Læsetid: 3 min.

Talebanisering af det ny Irak?

Prisen, for at amerikanerne smadrer Najaf for at komme Moqtada al-Sadr til livs, kan meget vel blive, at de samtidig smadrer chancerne for et samlet, demokratisk Irak
20. august 2004

Analyse
Mens amerikanske soldater i Najaf, barrikaderet bag kampvognens jernpanser, er i færd med at »afslutte krisen« – som Iraks indenrigsminister Kasim Daud kalder den to uger lange krigstilstand – bør de måske lade tankerne løbe tilbage til april måned. Det var dengang en lignende krise fandt sted i den sunnimuslimske by Falluja – en krise, der sluttede 29. april med en aftale om, at den irakiske hær selv skulle varetage opgaven at holde fred og orden i byen.
Resultatet – hvis man skal tro journalist Sara Daniel fra tidsskriftet Le Nouvel Observateur, der netop har besøgt Falluja – er skræmmende. Byen kontrolleres af oprørsledere, der tilslutter sig den radikale, wahabistiske retning inden for sunniislam – det er samme retning, som Osama bin Laden og hans tilhængere dyrker, og som kendetegnes ved en tilbedelse af døden samt en accept af, at man gerne må dræbe andre muslimer, hvis disse ikke følger netop denne islamiske retning. I dette nye wahabistiske emirat i Irak – som Sara Daniel kalder det – skal de nye irakiske magthaveres soldater bede mujahedinerne om lov til at arrestere folk. Den eneste musik, der tillades, er den der ledsager bønnerne, og der er forbud mod at sminke sig, drikke alkohol og at klippe sit hår som i Vesten. Folk, der ikke opfører sig ordentligt, bliver henrettet, og stemningen i byen beskrives som ’mærkelig’; et sted hvor alle lurer på alle. Det er også herfra – hvis man skal tro mujahedinlederen Abou Rachid – at alle bortførelser og attentater over hele Irak koordineres og planlægges.
Vil det gå ligeledes i Najaf og slumforstaden Sadr City, som amerikanerne angreb i går morges med 50 dræbte til følge? Det er endnu for tidligt at sige, men risikoen er til stede, for især i Sadr City er loyaliteten over for den oprørske, shiamuslimske præstestuderende, Moqtada al-Sadr, stor blandt de fattige beboere.
Det var netop belejringen af Falluja, som blev den samlende faktor, der fik byens eksisterende militsgrupper til at samarbejde og stifte et ’mujahedinernes råd’. Lykkes det på et tidspunkt for al-Sadrs folk at skabe lignende autonome ’emirater’ i irakiske byer, så har man et Afghanistan-scenario, hvor centralregeringen kun kontrollerer hovedstaden og visse venligtsindede områder, mens ’krigsherrer’ kontrollerer hver deres område. Sker det, kan man godt vinke farvel til de smukke drømme om et samlet, demokratisk og moderne Irak, hvor alle borgere er lige for loven og menneskerettighederne respekteres. I stedet vil man have et fundamentalistisk, wahabistisk mini-Saudi-Arabien i Falluja og mini-Iran’er med præstestyre og sharialov i Sadr City og andre steder, hvor al-Sadrs folk kunne tænkes at få herredømmet.

Det skrækscenario behøver man ikke frygte, hvis problemet Moqtada al-Sadr »bliver klaret«, som USA’s sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice ifølge tv-stationen ABC er »sikker på det vil blive«. Spørgsmålet er imidlertid, om det er muligt. I løbet af de seneste to ugers konflikt i Najaf er støtten til al-Sadr eksploderet i det sydlige Irak med demonstrationer og krav fra flere højtstående politikere om løsrivelse af deres provinser fra centralregeringen i Bagdad. Kernen i problemet er, at mange ganske almindelige irakere støtter op om folk som al-Sadr, selv om de ikke deler hans vision for fremtidens Irak. Årsagen er en dyb følelse af forurettelse, skam og ydmygelse, som mange irakere føler på grund af dels den velkomst, man gav amerikanerne i mange shiamuslimske områder, dels på grund af den fortsatte besættelse.
Disse følelser kan ikke ændres ved at gennemføre militære offensiver – følelserne bringes tværtimod i kog i takt med, at antallet af irakiske lig stiger på grund af det amerikanske militærs hårdhændethed og mangel på respekt – mener mange irakere, selv om det er al-Sadr, der forskanser sig i Imam Ali-moskeen – for Iraks helligdomme.
Jo større modstand mod den amerikanske tilstedeværelse og jo mindre respekt for den irakiske overgangsregering, desto større er risikoen for, at Irak får en hel række shiamuslimske ’Falluja’er’, og at den politiske og demokratiske proces undermineres.
Moqtada al-Sadr er rigtig nok en vanskelig person at forhandle med, men med deres uforsonlige, militære jernnæve-strategi har amerikanerne og Allawi-regeringen blot formået at skubbe moderate shiamuslimer – samt dem der har vaklet mellem de to lejre – væk fra den politiske proces i stedet for at inkludere dem.
Med gårsdagens fortsatte militære offensiv ved Imam Ali-moskeen har USA og Allawi-regeringen valgt en strategi, som meget vel kan ende med at ødelægge chancerne for et samlet, demokratisk Irak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu