Læsetid: 5 min.

Sverige er Lykkeland

For Salem og Magda førte udvandringen fra Egypten til Sverige for omtrent 15 år siden til en tilværelse i lykkeland
17. august 2004

Hyllie-ghettoen
MALMØ – »Hyllie, det er ikke et godt sted,« siger en dreng fra Rosengård. Hyllie er ligesom Rosengård en ghetto i Malmø. En ud af i alt fire. Drengen kan imidlertid ikke forklare, hvorfor han synes, at Hyllie ikke er et godt sted.
Måske synes han bare, at Rosengård er bedre, fordi han bor der. For umiddelbart ligner områderne hinanden. Række på række af højhuse bygget i enten beton eller gule mursten. Grønne plæner med buske og træer. Paraboler på næsten hver lejlighed. Små og store børn der leger udenfor. Ikke en af dem lyshårede. En stemning af fred og ro – eller måske snarere stilstand. For mange af beboerne i højhusene går dagene nemlig ikke med særlig meget. Det er svært at finde arbejde. Især arbejde, der matcher ens kvalifikationer. Hvis ikke »efternavnet er Eriksson og hudfarven lys«, så er det helt umuligt, som en vred taxichauffør fra Congo udtrykker det.
Nå, men Hyllie er ikke desto mindre det sted, hvor Salem Ali og Magda Ali bor og er glade for at bo. For dem er Hyllie, Malmø, Sverige, lig »lykkeland«, som Salem kalder det.

Frie til at slå sig ned
Salem og Magda tager smilende imod i døren, byder på en læskedrik, en sprite som bliver serveret på en sølvbakke med forgyldte håndtag.
Der er ryddeligt og skinnende rent i stuen, som er indrettet med mørkeblå lædermøbler, glasbord og reolsystem.
En genert og meget høflig pige på 13 år, datteren Mona, hilser på inden hun daffer af for at være sammen med sine veninder. Islam på 10 og Amr på seks er allerede ude og lege.
Livet i lykkeland begyndte, da Magda i slutningen af 80’erne besøgte sin moster i Sverige.
»Jeg blev lokket af, at Sverige var fredeligt, demokratisk og frit,« siger Magda. Og da Sverige dengang efterspurgte arbejdskraft fra udlandet, og det derfor var let af slå sig ned i landet, besluttede Magda at gøre netop det.
»Sådan er det jo ikke længere. Jeg har ikke så meget forstand på politik, men når politikerne diskuterer det i Rigsdagen, så siger flere af dem, at Sveriges økonomi ikke kan klare mere indvandring,« siger Magda.
Hun er en smuk fyldig kvinde med brune øjne og elegant pagehår. Hendes blik er varmt, men bestemt. Også når hun kigger på Salem, hendes ægtemand.
Hun og han mødtes i Egypten et års tid efter, at hun havde slået sig ned i Sverige. Det var deres respektive familier, der syntes, at de skulle prøve at mødes.
»Der var ingen tvang,« understreger Magda og henviser til Koranen:
»Der står, at det er kvindens egen beslutning, hvem hun vil giftes med. Men derfor kan familierne jo godt komme med forslag,« siger hun og kigger drilsk på Salem:
»Det var heldigt for dig, at jeg synes om dig,« siger hun og får Salem til at grine. Han er en lille mand med en udstråling af ro. Hans stemme er rolig. Han bevæger sig roligt.

Initiativ og vilje
Både Salem og Magda er uddannede agronomer på universitetet i Cairo. Salem er desuden international basketballtræner. Men ingen af de to har fået arbejde som agronomer i Sverige. Det ville have krævet to års yderligere studier at få godkendt deres eksamensbevis i Sverige, og selv hvis de fik det, ville de have fået meget svært ved at få job, fik de i sin tid at vide.
Magda fandt arbejde i en børnehave, og siden på en folkeskole, hvor hun stadig underviser i arabisk og i svensk. Salem fik arbejde i Malmø Kommune som integrationskonsulent, hvor han skulle stå for at etablere forskellige aktiviteter; lektiehjælp, madlavning, svømning osv. i Hyllie. Han er dog arbejdsløs i øjeblikket, men går på forskellige kurser om foreningsarbejde.
»Det havde selvfølgelig været rart at kunne få job som agronom, men nu er jeg glad for mit arbejde med børnene,« siger Magda, og Salem supplerer:
»Det nytter ikke at vente på et job med hænderne i skødet. Det gælder om at kunne ændre kurs og gå nye veje.«
I sit arbejde som konsulent har Salem oplevet mange familier, som reagerer på modgangen ved at isolere sig bag nedrullede gardiner.
»Jeg knoklede for at få dem ud og omgås andre. Det var et hårdt arbejde,« siger Salem.
Igennem sit arbejde kender han de fleste familier i Hyllie. Hans erfaring, både personligt og fagligt, er, at vilje og initiativ er nødvendigt for at klare sig godt. Det er ikke nok at forlade sig på tilbuddene fra det offentlige.
Men først og fremmest gælder det om at lære det svenske sprog. Derfor går børnene, Mona, Islam og Amr også i almindelig folkeskole fremfor i muslimsk skole: »Vores børn er født og opvokset her, og de skal leve hele deres liv her, derfor er det også vigtigt, at de lærer det svenske sprog godt at kende,« siger Magda.
Derfor er tv’et også oftest tændt på svenske kanaler hjemme hos familien.
»Det er en god måde at lære svensk på,« siger Salem.
Magda og Salem mener desuden sagtens, at de selv kan lære deres børn om deres tro, og om de skikke som knytter sig til den. For eksempel at undgå alkohol, svinekød, at holde ramadan og vigtigheden af at gifte sig muslimsk.
»Det er især vigtigt for vores pige, for hvis hun gifter sig med en ikke-muslim, så bliver børnene heller ikke muslimer. Hvis drengene derimod gifter sig med ikke-muslimer, så bliver børnene alligevel muslimer. For det er mandens tro, der bestemmer børnenes tro,« siger Magda og giver udtryk for, at det skal der faktisk en imam til at forklare. Det kan hun ikke gøre ordentligt, mener hun.
»Det er nemmere for en mand end for en kvinde at bede sin kommende ægtefælle om at konvertere, derfor kan mænd bedre finde sammen med ikke-muslimer,« uddyber Salem og får en hurtig, men sjovt ment, kommentar med fra Magda.
»Er du imam?«
»Nej, nej, forsikrer han og klukker.
Mens der er forskel på kønnene, når det gælder giftermål med ikke-muslimer, så er der det ikke i hjemmet.
»Vi deler de huslige gøremål, så der er ikke nogen, der sidder og venter på aftensmaden,« siger Magda, og Salem supplerer:
»Der er et mundheld på arabisk, som lyder; at ægteskabet er en kurv med to hanke – en til hver.«
Der bliver stille et øjeblik. Det ser ud til, at tankerne glider tilbage til Egypten.
Nogle gange savner Magda og Salem deres hjemland, men det er i Sverige, de har valgt at leve deres liv.
»Vores rødder er i Egypten, men vores liv er i Sverige. Måske kunne vi finde på at vende tilbage, når vi bliver ældre, men det afhænger af vores børn. Hvis de bliver her så bliver vi også,« siger Magda, mens Salem nikker samtykkende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu