Læsetid: 4 min.

En T-shirt for Europa

Identitet er ikke noget, hjertet banker for fra fødslen, og som man får i arv helt tilbage fra Kong Gulerod. Den kan også udtrykkes med en T-shirt
27. august 2004

Udsyn
Lad mig gå til bekendelse, inden sommeren siger farvel også her i Europas sydlige udkant. Jeg har købt en stor, lækker, grøn T-shirt med et totalt overdimensioneret 10-tal på. Det er et smukt tal. Ikke bare fordi det rummer de grundlæggende sprogkoder for alle computere og deres interkommunikerende netværker, som er et fascinerende mysterium. 10 var tallet, som nogle af mine største fodboldhelte, Pelé og Maradona, bar, da jeg endnu som dreng spillede fodbold med 10-tallet på ryggen og drømte, at jeg en dag kunne blive prof.
At tage 10-tallet på igen er en fed ironi og kan kun gøres med et skævt smil, hvis ikke det skal føles dumt og virke sørgeligt nostalgisk. Min kortærmede udstyret med et ekstra budskab, der gør det til andet og mere end ironisk gestus. TEAM EUROPE. Det er ikke, fordi jeg drømmer om en dag at spille på et europæisk veteran-landshold for udskrevne og desillusionerede journalister. Så hellere dø eller finde en anden metier.
Europa burde tænkes grønt på fuld tryk, men uden kreative, visionære og målsøgende spillere – ægte 10’ere, stærke personligheder, der kan afgøre kampe, når modstanderne mindst venter det – vil det næppe blive til noget nogensinde. Måske er min T-shirt bare en ironisk kommentar til det EU, der i al middelmådighed kun kan diske op med en udvisket og visionsforladt Barroso. En helt ordinær administrator af den slags, der klatrer fra skalatrin til skalatrin, men aldrig for alvor skiller sig ud.
At købe en ny T-shirt er ikke en ekstraordinær begivenhed, for det er en af de mest banale ting, man kan gøre som forbruger. At den er Made in India og ikke i Kina, gør ikke den store forskel. Den er bare et lille stykke i globaliseringens brogede og sammenvævede kludetæppe. Så hvad betyder det egentlig?
Denne sommers helt store mode blandt unge – i hvert fald på de sydlige kanter, hvor jeg har min daglige gang – har været at købe og klæde sig i T-shirts fra alle mulige nationaliteter. Den ene dag i grønne og gule T-shirts fra reggae-nationen Jamaica. Den næste skifter man til farven blå og sloganet France. Ikke fordi man har lyst til at blive republikaner for en dag, men måske fordi man har lyst til at overskride en grænse og udtrykke en anden identitet for en dag. På den tredje dag kan man så skifte til Italia. Identitet er ikke noget hjertet banker for fra fødslen, og som man får i arv helt tilbage fra Kong Gulerod eller myten om det forbandede flag, der faldt ned fra Gud selv til Grundtvigs gammelmandssnak om Det Udvalgte Folk.
Identitet er noget, man vælger, og som person kan man godt kapere mange forskellige identiteter på en gang. Det er det, der ligger i dette års mode. Den afdramatiserer nationsfølelsen ved at gøre det til en stykke hverdagskluns, som man kan med et skævt smil kan skifte ud den næste dag. En person, der ligner en indfødt dansker – hvis den slags findes i en verden, hvor folkevandringer og gadekryds har været dagens orden fra de tidligste tider – kan tage en T-shirt på fra Jamaica eller Den Dominikanske Republik. Og ja, gå til vælgermøde med Pia Kjærsgaard, så hun kan blive forarget over al den multikulturalitet udtryk i et forbrugsgode importeret fra en frontlinjestat på det globale marked.
En T-shirt kan ikke sammenfatte det hele, men den er en måde at udtrykke sig og blande farver og stil på en ny måde. Som del af den enkeltes fortælling kan det godt være en meget individuel handling, men set på afstand kan det også virke som en bredere iscenesættelse af kollektivt forbrug.

Sidste år mødte jeg nogle designere og marketingfolk fra Puma i den lille småborgerlige tyske by, Herzogenaurach. De havde allerede blik for, hvad der ville blive trenden i år. De viste mig fotos af søde hvidhårede bedstemødre fra Jamaica, der poserede i Puma-sko. Jamaica-look sælger næste år. Fordi det er anderledes og giver globalt orienterede forbrugere mulighed for at udtrykke en anden stil end en bred mainstream af almindeligheder, pæne jakkesæt eller fodformede sko. Sagde de.
»Folk retter sig ikke efter modetendensen mere. Der er en individualisme, hvor folk forsøger at være forskellige og adskille sig fra den personen ved siden af,« fortalte deres indisk-britiske chefdesigner mig. Jeg tror dog ikke, at han havde en anelse om, hvor stort ideen ville slå an. At det ikke bare skulle blive Jamaica, men alle mulige nationaliter, der ville blive hotte slagmærker i 2004.
Chefdesigneren, Satish Taylor, sad der med fipskæg og havde ikke tænkt sig at barbere det væk eller fjerne sin lille diskrete hestehale i nakken. Han turde gå imod strømmen. Hvad Mogens Lykketoft i hvert fald ikke tør mere.
»Uanset hvad hele verden gør, vil vi gøre det anderledes,« siger de hos Puma, hvor det store flertal er 30 til 40 år og på hold med personligheder fra alle mulige lande. Puma går ikke efter efternølerne, men de innovative, der er tidligt ude og tør gå imod hovedstrømmen og vælge en alternativ stil, der endnu ikke er mode. De jagter anti-moden, der måske danner mode, og derpå gør oprør imod sig selv. Jeg er ligeglad med, hvad trendsættere kalder det rigtige tøjvalg. Jeg vil hellere spille symbolsk som nummer 10 på et Team Europe, der ikke eksisterer som nation eller stat end svede ironien ud i en tysk, dansk eller spansk nationaldragt, som ikke kan rumme den kompleksitet, som mine børn vil vælge at leve med i fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her