgaven med at sikre velfærdsstaten, mener hun.

Bryd tabuet
»De udfordringer, kommissionen nævner, det er klart udfordringer, som vi ikke kan snakke os ud af. Men jeg synes kommissionen overdriver, og at der er nogle ting, den ikke medregner. Den regner f.eks. med, at vi lever seks til otte år længere, men den regner samtidig med, at vi på samme tidspunkt som i dag får brug for plejehjem og meget voldsomme sundhedsydelser. Men de ting bliver også udskudt. De forudsætter også, at vi har samme uddannelsesniveau i al fremtid, og det tror jeg heller ikke kommer til at passe. For det er også noget, vi kan gøre noget ved. Og så forudsætter de, at vi vil have samme ringe integrationsmulighed for nydanskere. Og det giver nogle meget uheldige fremskrivninger,« begynder hun.
Med det sagt, så skal der stadig bygges om på velfærds-Danmark:
»Det er udelukket at øge skatten, i særdeleshed på arbejde. Skatten på arbejde skal ned. Det tror jeg, der kan skabes enighed om. Det store træk er, undskyld jeg siger det, at øge arbejdskraftudbudet. Nogle af de ting er politisk meget tunge, f.eks. at give indvandrerne og efterkommere arbejde. Løste vi bare en lille bitte smule, så ville vi løfte en stor del af finansieringen«. Velfærdskommissionens kolde tal siger, at 274.000 ekstra personer skal i job, hvis en jobvækst alene skal lukke det økonomiske hul i statskassen som følge af flere ældre, indvandrere og ledige. Heller ikke ønsketænkning om, at langt flere indvandrere kommer i arbejde, løser problemet, mener kommissionen.
– Hvordan skulle vi kunne skaffe så mange flere i arbejde?
»Ved for det første at anerkende, at problemet er der, og lade være med at lade stå til. Vi har i øjeblikket et skolesystem, som betyder, at 300.000 kommer ud af skolen uden, at de kan læse ordentligt. Vi har 17 procent af de 19-plus årige, som ikke får en uddannelse. Og vi lader indvandrerne gå i for lang tid uden at præsentere dem for arbejdsmarkedet. Jeg mener, at der er noget vi kan gøre. Og måske skulle vi også øge incitamentet til at arbejde ved f.eks. at sænke skatten på arbejde«.
– For hvem vil du sænke skatten?
»Jeg vil fjerne mellemskatten, og så er beskæftigelsesfradraget en god idé. Og så vil jeg indrette vores arbejdsmarked, så det passer til globaliseringen. Det vil sige, at virksomhederne skal tage noget af deres byrde, som de gør i Tyskland, hvor noget af arbejdsmarkedsbidraget ligger på virksomhederne frem for på lønningerne«.
– Vil det sige højere skatter til erhvervslivet?
»Du kan kalde det højere skatter til erhvervslivet. Det er en anden fordeling. Det vil forhåbentlig give den effekt, at erhvervslivet kommer udgiftsfrit ud af det, fordi de får mere fleksibel arbejdskraft, de får lettere ved at skaffe folk til det arbejde, der skal gøres«.
Ingen politikere er uenige om, at flere skal i arbejde. Men tavsheden breder sig, når det drejer sig om de mere upopulære spørgsmål, som Velfærdskommissionen stiller. Skal vi f.eks. begynde at regulere nogle af de ydelser, som staten i dag betaler til borgerne? Ja, mener Helle Thorning-Schmidt:
»Det, der virkelig er en dårligdom i et velfærdssamfund, det er ydelser, der gives som bestikkelse til en gruppe. Det bedste eksempel er ældrechecken. Man går ud fra, at alle over 65 er dårligt stillede og giver dem en check. Sådan noget som ældrecheck bør, hvis den skal gives, gøres afhængig af indkomst. det samme gælder børnechecken, som også bør gøres afhængig af indkomst. Der er ikke noget galt med, at en eller anden bestemt gruppe skal have nogle penge, men vi bliver nødt til at komme væk fra, at alle skal have det samme uanset ens behov. De ydelser skal væk og gøres afhængige af behov,« siger hun.
»Alle de der gruppeydelser skal for det første gøres indkomstafhængige. Det er vigtigt,« tilføjer hun.
Også det store socialdemokratiske tabu – efterlønnen – skal ændres, og gøres afhængig af anciennitet på arbejdsmarkedet eller medfinansieres af folk selv, mener hun.
Alderen for at få folkepension skal op – fra 65 til 67 år – og folk, der bliver længere på jobbet skal belønnes med en lidt højre pension, når de trækker sig tilbage.
»Gevinsten er, at folk trækker sig tilbage senere og vi får simpelt hen øget arbejdsstyrken. Så det jeg siger er, at for politikere i vores alder, så er der intet, der kan være helligt. Altså, det kan vi jo ikke, vel? Vi er nødt til at sige lange sigter og god tid til at indstille sig på det, sikkerhed for borgerne og holde, hvad man lover. Og så skal vi selvfølgelig tale om tingene fremover for det er realistisk«.

Den svenske skole
Fremtidens velfærd skal sikres af kvikke hoveder. Ikke af lav løn, rabat på selskabsskat, eller økonomisk straf til danskere på bistand eller dagpenge, mener Helle Thorning-Schmidt. Hun har tidligere i sin bog Forsvar for fællesskabet foreslået, at hver dansker uden uddannelse skulle have en check på 100.000 kroner fra staten til at opkvalificere sig for. Men grundlaget er og bliver skolen.
»Vi er nødt til at sætte målsætningerne for vores egen folkeskole klart op. Vi har verdens dyreste folkeskole, så vi skal også have verdens bedste. Vi skal ikke have mindre end det. Det er det. For vi vil have lønninger på det niveau, og vi vil have velfærd i verdensklasse, og hvis vi vil kunne finansiere det, så skal vores undervisning og skoler også være verdensklasse. Vi skal lægge vægt på færdigheder i de lave skoletrin, og at børnene har færdigheder, når de går videre. Jeg snakker ikke om flere test i skolen, men om, at der bliver evalueret mere på de enkelte klassetrin. I forhold til min egen skoletid, så fokuserer vi nu mere på færdigheder og det synes jeg er godt,« siger hun.
Fra børnene er helt små og kommer i vuggestue og børnehave skal der tænkes målsætninger, mener Thorning-Schmidt:
»Det er i virkeligheden en gave, at vi har børnene allerede så tidligt. Vi skal ikke tænke på børnehaven som kun opbevaring, men også på, hvad vi kan bibringe de unger, så de bliver endnu bedre til at lære, når de kommer i skole. Og det handler ikke om, at tre-års børn skal på skolebænken. Det handler om, at vi skal have ambitioner for vores børn allerede på det tidspunkt«.
– Men det har pædagogerne vel allerede i dag?
»Ja. Jeg kender godt læreplaner fra forskellige institutioner, men måske skal det sættes mere i system. I Danmark har vi ikke en børne- og ungdomspolitik på den måde om, hvad børn egentlig skal kunne. De skal ikke læse, når de kommer ud af børnehaven, men de skal kunne noget andet. Der skal være målsætninger om sociale og motoriske kompetencer. De skal kunne sidde stille og høre efter. Det lærer børn ved, at de får fortalt historier. Måske kunne det bruges mere systematisk. Pædagogerne gør et stort stykke arbejde, men måske skulle vi også værdisætte deres arbejde mere ved at stille nogle målsætninger op«.
Helle Thorning-Schmidt foreslår en slags enhedsskole, som omfatter folkeskole, gymnasium og erhvervsskoler:
»Der er et stort skel for tiden mellem den gymnasiale vej og dem, der går den faglige vej. Måske skulle man på forsøgsplan arbejde mere med, at de to systemer kan mødes. I Sverige har man en 12-årig enhedsskole. Jeg ved ikke, om det er den rigtige model, men man burde arbejde med den. De går i folkeskole og kommer derefter til at vælge mellem faglige eller boglige linjer og kan mikse mere«.
Den danske skolepolitik har i for mange år været stillestående uden for alvor at turde udfordre sig selv. På trods af, at gentagne internationale rapporter har vist mindre tilfredsstillende resultater:
»Jeg har en fornemmelse af, at vores skolesystem skal kastes op i luften, vendes, og gribes igen. Ikke fordi, at lærerne ikke gør det godt. Men når vi får så stor kritik af vores skolesystem og kan se, at vi spilder så mange på gulvet, så er der et eller andet galt. Og derfor skal vi gennemgå det nøje og sige, at hvis vi skulle bygge det op i dag, hvordan ville vi så gøre. Det gælder også opbygningen af pædagog- og læreruddannelserne. Hver femte år burde vi tage alle beslutninger op igen, der burde være en solnedgangsklausul på tingene«. En klausul, der betyder, at alle politiske beslutninger bliver vurderet efter fem år – og ændret eller skrottet, hvis de ikke virker efter hensigten.

rali@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her