Imperia
Åh, Gud... min kammesjuk og jeg havde allerede fået Imperia ind under huden. Den diskrete discount-badeby på den italienske riviera havde samme virkning på os, som solariet i TV-byens kælder har på Claus Borre: Vi fremstod civiliserede, og vi havde atter fået en tiltalende glød af vellevned. Imperia var et lucky shot; min rejseledsager og jeg havde spyttet ord som Italien og urlaub ind i Googles algoritmemaskineri, og ud var kommet hjemmesider fra denne for os ukendte ferieby, som Mussolini havde ladet slå sammen af to mindre byer i 1923.
I de første par feriedøgn gratulerede vi hinanden med fundet og benævnte gentagne gange det jomfruelige område »et lille paradis«. Der var ingen danskere og kun et sparsomt udvalg af udenlandske turister, følte vi. På stranden lejede vi liggestole og parasol og betragtede hen over brillekanten den italienske middelklasses muntre interaktion med det azurøse Middelhav. På en bakke bag os lå det meste af Imperia samlet omkring en sandstensfarvet kirke, og på afstand lignede bakken et sandslot, som et kreativt barn havde formet med en plasticspand i vandkanten.
Sådan levede vi i fire dage i en fantasiverden, og naturligvis skulle vores naive elysium sprænges i stumper og stykker. Og så en lørdag var alt netop anderledes; vores ellers så autentiske, lokale supermarked inde i byens centro havde fra den ene dag til den anden fået et anstrøg af overdimensioneret campingkøbmand. Nu var der pludselig tyskere og tyske biler alle vegne. Hvor vi selv havde gjort os forståelige med fagter og løsrevne italienske gloser »Formaggio!«; »Pane!« hørtes nu selvbevidste tyske stemmer ved køledisken: »...Und Pesto, Bitte!« På stranden lå de med deres hvide vomme og læste Bild og bilmagasiner, syntes vi, og vi blev mere og mere indesluttede og mærkelige.
I de dage lagde vi gennem en tiltagende skinger dialog over spaghettien og espressoen afstand til alt, hvad der var tysk: Det tyske landsholds spillestil, de tyske tabloidaviser, Freddy Breck osv....
En af de formiddage sad vi i vores personbil på vej til stranden fra vores lejede bjerghytte, da der pludselig stod en blaffer på vejen. Vi havde set ham dagen forinden med asen og masen skubbe en cykel op ad bjerget, og nu ville han gerne med ned til Imperia. Han var cirka 58 år og lettere rødmosset af solen, han havde tyndt, gråt, skulderlangt hår, runde briller, korte bukser og sandaler. På hovedet bar han en stråhat, som han tog af på bilens bagsæde, og fra hans næserunding stak et centimeterlangt, hvidt hår. Og så lugtede han lidt af sved og hengemt tøj. Kort sagt: En særling.
Han var fra Nürnberg, og han boede lige nu i en nabolandsby længere oppe i bjerget, fortalte han på lidt slæbende engelsk og det tog to timer at komme derop på cykel. Vi forsøgte at afæske ham flere personlige oplysninger. Hvad lavede han i Nürnberg? spurgte vi.
»Jeg bor der!«
Kortluntede som vi var, opfattede vi svaret som vrangvilligt, slambertagtigt og sarkastisk. Det var vi enige om, da vi havde sat ham af i byen. Nogle dage senere genså vi ham gudhjælpeme i vores supermarked. Vi stod med indkøbsvognen og besigtigede mere pane, da vi fornemmede hans kontrafej ud af øjenkrogen. Han havde trængt os op i en krog, og hans øjne borede som en bille. Hvad nu? Han spurgte, om han mon kunne få et lift tilbage til bjergene, for det var jo så og så hårdt at køre på cykel.
På vej op gennem nålesvingene med den tyske særling på bagsædet var vi meget stille. Vi spekulerede på, hvorfor nogen dog vil bosætte sig højt oppe i bjergene, når de ikke har en bil. Det lignede jo det skinbarligt nasseri! En udnyttelse af godtroende privatbilister på fremmede plader! Tyskeren irriterede os. Og hvor lang tid skulle vi nu hænge på ham?
Halvvejs oppe spurgte vi, magert konverserende, om han kendte sine italienske landsbynaboer.
»De er simple mennesker,« svarede han med et suk, som vi senere kategoriserede som bedrevidende. »De lever i deres egen lille verden.«
Aldrig havde vi hørt så galt! Hvis nogen levede i deres eget univers, var det da ham, tyskeren. Det sagde vi ikke, men vi kørte ham op til hans by og satte ham af med alle hans poser, og han takkede, og vi tog pænt afsked og håbede, at vi ikke sås igen. Det var ikke for at være asociale, men der var altså ikke plads i bilen.
Sådan havde vi det i et par dage. I virkeligheden var tyskerne blevet vores prygelknabe. De mindede os om den sure regn, som var ved at opløse Nordeuropa, de mindede os om os selv, og de mindede os om den meningsløse, daglige trummerum, som vi havde forladt for et par uger og nu foragtede, fordi vi godt vidste, at den bare ville fortsætte, som om intet var hændt, når vi kom hjem. Dagligdagen ville sluse os ind på vores gamle pladser som en automatisk svingdør. Men nogens skyld, det var det ikke. Efterhånden som vi mødte flere og flere ferierende tyskere, faldt vi ned. Og da vi hørte, at den fantastiske tyske billedkunstner Georg Baselitz, af alle steder, har et atelier i Imperia, ja, så var den sag ude af verden.
