Læsetid: 11 min.

I Thyborøn kender ingen dagen før solen er gået ned

Det var med stolthed i stemmen indenrigsministeren holdt hof og præsenterede fremtidens danmarkskort, selvom stregerne endnu ikke var trukket fuldt op og strukturreformen, der med ministerens egne ord er den største ændring i den offentlige sektor i hans generation, trods alle advarsler var blevet til med smallest mulig politiske margen i nattens mulm og mørke. Siden festdagen i juni har 12 af landets kommuner haft den tvivlsomme ære at gøre arbejdet færdigt. Blandt dem borgerne og de folkevalgte i Thyborøn
4. august 2004

Sådan cirka 400 kilometer nordvest for redaktionslokalerne i St. Kongensgade triller bilen hen over Harbo-
øre Tange med vinduerne i en position, der tillader en udefinerbar dunst i at brede sig i kabinen.
Sommerhusområderne ved Vrist og Langerhuse, hvor tusinder af kåde vandhunde boltrer sig i dagtimerne, er for længst passeret.
Svinges der til venstre her, hen over jernbanesvellerne, ender man ude ved høfde 42.
Sagaen om giftdepotet og Rav-Aages beretninger trak verdenspressen til dengang i begyndelsen af 80’erne.
I skumringen længere fremme, ude i Nissum Bredning, står syv kraftfulde vindmøller.
De tavse silhuetter lader radiostemmerne alene.
Med alvorlige tonefald har de berettet fra Bagdad, Balkan, Jerusalem, London og Washington på køreturen gennem landet.
Der var intet nyt fra Thyborøn!
Mellem regnbygerne og beretningerne havde jeg undervejs ringet en af damerne, der er til rådighed 24 timer i døgnet, op og bedt om assistance.
Marianne, hed hun vist, spurgte allerførst til mit velbefindende.
Ønsket om et sted at sove rystede hende heller ikke.
Alligevel fik hun kolde fødder.
»Jeg tror ikke, at man kan sove i den by,« forudsagde hun men ledte let presset videre efter en kro, et vandrehjem, et hotel – et overnatningssted, mens strategien med at smide sig i soveposen i en af sandklitterne blev genovervejet.
På Ankerpladsen i Bredgade ved de godt, hvor Sømandshjemmet ligger.
Her afkodes Kim Larsen i juke-boxen, mens kvinden bag disken sirligt gennemgår kassestrimlen.
Fire unge fiske-finner hænger ud og drikker finalen.
Det ser ud som, de er gået i ekstra spilletid.
På døren bag dem hænger et håndskrevet opslag, der varsler »grisefest« og musik med Vagn og Vagabonderne.
»Du skal være velkommen,« råber regnemageren uden af løfte blikket fra strimlen.
Heidi, der denne sene aftenstund bestyrer æ-Kanal lidt længere nede af byens hovedstrøg, er mere afdæmpet.
Hun står alene tilbage på fortovet efter at have kysset lidt på et eller andet iført hjemmestrikket tophue.
Mundtøjet er godt smurt.
»Fiskeriet er på vej ned. Skolen er verdens dårligste skole – og jeg ved det, for mine børn går der. Cheminova har vi heller ikke megen glæde af, for dem på Aarhus Universitet skummer fløden og lader os stå tilbage med problemerne. Og hvem ved egentligt, hvad de render rundt og laver derude?«
I Heidis optik er Thyborøn en død by, hvor man inden længe risikerer at skulle sætte en bom syd for Cheminova.
’Lukket’, skal der stå!
»Man kan ikke engang finde ud af at give surferne nogle skure til deres grej, så de bliver hængende oppe i Klitmøller. Det er jo dumt, når vi har verdens bedste strand omme bag pølseboden henne på havnen.«

På Sømandshjemmet, om noget sted vidensbanken i Thyborøn skal det siden vise sig, har klokken for længst passeret midnat.
Ikke at det anfægter nattevagten.
Han kommer susende ned af trapperne i underbukser og lyseblå t-shirt.
Og Eli går ikke i små sko, selvom han vejes i sværvægtsklassen.
Da formularerne er udfyldt, inviterer han i køkkenet, åbner kølerummet og giver frit valg mellem steg, roastbeef og æggemadder på øverste hylde.
»Det her er bare et sommerjob,« bemærker den servicemindede unge mand, der i hverdagen støber lys udenbys og skovler et par stykker med æg og rejer over på tallerknen.
Lysmageren ønsker godnat uden nogensinde at have svaret på spørgsmålet »om strukturreformen betydning for Thyborøns fremtid?«
Men måske er det også et lidt svært tilgængeligt emne sådan her ud på de små timer!
I familierummet på første sal ligger Det Nye Testamente fremme på bordet.
Over sengen hænger glasrammen med ordene: »Herren er min hjælper«.
Det kunne alt sammen betyde en tryg og rolig nat, men da trucks, store lastbiler og højtråbende fiskere, der lader hånt om den viden at det er bedst for helbredet at sove på denne tid af døgnet, alligevel fræser rundt på asfalten. Under persiennerne bladres dagens udgave af Lemvig Folkeblad.
’Nordjyder klar med nyt frieri’.
Forsiden indikerer at de nordjyske politikere har kastet sig ud i et sidste desperat forsøg på at overtale de 12 kommuner i den nordlige del af Ringkøbing Amt til at komme til fornuft og danne en slagkraftig region nord.
Den slags politiske trakasserier optager ikke dusinet af fiskeopkøbere i skurvognen bag den nye havneinvestering til 36 millioner, der er mødt frem i stedet for at sidde alene hjemme bag computerskærmen – som flere og flere gør.
Fra morgenstunden fyger det med pigvar, rødspætter og havtasker mellem plastickrusene og rygende askebægre.
På storskærmen bag aktionsmesteren kan man følge slagets gang.
»Men den går snart heller ikke længere,« siger havneformand Ejnar Kjær Nielsen uden vemod i stemmen, da vi står i glasburet højt hævet over kasserne med friskfangede fisk.
»I mange år han man forsket i sygdomme og smag i svine-, okse- og kyllingekød. Fisk har altid været et underprioriteret område. Men nu sker der noget, for vi vil overleve. Og vi vil overleve på kvaliteten. Det her bliver det tætteste turisterne i fremtiden kommer på levende fisk,« fastslår han og ser ned over den store hal.
Og dermed er det en saga blot at stå tidligt op og snuse til fiskernes univers i Thyborøn.
EU-midler og lokal opsparing skal sikre fremtiden.
»Havnen er et privat foretagende. En selvejende institution. Borgmesteren sidder godt nok med i bestyrelsen, men han er ikke formand. Vi får lov til at køre vores eget show, så længe vi ikke har røde tal på bundlinien. Vi skal blot have nogle få øre mere pr. kilo fisk for at klare os,« forudser havneformanden, mens vi går rundt i de 4.800 m2 nye lokaler, der efter planen indvies midt i august.
Selv saunaen, der bruges til at åbne porerne hos ansatte som gerne vil have stanken af fisk trukket ud af kroppen, før de forlader arbejdspladsen, er klar.
Trods de senere års vigende konsumfiskefangst og flere og flere uforståelige fiskekvoter ser Ejnar Kjærgaard Nielsen fortrøstningsfuldt på fremtiden.
For ham betyder kommunesammenlægningerne ikke et hak.
Kan man derimod få noget motorvej tættere på Thyborøn, så er alt godt, siger Ejnar og styrer ud til Sydhavnen for at se til en pram fra Letland, der losser billig varme til fjernvarmeværket inde i Lemvig.
»Ja, det koster mindre end at hente træet ude i Klosterhede Plantage,« forsikrer han, hopper ind i pickup’en og kører forbi ral-anlægget.
På rejsen mod Materielgården passerer vi fiskeriefterskolen, skipperskolen, værket, der producerer 430 tons is i timen, og adskillige mellemklasse skibe på bedding.
»Sidste år samlede vi 350 tons affald, 350.000 liter spildolie og 82 tons oliefiltre op fra havets bund. Vi er i færd med at opdrage fiskerne, men de er ikke de værste, for det er jo deres egne fangstredskaber, det går ud over,« for klarer Ejnar og roder lidt i bunkerne, da vi er fremme.
Bagefter runder vi Rødspættevej, cruiser op ad Havnegade forbi bådebyggeren, hvor manden bag rattet diskret – men med næsten samme begejstring i stemmen som indenrigsministeren – fortæller, at hans søn som den første i 10 år i byen netop er blevet udlært bådebygger.

