Læsetid: 4 min.

Stå i fred

31. august 2004

DE SENESTE DAGES debat om en statues skæbne lyder som noget fra Tintin, men er i stedet et godt eksempel på dansk, dagsaktuel lokalpolitik på vej ud ad tangenten. Den handler om noget så ophidsende som præsentationen af en Lenin-statue på Arbejdermuseet i Rømersgade i København. Vladimir Lenin har ellers været politisk og personligt død i mange år og væsentligst påkaldt sig historikeres interesse, men så var det, museet genåbnede efter en ombygning, og Mogens Lykketoft, der var indbudt som taler, benyttede anledningen til at ønske statuen langt hen, hvor peberet gror.
Det kom frem, at den muligvis kommende statsminister og en snes partifæller allerede i forsommeren skrev et brev til museumsledelsen med et ønske om at få statuen fjernet – bl.a. Anker Jørgensen, Poul Nyrup, Jens Kramer Mikkelsen og Anker Boye samt yngre politikere som Pernille Blach Hansen og Jeppe Kofod.
Brevet havde ikke den fornødne effekt og dog: Fra at stå i forgården er statuen rykket om i baghaven, hvor katten holder til. Her står den foran et pænt, grønt plankeværk med en masse løv, der snart vil visne, for alting har jo sin tid.
Den opdaterede interesse for Lenin er brevskriverne ikke alene om. Kulturens par nummer syv, Louise Frevert og Brian Mikkelsen, tilbød sig tidligere på året som konsulenter for museets tekstafdeling. Makkerparret gav et utvetydigt vink med en hel galgestolpe om, at der på et skilt ved statuen skulle stå, at Lenin i sin tid var en uforbederlig bøddel (dog minus ordet uforbederlig.)
Tøger Seidenfaden har også tilbudt sig med rådgivning. I sin Politiken-klumme forleden gav han museumsledelsen et ultimatum: Enten sætter de statuen på depot blot med adgang til at blive luftet i forbindelse med særudstillinger – eller også gør de endnu mere ud af at dokumentere »den leninistiske katastrofe«.

MUSEETS direktør bør være glad for den uventede interesse, Lenin i disse dage oplever, men han bør også stå fast på, at det er museet selv, der skriver teksten, præcis på samme måde som en avisredaktør ikke bør lade sin avis diktere udefra. Lige nu klarer teksten bl.a. de penible punkter som følger:
»Lenin ledede den russiske Oktober-revolution i 1917 og Sovjetunionen frem til sin død i 1924 (…) Revolutionen fortsatte i en brutal borgerkrig, og derefter udviklede Sovjetunionen et omfattende centralt styre, der dirigerede og bestemte alt i samfundet.«
En jordnær årsag – men ikke den eneste – til, at statuen står på museet, er, at der rent faktisk var en ledig Lenin til rådighed på dansk jord. Den blev foræret museet i 1996 af Sømændenes Forbund efter at have haft fast ophold på Tidens Højskole, hvor den daværende formand sørgede for sokkelforlængelse til en placering, så Hørsholms borgmester dagligt kunne se den fra sit soveværelse!
Skulle museet have takket nej? Selvfølgelig ikke, for Lenin er en uomgængelig del af arbejderbevægelsens historie, hvad enten man bryder sig om det eller ej. Statuen er et klenodium, som fortsat udelt vil have de besøgendes interesse, men måske burde man overveje en tekst, der også fortæller ovennævnte lille anekdote fra Preben Møller Hansens tid? Arbejderbevægelsens historie har mange brudflader, og de udgør til sammen det hele, som netop udgør dens historie.
Lenin boede for øvrigt i en ussel lejlighed på adressen Vesterbrogade 112A i København, da han besøgte den socialistiske verdenskongres i 1910, der blev afholdt i den fredede festsal i bygningen i Rømersgade. En mindeplade her har i mange år erindret om den verdenshistoriske begivenhed.

DEN SLAGS mindeplader kunne man så også forlange fjernet… selv om man selvfølgelig nok forstår de nuværende socialdemokratiske arvtagere og brevskriveres interesse i at påvirke museet til f.eks. at opstille Thorvald Stauning i portalen til museet. Det ville være et absolut legitimt alternativ, ligesom museers folk løbende bør lytte til kritik og historierevision.
Dog uden at gå i panik, for den logiske konsekvens ville så være at gennemgå samtlige danske statuer, mindeplader og museer med en tættekam, hvilket ville kunne give anledning til en masse skramlen rundt med statuer alt efter, hvor det politiske flertal er for tiden. Med mindre man da valgte en mere handy facon som f.eks. at lade forskellige politikere skrive deres skiltetekster hver især – og udstille dem på små sedler sammen med statuerne. For hvad med rytterstatuerne? Var kong Dit og Dat nu stueren, set fra vor tid? Hvad med Søren Kierkegaard – var han ond mod sine ansatte eller ej?
Franskmændene ville få ret så travlt. De har bygget en stor del af deres identitet og en hulens masse seværdigheder op omkring den dødsensfarlige Napoleon.
Men hellere stoppe festen her, hvor Lenin har fundet sin plads i baghavens kompromis. Og egentlig er Mogens Lykketoft vel revnende ligeglad, blot han slipper for at have statuen stående i sit soveværelse. Nu kan oppositionen i det mindste ikke beskylde hans parti for at være gammeldags revolutionært og åndeligt talt gå med fipskæg. På den måde har han opnået det, han ville.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu