Bøller
»Første gang jeg var inde og sidde, var jeg mere stille. Jeg fik ofte at vide, at der var sket en forandring anden gang, hvor jeg bare tænkte fuck det hele. Jeg var måske også blevet mere hård?«
19-årige Sonny har siddet i fængsel, siden han var 16 år for tyveri, røveri og vold. Han er en af de unge, der af samfundet bliver stemplet som bølle, utilpasset og uden for pædagogisk rækkevidde. Han tilhører gruppen af børn og unge, som politiet betegner som så hårde, at de bør isoleres fra andre, og som får politikere til at kræve handling og konsekvens. Sonny er derudover også en af 12 unge mellem 15 og 18 år, der har fortalt sin livshistorie til to socialpædagoger i bogen Rodløs, som netop er udkommet.
I bogen interviewer pædagogerne Kristina Lauritzen og Tine Ros, der selv arbejder på en sikret institution, de unge om deres livsforløb og oplevelser med at sidde varetægtsfængslet på lukkede, sikrede institutioner.
De fleste unge beskriver opholdet bag tremmer som et forløb, der gradvist forråer dem, og gør børn hårde.
»Det kan godt være at der er nogen, der siger okay, det gider jeg krafteddermame ikke igen, og som så holder sig væk fra kriminalitet. Det nytter ikke noget at gøre fængslerne skrappere, for så bliver børn bare hårdere. Det er sikkert. Det bliver bare et værre samfund, vi skaber. Man får ingen venner på en sikret afdeling, måske bekendte,« siger Sonny.
Fanger
De unge i bogen er meget forskellige. Men de fleste har haft et livsforløb, der er præget af manglen på en ordentlig og synlig kontakt med voksne. Nogle er gået ud af skolen som 12-årige og har bare fået lov til at passe sig selv. Andre har fået bank af deres forældre, da de begik deres første kriminalitet.
»Min mor blev rigtig sur. Hun tænkte, at mine venner havde ødelagt mig. Hun ventede med at gå amok, til vi kom hjem. Så fik jeg med bælte og ledning og jeg ved ikke hvad,« fortæller Lesa om dengang, han som 15-årig blev taget for at stjæle 15 flasker parfumer.
At komme på en sikret afdeling opleves af alle de unge som at være i fængsel.
»Den første, jeg mødte dernede, var en kvindelig pædagog, og hun var sød. Hun fortalte, at de kaldte os elever, det syntes jeg var noget mærkeligt noget. Vi var jo fanger, men det er nok fordi, det er pædagoger, der er på de sikrede afdelinger, og ikke fængselsbetjente,« fortæller Zuzu, der som 16-årig begik røveri mod et supermarked.
Men opholdet kan være en positiv oplevelse for de, der har siddet i arresthuse for voksne, mens de ventede på at få en plads på en sikret institution:
»De var psykopater, det mener jeg. Eksempelvis sad jeg og talte med en voksen mand. Jeg spurgte, hvad han sad inde for, og han svarede, at han havde slået flere mennesker ihjel. Han havde siddet inde i over 10 år, og nu var han på udslusning. Han fortalte om dem, han havde dræbt, som om det var en stol,« fortæller Lars på 17 år, der er dømt for vold.
At blive kriminel
De unge reagerer meget forskelligt på at komme på en sikret institution, forklarer den ene af bogens forfattere, Tine Ros:
»Nogle siger: Fuck jer, I er alle sammen bøsserøve. Andre går fuldstændig i chok og græder sig selv i søvn om natten. Nogle accepterer bare. Men dét, der sker for alle, er, at du giver dem en kriminel identitet. De bliver låst inde, der er jernstænger for vinduerne, der er mennesker med nøgler, der bestemmer over det hele. Man sidder sammen med andre kriminelle, og så hyler man som de ulve, man er i blandt. Alle siger jeg er kriminel, jeg bliver behandlet som kriminel, så jeg kan lige så godt opføre mig som kriminel.«
Flere af de unge i bogen beskriver deres oplevelse af at blive kriminel. For Zuzu skete det, da han som 16-årig blev anholdt efter et mislykket røveri i et supermarked. Politiet tog Zuzu og hans venner på fersk gerning og stillede dem ud i en baggård med håndjern på.