Morgenmaden på Sømandshjemmet består af friske rundstykker med rullepølse og ost.
Dertil serveres kaffe, te og juice.
Basserne på disken koster ekstra.
Ovre ved vinduet sidder Hans, Marius og Tage i deres lyse sommerjakker.
Alle har de for længst rundet de 70.
Også dem rager det en høstblomst, om de skal med i region nord eller midt.
Derimod optager det de pensionerede fiskere, om sygehuset i Holstebro overlever.
»Vi er en glemt udørk i det her land. Der er ikke nogen, der bekymrer sig om, hvor langt vi skal køre for at komme på et sygehus og blive lappet sammen eller besøge vores kære,« bemærker Hans, der er den, der taler mest.
De tre mænd ser i det hele taget ikke alt for fortrøstningsfuldt på fremtiden.
Investeringen på havnen kommer alt for sent.
Også derom er de enige.
»EU-regler, fiskekontrollører, biologer og alle mulige andre kloge hoveder er ved at ødelægge det hele med deres nidkærhed,«siger Hans.
Kammeraterne nikker.
Konklusionen faldt i selv samme øjeblik den dybfrosne laks landede ved siden af basserne på Sømandshjemmets disk. Indholdet i den hvide plasticpose modregnes i hvidt franskbrød med rullepølse.
Det hele dyppes i kaffe.
Skråt overfor Sømandshjemmet ligger Mister og Miss P, Sportspartner, Lemvig Apoteksudsalg og Vestjyske Bank.
Blandt de handlende på hovedgaden ligger også Nordvest Proviant.
Her kan man nu hverken få morgenaviser eller det lokale bryg fra Thisted Bryghus.
»Aviserne kommer først med posten, og det sprøjt fra Thisted gider folk her ikke at drikke,« fortæller købmandskonen og dementerer dermed nogen særlig jyde-alliance mod fjernere beliggende bryghuse.
Jocken og Ulrikka fra Bremerhaven holder ved siden af bilen nede på kajkanten.
I den orange boble indtages den sene morgenmad for åben dør.
Det midaldrende tyske par med sovehår gider ikke overfyldte danske kystbyer ved sommertide.
Det ser ud som om, de er kommet til den rigtige by!
På vejen mod rådhuset passeres Kystcentret, et oplevelsescenter for hele familien til noget nær et halvt hundrede – primært – EU millioner.
Sammen med bolsje-kogeriet og nye tiltag skal det trække andre end parret fra Bremerhaven til.
Imponerende, hvis det lykkedes, når nu stranden ligger live lige udenfor døren!
Nær byskiltet og de røde bygninger har Cirkus Dannebrog slået teltet op.
Kamelerne har fået frit lejde og lunter dovent rundt i en stilart, der ikke vil høste mange medaljer, når der inden længe deles ud for det kunstneriske indtryk blandt ballerinaerne med de alt for små kroppe i Athen.
Og kameler skal der sluges derinde bag de røde mure, hvor Thyborøn-Harboøre Kommunes knap 5.000 indbyggere regeres fra, hvis altså de skal overgive sig til nordjyske luner.
Borgerlistens borgmester holder sommerferie.
Kommunaldirektøren tager derfor imod med sort sømandskaffe på kanden.
»Fiskeriet har haft et par magre år, men det betyder ikke, at vi nu satser alt på, at turismen tager over. Fiskeriet er kommunens identitet – og sådan vil det altid være,« forsikrer Arne Bay, der er klar over, at diskussionen om det nye danmarkskort ikke optager de lokale synderligt, selvom faren for et demokratisk underskud i fremtiden så absolut vil være tilstede.
»Vi skal kort og godt vænne os til et nyt politisk sprog i det lokale miljø med mindre demokrati og mere bureaukrati. Vi er jo allerede der i dag, hvor de forskellige opgaver oftest varetages af andre. Det her tager jeg mig af, det her tager du dig af. Det nye kommunale danmarkskort er politikernes opgave. Det er de offentlige forvaltningers opgave. Det må man forsøge at varetage, så borgerne er tilfredse. Og de skal nok sige til, hvis man ikke gør arbejdet godt nok. Sådan er det også her i Thyborøn.«

