RITT BJERREGAARD har været en magtfuld politiker i en tredjedel af et århundrede. Hun udnævntes til minister første gang i 1973. Siden har hun været minister adskillige gange, gruppeformand og EU-kommissær. Men, kære læser, hånden på hjertet: Hvad står hun for?
Det er gåden ved Ritt Bjerregaard. Igennem alle sine år og hverv har hun ikke fulgt nogen fast politisk linje, ikke efterladt sig markante resultater. I 1970erne var hun kendt som modstander af EU og et fælles europæisk forsvar. Siden er hun blevet kendt for det stik modsatte. Nævn en eneste ændring af verden, man kan forbinde med hendes navn. Nogle af hendes borgerlige kritikere peger forbitret på folkeskoleomlægningerne i 1970erne og hævder, at hun som undervisningsminister med sin ligeliggørelse af eleverne indledte den deroute, som uddannelsessystemet er lallet ad siden.
Det er nok at gøre for megen stads af hende. Hun var undervisningsminister i svage mindretalsregeringer og sad kun på posten i samlet fire år. Snarere føjede hun tidsånden, og den ville blæse gamle kundskabsdyder omkuld uanset Ritt.
RITTS TALENTER ligger på et andet felt. Som hendes tre årtiers følgesvend, Auken, har udtrykt det: »Hun formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om sin egen person.«
Ritt Bjerregaard er en ægte postmoderne politiker: Hun er sit eget budskab, sin egen sag. Alt mindeværdigt om Ritt er Ritt. I skiftende skærmydsler og skandaler. Mediernes dragning mod hende skyldes, at hun vækker lidenskaber. For eller imod. Men altid om hende.
Det er netop Ritt Bjerregaards personlige »gennemslagskraft«, der har vakt københavnske socialdemokraters interesse for at opstille hende som overborgmesterkandidat ved kommunalvalget i november 2005.
Typisk for Ritt har hun straks formået at skabe strid om sin person. Halvdelen af de 16 opstillingskredse støtter hende, mens den anden halvdel med skiftende grader af harme er imod hende.
Lige så typisk har Ritt brugt de to uger, hvor hun har varmet op til sit kandidatur, på at skabe magtalliancer ikke på at lave et egentligt politisk handlingsprogram.
Som det er fremgået af de sidste dages reportage i denne avis, er hendes bud dette nødtørftige:
*Integration af indvandrere på arbejdsmarkedet
*Et mere grønt København hvad angår miljø og
økologi
*Flere billige boliger til almindelige familier med et par børn.
De to sidste punkter er endda på konfliktkurs, for i en årrække har kommunen klemt sine grønne arealer for at proppe flere boliger ind. Og når hun taler om billige familieboliger, vil hun så opgive S-ønsket om at få flere velhavere til byen for at banke skattegrundlaget op?
HVEM VÉD? Det gør Ritt næppe selv på nuværende tidspunkt. Nu gælder det om at bane sig vej til magten, og så må tiden og mulighederne vise, hvad den mest gunstigt kan bruges til.
Før Ritt rykker ind i overborgmesterkontoret, skal hun vinde en socialdemokratisk urafstemning dette efterår. Det formår hun nok, men efter novembervalget i 2005 skal hun også have et flertal på 28 borgerrepræsentanter bag sig. Socialdemokratiet har i dag 16. De andre partier har deres egne ambitiøse spidskandidater, der næppe har lyst til at lade sig blokere af Ritt i overskuelig fremtid. Og hendes ry er ikke som samarbejdets uselviske formidler.
De tunge lederopgaver i hovedstaden er:
*at rydde op i en rådhusforvaltning, der er forkalket i socialdemokratisk partigenosseri og tag-selv holdning til offentlige midler
*at fastholde investorinteressen i København, men undgå, at den bliver ved med at mæske sig på byens grønne områder og med at jage jævne indkomster og fattige folk ud af byen
*At genskabe en folkelig tiltro til, at politik på rådhuset er noget, borgerne kan påvirke
Se, der er noget for en Ritt, en Pind, en Bondam, en Kjeldgaard at lave program for, at debattere, at samarbejde om at gennemføre efter valget.
Hvis Ritt løfter den opgave, så kroner hun sin lange karriere med at vise sig som en politiker med en politik. Det er hendes chance. Formentlig hendes sidste.