Det var første gang, Zuzu havde begået kriminalitet. Han husker fornemmelsen, da han sad med ryggen mod baggårdsmuren og ventede på at blive ført væk:
»Jeg kan huske, at jeg så et tomt legestativ, hvor regnen plaskede ned på gyngerne, og alting blev lyst op i blå farver af politibilernes blinklys. Folk begyndte at åbne deres vinduer fra lejlighederne rundt omkring os og glo ned for at se, hvad der foregik. Jeg sad bare og tænkte på, at nu var jeg kriminel. Jeg sad bare og gloede ned i jorden, fordi fotograferne hele tiden prøvede at få billeder af vores ansigter. Jeg havde sgu ikke lyst til, at mit billede skulle komme på forsiden af avisen, så min familie, venner og skolekammerater skulle se mig.«
Kriminel for altid
Når de unge så kommer ind på den sikrede institution, oplever de at være i et miljø, hvor følelsen af at være kriminel bliver forstærket.
»Du ikke skal tro, at du får nogen bedste venner på sådan en afdeling. Alle, der sidder på sikrede afdelinger, er jo dybt kriminelle og slet ikke til at stole på. Man er tvunget til at være sammen med andre, som man ikke kender. Jeg mødte en masse andre unge, fordi jeg sad der i næsten syv måneder, men man skal ikke tro, at man bliver bedste venner, bare fordi man sidder i fængsel sammen. De andre unge stjæler fra hinanden,« fortæller Zuzu.
Når de unge omsider kommer ud af institutionerne og skal tilbage i samfundet, føler nogen af dem, at de ikke kan slippe af med fortiden.
»Hver gang jeg møder en politimand nede på gaden, siger de: Hva så, Lesa? Jeg bliver træt af det, og det er også irriterende, fordi politiet kender mig, og de hilser på mig foran mine venner. Det er jo ikke sådan noget, vi gør, hilser på dem altså. Så når jeg hilser på dem, bliver jeg også selv irriteret over det, og min mor hun kigger på mig, og jeg kan se, hun tænker: hva nu?« siger Lesa.
Kun tre af de 12 unge, der medvirker i bogen, er ikke røget tilbage i kriminalitet. En er blevet udvist af Danmark. Resten er røget videre i kriminalitet.
Sonny sidder nu i et fængsel for voksne, da han er over 18 år. Om sin fremtid siger han:
»Hvis systemet og politiet er rigtig svinske, så kommer de med forholdene og sigtelserne, lige inden jeg skal på prøveløsladelse, så tager de den fra mig. Så går jeg amok, for det er lige 14 måneder ekstra, jeg skal sidde. Så bliver jeg den største gangster, Danmark nogensinde har set. Det mener jeg, de skal ikke tage røven på mig på den måde.«
*Kristina Lauritzen og Tine Ros: »Rodløs. Samtaler med unge kriminelle«, 208 sider ill., Forlaget Documentas, er udkommet
FAKTA
Unge anbragt på sikret institution
*1996: 321 unge blev anbragt i tilsammen 9.882 dage
*2003: 726 unge blev anbragt i tilsammen 28.108 dage
Børn og unges
kriminalitet i 10 år
*10-14-åriges kriminalitet (børn pågrebet af politiet):
1992: 3208
2002: 2814
*15-17-åriges kriminalitet (straffelovsafgørelser):
1992: 4505
2001: 4409
Kilde: Amtsrådsforeningen og Justitsministeriet, 2003 og 2004
FAKTA
Særlig straf til unge
*Ungdomssanktionen er et alternativ til fængselsstraf og blev indført 1. juli 2001 af den daværende SR-regering. Sanktionen er et to-årigt indgreb overfor unge mellem 15 og 18. Målgruppen er socialt belastede og utilpassede unge under 18 år, der har begået grovere personfarlig kriminalitet. Sanktionen starter med et ophold på to til seks måneder på en sikret institution. Domstolene bestemmer hvilke unge, der skal idømmes ungdomssanktion
Flere sikrede institutioner
*Antallet af sikrede institutionspladser er fordoblet i antal de seneste fem år. Med finansloven for 2004 vedtog man at lave endnu flere: 10 sikrede og 15 supersikrede pladser til meget voldelige unge og 10 sikrede pladser for børn på 12 til 14 år. Dertil kommer 20 særlige sikrede pladser til unge kriminelle indvandrere
12-årige bag tremmer
*Fra 1 juli 2004 skal kommunerne ikke længere søge dispensation i amtet for at anbringe børn under 15 år på lukkede, sikrede afdelinger og institutioner
Nedsættelse af den kriminelle lavalder?
*Dansk Folkeparti vil i den kommende folketingsperiode genfremsætte et beslutningsforslag om at indføre ungdomsdomstole og sætte den kriminelle lavalder ned til 12 år
