Læsetid: 3 min.

Sommersyner

10. august 2004

ISCENESÆTTELSE ER en del af magtudøvelsen. Undersåtterne skal benoves. Sådan har det altid været, fra vimpler omkring høvdingens telt til strækmarch i Nürnberg. Tv-mediet betyder, at iscenesætterne som deres målgruppe ikke har begivenhedens tilstedeværende publikum, men dem, som sidder og glor på skærme rundt omkring i landet.
Tag nu partiet Venstres sommertræf, der fandt sted i weekenden. Lige som ved Venstres sommertræf i august sidste år var bagtæppet en kæmpe fotostat af en kornmark. Marken prydes af farverigt blomstrende ukrudt i en mængde, som enhver god Venstre-landmand ihærdigt ville have bortsprøjtet.
Sommerlig og miljønær tager kulissen sig ud, og den indbudte paneldeltager Pia Kjærsgaard kunne medbringe en kompliment fra en af landets kyndigste iscenesættere, hendes egen spindoktor Søren Espersen, som hun citerede for at være »imponeret« over virkningen. Det fik De Radikales Marianne Jelved til at oplyse, at da hun sidste år fulgte mødets paneldebat i sit fjernsyn, var hun overbevist om, at den foregik i en kornmark. Hun tilføjede på jelvedsk vis:
»Jeg anerkender Venstres evne til at skabe illusioner.«

EVNERNE TIL at skabe illusioner rækker videre hos Venstre. Statsminister Anders Fogh Rasmussen indledte sin manuskriptløse 45-minutters tale med at råbe »Venner!« ud over forsamlingen og det ganske land og derpå affyre:
»På borgernes side. Det er overskriften på vores sommertræf i dag. På borgernes side – det er lige præcis dét, vi er. Vi foretrækker menneskene fremfor systemet.«
Wauww! Det er populisme, der vil noget. Afleveret af magthavernes magthaver, statsministeren. Som tilmed står i spidsen for den mest autoritære regering, landet har haft siden 1945.
Når Venstre nu kaster alle hæmninger i sin selverklærede folkelighed, er bagtanken selvsagt at sløre virkeligheden i det VKO-forlig, som de tre partier i sommerens løb indgik om nedlæggelsen af amterne og storsammenlægning af kommuner. Som også anført af en række kritikere i Venstres egne rækker er den ’reform’ en afdemokratisering: Centraladministrationen bliver styrket; borgerne kommer på meget større afstand af rådhuset. Taberen bliver »det nære samfund«, som Venstre førhen erklærede sin kærlighed.
Fra Venstres inderkreds har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen angivet som det, der gør ofrene værd, at de nye storkommuner vil være mere indstillet på at privatisere.

FOGH BAGATELLISEREDE afdemokratiseringen af det lokale selvstyre med i forbifarten at nævne, at han under sit sommerophold i sin sydfranske by havde haft en passiar med borgmesteren, der kendte alle 600 af sine bysbørn:
»Men til gengæld har han ikke noget at bestemme over – andet end lidt renovation og sådan – så hvad det nytter det så,« spurgte Fogh ud over forsamlingen.
Meget mere substans havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke ikke at byde på i sit indlæg. Han skosede Socialdemokraterne og De Radikale for ikke at ville være med i aftalen. Med sveden Christiansborg-fromhed sagde Løkke:
»Jeg havde håbet, at partierne – her hvor vi står med den største reform i vor generation – ville lade taktik og valghensyn ligge.«
Og så brugte Løkke om reformen disse ord: »Hele løsninger for hele mennesker«, »Skærpet fokus på kvalitet«, »Større bæredygtighed, større faglighed«. »Ved at skærpe det politiske ansvar i kommunerne skærper vi det demokratiske ansvar.«
En vis uro fornemmedes i salen under dette floskelbombardement, men noget oprør kom ikke til udbrud.
Vrede følelser valgte Venstre-folkene i stedet at udøse over Marianne Jelved. Hvad ligner det, at hun bliver ved med at forstyrre den næsten-konsensus, som regeringen har opnået om den stramme udlændingepolitik? At hun insisterer på, at Danmark skal overholde sine internationale aftaler? At regeringen – udførligt og begrundet – skal svare på kritik fra Europarådet? Ti dog, kvinde!
Til gengæld var SF’s Holger K. Nielsen ombølget af Venstre-forsamlingens venlige bifald. Den synes
tydeligvis, at han er hyggelig. Og helt uskadelig.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her