Læsetid: 2 min.

Three more years!

11. august 2004

Spot
Hvis Oprah én gang for alle besluttede sig for at stille op til det amerikanske præsidentvalg, kan der næppe herske nogen tvivl om, at hun ville høste mange stemmer. Senest har Michael Moore i bogen Hallo, hvor er mit land blevet af? advokeret for den indflydelsesrige talkshowværtinde som en forbilledlig modkandidat til Bush. »Amerika elsker hende,« som han skriver.
Og det har han ret i. Oprah er amerikanernes ven i nøden – sjælesørger, åndelig vejleder og helseguru i én og samme person. Oprah viser empati for andre og er ikke bange for at dele sin egen historie med publikum i studiet samt de mange seere. Derfor nyder hun en popularitet, som de færreste kan måle sig med. Går hun på slankekur, følger Amerika trop. Anbefaler hun en bog gennem sin bogklub, ryger den øjeblikkeligt til tops på bestsellerlisterne og så fremdeles.
Den massive eksponering i og uden for tv siden showets start i 1986 har gjort hende fortjent til titlen som en af de højst betalte kvinder i amerikansk fjernsyn. Men ikke nok med det. Oprah-konceptet har udviklet sig fra at være et ugentligt talkshow til en altomfavnende industri. På hjemmesiden oprah.com kan man læse om alt fra madopskrifter til gribende livshistorier. Og så kan man shoppe rundt i underafdelinger som O, The Oprah Magazine, Oprah Books, Oprah Boutique og Angel Network, gennem hvilket Oprah og hendes disciple giver en håndsrækning til de mindre bemidlede.

Oprah havde egentlig planlagt at trække sig tilbage i 2006, men et nyligt løft i seertallet fik hende til at skifte mening.
Således har hun netop skrevet under på en ny tre-årig kontrakt med CBS Enterprises, der sikrer The Oprah Winfrey Show en plads på amerikansk tv’s sendeflade frem til 2011 – samme år, som hun kan fejre sit 25-års jubilæum som værtinde på sit eget show.
Et af karrierens højdepunkter må være, da Oprah opfordrede gæsterne (alle kvinder) til at møde op i studiet uden make-up. Selv trådte hun frem på skærmen uden de kunstige øjenvipper, som hun efter eget udsagn har båret trofast i årtier. Et meget grænseoverskridende projekt, forstod man hurtigt.
Formelig blev Oprah ved med at rose sig selv og publikum for deres mod gennem de ca. 45 minutter udsendelsen varede. Der var talte om stolte kvinder, der trodsede deres forfængelighed og blufærdighed og turde være sig selv.
Det er derfor, de elsker hende. Og det er derfor, andre elsker at hade hende.

*Oprah. Amerikansk talkshow. Tv3 kl. 08.20, Tv3+ kl. 02.25

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her