Musik
Hvis P3-sloganet det, man hører, er man selv passer, er denne klummist for nylig blevet totalt god til at lade sig overvælde af en barnlig og ofte uprovokeret begejstring selv om jeg jo i virkeligheden burde vide bedre. Jeg er også blevet helt vildt god til at tale sådan helt vildt teenage-agtigt. Og så er jeg endelig blevet endnu mere ukritisk, når det kommer til mig selv. For hey, jeg er jo for cool! Og funky! Så cool og funky, at nogen burde opkalde Informations kultursektion efter mig.
Skulle dét ikke lade sig gøre, så burde ham dér redaktøren, dér, i det mindste overveje at bruge mit pasbillede som brevhoved på side 6 hver fredag. Jeg er, hvad de unge vil ha!
Præcis sådan lader tankegangen til at være inde på P3, og de siger jo netop, at »det, man hører, er man selv«. De siger det faktisk hele tiden. Som P3-lytter har jeg ergo fået mig en injektion erektion. Jeg får boner på over mit eget uforløste potentiale ved at lytte til den storsmittende selvfedhed itself.
Sølle tre dage i sommerhus skulle der til for at tro på det. Tre dage uden andre frekvenser at vælge imellem end den lokale Esbjerg-favorit, Radio Victor, og så P3. Tre dage med Mig og Morten Resen, Madvig PLUS Østergaard, og hvad programmerne(s værter) i løbet af sådan en typisk formiddagsflade ellers hedder.
Det blev straks klart, at Radio Victor (så vidt vides ikke opkaldt efter en af Esbjergs mediehelte) virkelig stank værre end den nærliggende havn. Derfor var det vel naturligt at vende lyttebøfferne mod P3. Undersøge om det står så grelt til, som folk over weißbier og barnevogne og mobiltelefoner betror hinanden. Om landets og eneste public service-radiostation for danskere under 35 år seriøst er begyndt at lyde mere som The Voice, end Sky Radio gør?
Sladderen passede ikke, skulle det vise sig. Så grelt står det langt fra til. Men decideret afslappende var det ikke at være i sommerhus med P3.
En af de ting, der slog hårdest, var musikvalget. Det var nærmest konsekvensløst bortset fra, at mikset mellem hit fra 1990erne og 2004 var konstant. Faktisk lød det nøjagtig som Skys rædselsfulde mantra med udelukkende at servicere lytterne med genkendelighed og nostalgi.
Da Jyllands-Posten for nylig portrætterede P3s nyeste chef, Carsten Worsøe, benyttede Sky-direktør Kasper Krüger da også lejligheden til at klandre DR for plagiering:
»En høj markedsandel er et mål i sig selv for P3. Midlerne er, at de går ind og kopierer og efterligner de kommercielle radiostationer spiller den samme musik, hyrer kendte studieværter fra de kommercielle kanaler til at lave samme slags radio. Og der har de helt misforstået deres rolle,« kritiserede Kasper Krüger.
Carsten Worsøe og P3 mente dog ikke, at de havde misforstået noget. Beskydningen prellede af på manden, som DR i øvrigt hentede til stillingen fra det private ætermediemarked:
»Der er kun én radiostation, der tager chancer og det er P3. Vi gør en stor indsats for at få en besværlig målgruppe til at lytte til nyheder, vi har lige udvidet vores sportsside, og der er bid i vores satire,« lød svaret.
Aha! Det er altså blevet chancebetonet at insistere på den nyhedsservice, kanalen alle dage har opblandet sit musikalske miks med. Også selv om det kun er tre minutter i timen, for lytterne udgør jo en »besværlig« størrelse. Det er også chancebetonet at satse endnu hårdere på den sportsdækning, der allerede har nået nye intensive højder eller dybder, om man vil på DRs to tv-stationer. Og så er det endelig blevet chancebetonet fortsat at bringe satire på P3.
Egentlig skulle man tro, at satsningerne nærmere lå i at bringe kvalitetsprogrammer som Børneradio og Det Elektriske Barometer. Men det gør de ikke den slags var jo det rene vanvid og skulle egentlig have været udraderet ved årsskiftet.
Måske var det en ny form for overspillet satire, som programmet Madvig PLUS Østergaard ved henholdsvis Thomas og Lisbeth demonstrerede tirsdag omkring kl. 13.30. Her skamroste værterne et album, der slet ikke er udkommet endnu. Et album af Søren Raasted, som tidligere stod bag Aquas mange hit. Pladen er en popplade med kommentatorspor fra personer, som Raasted har opstøvet rundt omkring.
Påfundet, der hedder Lazyboy, lyder unægtelig som en kopi eller i bedre fald: en videreførelse af filminstruktøren Baz Luhrmans hit »Everybodys Free (to wear sunscreen)« fra 1999, der var electronica underlagt tekster forfattet af en journalist fra Chicago Tribune journalist. Ikke desto mindre blev Raasteds tiltag kaldt »genialt« af medvært Madvig. »Han er genial, ham Søren Raasted,« gentog han og tilføjede så:
»Det er den første spoken word-plade, jeg har hørt om meget længe.«
Det er sgu da humor.
Hvis man hører kommentaren tilpas mange gange og det skulle der være en vis risiko for kan det være, at folk ligefrem begynder at tro på det. At Aqua-Søren har genopdaget spoken word-genren.
Måske begynder lytterne ligefrem selv at fortælle venner og familie om denne hersens musikalske nyvinding kaldet spoken word. Man er jo, hvad man hører. En lemming.
