Læsetid: 3 min.

Udvikling, udvikling

30. august 2004

Videnskab og sport: Man kunne få den fornemmelse, at forskning var en idrætsgren. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde: Vi skal være verdens bedste til it. Og som vores forskningsminister Helge Sander har udtalt: Vi skal op i forskningens superliga. Og kandidaterne kappes om at være bedst til at støtte denne idrætsgren:
Mogens Lykketoft har som et af syv punkter på Socialdemokraternes program lovet to milliarder ekstra til forskning. Anders Fogh Rasmussen har til gengæld annonceret 300 nye ph.d.-stipendier i 2005 og yderligere 200 i 2006. Og stasministeren proklamerende tidligere på året på Handelshøjskolen i København, at det var helt forkert at bruge halvdelen af EU’s budget på landbrugsstøtte. Vi skal jo ikke leve af landbruget på langt sigt. Vi skal leve af forskning. Så vi burde bruge halvdelen af EU’s budget på forskning i stedet. Alle fra Dansk Indu-stri til Socialdemokraterne synes at abonnere på den målsætning: Forskning skal skabe vækst. Men sådan siger man ikke i det socialt bevidste velfærdssamfund. Her siger man: Forskning skal skabe beskæftigelse. Vi skal investere i forskning. Men det bliver ikke formuleret offensivt som forestilling om en investering i et nyt og bedre samfund. Det bliver formuleret defensivt: Vi skal, som statsministeren siger, investere i forskning for ikke at miste arbejdspladser. Vi har ikke noget valg.
Politikerne konkurrerer om at ville forskning mest. Men de konkurrerer ikke om at definere, hvad det er en for forskning, de vil have, og hvad de mener med ’viden’.
Som idéhistorikeren Jens Erik Kristensen sagde i we-ekendens Information:
»Kampen om vidensværdier og acceptreglerne for viden er som sådan en del af kultur- og værdikampen. Indtil videre har denne kamp dog været domineret af den afpolitiserende økonomiske vidensretorik. Den har der været konsensus om, fordi den henviser til nationens selvopretholdelse i den globale konkurrence.«

Kampen for vidensarbejdspladser bliver beskrevet som en overlevelseskamp. Enten følger vi med, eller også bukker vi under. Vi har kun råd til den forskning og den viden, som har en nytteværdi. For ganske nylig vandrede et illustrativt ramaskrig gennem de danske medier: En undersøgelse kunne afsløre, at vi i det her land havde 50 professionelle litteraturforskere og ingen eksperter i læsning! Nu skulle man tro, at litteraturforskere var eksperter i læsning. Men eksperter i læsning skulle være forskere, der kunne lave avancerede costbenefitanalyser over forholdet mellem undervisning i læsning og elevens læsekompetence.
De kritiske offensiver mod den aktuelle videnspolitik drejer sig bortset fra den relevante polemik imod taxametersystemer ikke om, hvilken forskning, vi skal bruge penge på, men derimod, at vi ikke kommer til at leve op til Barcelonamålene for, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet, vi skal afsætte til forskning. Det er en økonomisk kritik. Som ikke udfordrer de regerende standarder for videnspolitik. Den viden, der kan kapitaliseres er god, og den viden, der er ligeså nyttesløs som 50 litteraturforskere på fuld tid, er dårlig. Nanoteknologi er godt og kunsthistorie er dårligt. De færdigheder, som kan bruges på arbejdsmarkedet, er gode. De bliver kaldt ’kompetencer’, og udviklingen af dem hedder ’ny faglighed’.

Det virker komisk, at vi legitimerer afgørende perspektiver i vores skole-, uddannelses- og forskningspolitik med henvisning til national selvopretholdelse. Som handlede det om liv eller død. Tidligere på året kunne BRFkredit offentliggøre en undersøgelse, som viste, at den gennemsnitlige formue for en dansk husstand er på 800.000 kroner. Den danske gennemsnitshusstand er ikke langt fra at være millionær. Sportsmetaforen bliver her interessant: 100-meterløberen diskuterer ikke, om han skal løbe 90, 100 eller 110 meter. Han løber automatisk sin distance. Det er hans metier. Men det danske samfund behøver ikke agere som en atlet på en defineret distance. Men vi løber som samfund en 100 meter, hvor vi altid vil være 10 meter fra stregen. Som J.E Kristensen også sagde: »Vi har skabt en idealisering af udviklingen – men det er jo bare at gøre en dyd ud af den nødvendighed, der ligger i økonomien. Vi har forklædt en slet skjult udvik-lingstvang til en udviklingshang. Det er den værste afgudsdyrkelse for indeværende.«
Vores velfærdssamfund er hverken socialistisk eller liberalistisk. Det er med henblik på de stigende uligheder og systematiske diskrimination heller ikke socialdemokratisk. Vores samfund handler om middelstandens fortsatte velstandsforøgelse. Det er svært i Danmark at få øje på aktive sociale brudflader, der kan artikuleres som politiske modsætninger. Men kampen om definition af viden og ambitionen med viden er et af de felter, hvor modstanden mod den altomfattende økonomiske interesse allerede tager sin begyndelse.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her