Et borgermøde i den lokale sportshal samlede godt 300 mennesker, fortæller Arne Bay med et anerkendende glimt i øjet og husker de diskussionslystne, der ville have konkrete svar på konkrete spørgsmål.
Indstillingen blandt de fremmødte var til at tage og føle på, selvom sirenernes lokkende toner fra nord sikkert vil lyde frem til afgørelsens time på den sjette dag i august, da de 12 ’selvvælger’- kommuners folkevalgte træder sammen og trækker de streger, som kollegaerne på Christiansborg ikke havde mod og mandshjerte til at trække.
»Indrømmet! Det kan da synes lidt underligt, at man ikke gjorde arbejdet færdigt fra starten af. Men da jeg jo er specialuddannet til ikke at have forstand på politik, så kender jeg ikke det fulde motiv. Alligevel kan det da også godt undre mig, at regeringen har placeret den varme kartoffel herude i det vestligste Jylland. Jeg er dog så loyal en embedsmand, at jeg tror på, at man har haft ædle motiver.«
Et er helt sikkert!
I Thyborøn resignerer man ikke.
»Her giver man aldrig op,« fastslår kommunaldirektøren og rejser sig for at lede efter nummeret på Socialdemokraternes gruppeformand.
For knap tre år siden opsagde kommunaldirektøren sin sikre stilling i Fødevareministeriet, solgte sit hus på Frederiksberg og flyttede til Vestjylland.
Det har han ikke fortrudt, siger han og giver hånd.

Jørgen Andersen er tillidsmand på, Cheminova, egnens suverænt største arbejdsplads, der beskæftiger flere af de ganske få arbejdende akademikere, på egnen.
Ret præcist er der kun otte akademikere pr. 1.000 i arbejdsstyrken, hvilket giver Danmarks laveste koncentration af højtuddannede, siger Gallup Marketing.
Ifølge selv samme firma betyder det, at man herude på tangen er mere til hyggeligt samvær med familie og venner, film i fjernsynet, på videoen og læste tegneserier frem for større indvandring af fremmede, helsekostforretninger og flere udgifter til kunst og kultur.
»Reformen kom som en tyv om natten,« understreger lederen af de fem socialdemokrater blandt kommunens 13 folkevalgte, da jeg er sluppet på gæstevisit ude på halvøen Rønland, hvor Cheminovas fabriksanlæg residerer.
Aktieselskabet har desuden et anlæg i Indien.
Andersen er således hverken akademiker eller for det nye kommunale danmarkskort.
Akkompagneret af mågeskrig uddyber han:
»Reformen var ikke en del af regeringens valgoplæg og er noget makværk. Men, jeg skal da indrømme, at mit eget parti også har leget med tanken. Dermed blev det.«
Jørgen Andersen ser for sig en fremtid, hvor alting kun skal gøres enklere for at udlicitere opgaverne i fremtidens stor-kommuner.
»Jeg har intet mod rationaliseringer og forbedringer. Jeg ved også, at tingene aldrig står stille, at vi skal samarbejde, forbedre og udvikle os. Alligevel har jeg svært ved at se guldkornene. Statsstyringen bliver alt andet lige meget større. Jeg troede ikke, at det vat det, et liberalistisk parti stod for.«
Andersen ønsker ikke at blive misforstået.
»Men arbejdet med en ny struktur bliver ikke for nybegyndere,« fastslår han.
Selv har han dog endnu ikke afgjort, om han er på valg og tager en tørn mere.
»Det er svært, for flere og flere af beslutningerne træffes af mennesker i Bruxelles og København, der ikke har en klap forstand på, hvad de lovgiver om. Det er faktisk det, der bekymrer mig mest.«

Heidi er ude at gå med hunden, da jeg stikker hovedet ind for at sige farvel og drikke den eftermiddagspilsner, hun bød på.
Helle, der spiller spar-knægt med en flok bramfrie fiskere, passer æ-Kanal i mens. Den ligeså slagfærdige og purunge kvinde tager sig tid til at servere og tale, selvom mændene brummer.
Ved siden af stambordet kommer jeg til at tænke på Heidis afskedssalut, da vi skiltes i nat.
»Thyborøn er en by på godt og ondt som alle andre landsbyer i Danmark. Børnene forkæles af deres fædre, når de vender hjem fra havet med dårlig samvittighed. De unge drikker alt for meget og eksperimenterer med stoffer, der er alt for lette at få fat i. Og vi voksne, ja, vi voksne forsøger bare at få livet til at hænge så nogenlunde sammen. Om jeg er borger i en nordjysk eller midtjysk kommune rager mig langsomt, for her kender ingen alligevel dagen, før solen er gået ned.«
På vejen ud af byen passeres møntvasken og genbrugsbutikken.
Samtalerne med Hans, Marius, Tage, Ejnar, Jørgen, Heidi og alle de andre dukker frem i brudstykker.
Toget mod Lemvig overhaler, netop som skiltet mod høfde 42 passeres.
»Måske ligger den største ubekendte faktor for os alle på denne egn derude,« lød Arne Bays sidste bemærkning, inden han drog på ferie for at samle kræfter til nye kommunale opgaver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu