Læsetid: 7 min.

Ursula Crusoe

Når Ursula Munch-Petersen styrer leret, er keramik ikke bare brugskunst, men en dybtliggende kunstnerisk fortælling om naturfænomener og om kulturelle formers opståen
31. august 2004

Prismodtager
50.000 euro eller noget nær en halv million danske kroner kommer med Georg Jensen Prisen – veldædigt men velfortjent – i de hænder, som er mest kendt for at have formgivet det kulørte Ursula-stel for Royal Copenhagen, men som også i rettidigt realiseret samarbejde kunne have sat gang i en moderne koncern-produktion af dansk porcelæn, sølv og glas.
Nu blev det Ursula-stellet i beskeden fajance, som efter årelang kamp og stædighed blev Royal Copenhagens flagskib og sællert. Men Jubilæumsstellet i porcelæn og stentøj kom ikke i produktion, og udstillingsprojekt Køkkenting af glas, keramik, plastic og aluminium i samarbejde med andre kunsthåndværkere nåede heller ikke ud over unika- og prestigeudstillinger som alibi for Royal Copenhagens bagudskuende salgsstrategi.
Så der er noget grotesk ved, at det er Tuborgfondet, der står bag den internationale pris, som i dag overrækkes keramikeren Ursula Munch-Petersen. For just De Forenede Bryggerier er medansvarlig for miskmasket Royal Copenhagen, der gennem de sidste 20 år har stået for både ned- og sammenlægning, overtagelse, opkøb og frasalg af Den kgl. Porcelænsafabrik, Bing & Grøndahl, Holmegård og Georg Jensen.
Ursula langer selv ud i en efterskrift til den flotte bog, der i både dansk og engelsk udgave er kommet om hende denne sommer. Hun stiller sig tvivlende over for begreber som marketing, branding og storytelling, og den fokus på trends og livsstilsprodukter, som hos Royal Copenhagen kom i vejen for det brede kunstneriske samarbejdsprojekt om Køkkenting.
»Hvis alle gode ideer, som alle mulige mennesker får, let kunne realiseres, så ville verden blive helt oversvømmet af genstande« – skriver hun ganske vist også beskedent, men fastholder vigtigheden af at producere nyt i fortsættelse af den kulturelle tradition. Ikke som dekorativt kunsthåndværk, men i industrielt samarbejde med håndværkere og teknikere, hvis viden langsomt forsvinder i Danmark, når produktionen overføres til det billigere Østen.
Men hvorfor er den tekniske viden og håndværksmæssige kunnen så vigtig at opretholde lokalt i en globaliseret og industrialiseret verden?
Fordi den håndværksmæssige tilgang gør det muligt designmæssigt at føle sig frem, i stedet for at aflevere tegninger elektronisk til modelmageren i mobiltelefonen på den anden side jordkloden.

Ting nok
Dét er Ursulas dilemma og drivfjeder gennem hele karrieren, at håndtere et præcist og højt drevet kunstnerisk gemyt, men insistere på at drive håndelaget ind i en bredere social og kulturel kontekst, også selv om det på en fabrik er »svært at holde sine ideer klare på steder, hvor alle andre arbejder mod helt andre mål«.
»Man skal være lidt imod hver dag, og det er anstrengende« – skriver hun allerede i 1972. Og: »Hvad har vi mest brug for i vores samfund, smukke ting, specielle eller praktiske? Strengt taget er der slet ikke brug for flere nye ting. Men der er altid brug for mennesker, som kan beskæftige sig med ting med omtanke.«
Og i en anden katalogartikel fra 1996:
»Her i slutningen af det 20. århundredes Europa har det meste af vores dagligdag fjernet sig så meget fra de basale, gennemskuelige behov, at det sjældne er blevet oplevelsen af det helt grundlæggende, såsom stilhed, sort nat, hvid sne, eller en stor frisk fisk. Ved at arbejde med almindeligheder viser det sig, at det almindelige ikke er det samme som det kedelige. Sådan lyder ellers tidens sprogbrug, hvor alt skal være ’anderledes’ – men anderledes end hvad? Der menes formodentlig det almindelige. Det, som før var almindelig hverdag, er nu blevet noget dyrt og eksotisk, som økologer, designere, terapeuter, psykologer og gastronomer prøver at tage ansvaret for. Jeg vil gerne placere mine ting som forenklede almindeligheder – som symboler for en enkel, men nærværende levemåde.«
Og det har hun så prøvet med prototyper til det ene stel efter det andet, i samarbejde med tidens kogekoner og kokke, og helst afprøvet i virkeligheden som underlag til salater og rejer og bønner, med en mangfoldighed af former og farver i overensstemmelse med retternes og serveringens karakter.
Med beskeden økonomi har værkstedet hjemme ind imellem været nok til at kvætse, det vil sige trykke, de små glaserede asietter eller spiseskåle over en glat gipsform.

Øde ø
Det mest radikale eksempel på teknikken er Ursulas smørkøler. Den bygger på en gammel køkkentradition med uglaseret keramik som vandfordamper uden om en indsats til smørret. Men hun sparer mellemledet og klasker leret uden om smørpakkens staniol. Efter brænding og indvendig glasering fremstår køleren som en amorf teglklump med præcist firkantet indre og fordampende køleegenskab når den dyppes i vand.
At tænke alt forfra som på en øde ø, er hendes udtrykkelige arbejdsfilosofi. Og dermed også nøglen til forståelse af den ene side af hendes kunstneriske univers. Den øde ø rummer som billedfortælling universelle størrelser som vand, jord og ild. Oversat til keramiske størrelser er det glasur, som kan løbe ud over kanterne eller fryse til mineralsk is oven på det brændte ler.
Den anden side af universet er den formelle disciplin. Og her gælder ingen fine fornemmelser, men en forfinet blanding af form-vokabularium og håndværksmæssige spilleregler.
De forskellige sider af hendes praksis er uadskillelige, men rækker langt dybere end floskler om form og funktion eller udtryk og indhold ind i »en uskyldstilstand med mange muligheder og stor usikkerhed før grimt og smukt«. Herved er hun med spilteori og elementær billedtænkning i familie med folkene omkring Eks-kunstskolen – Gernes, Nørgaard, Kirkeby og ikke mindst sin mangeårige ægtemage, maleren Erik Hagens.
Det er også ham der har layoutet Teresa Nielsens fine bog om Ursula Munch-Petersen. Og layout er sådan set et lidt for snævert udtryk for den billedfortælling, det er lykkedes ham at sætte op af skitser og fotos og grafik, som en øjenlyst sideløbende med Teresa Nielsens kronologiske biografi og omhyggelige værkgennemgang, og så Ursulas egne billedkommentarer.
I bogens samspil bliver det klart, at det keramiske formvokabularium i høj grad er naturinspireret. Barndommen udspillede sig i Gudhjem på Bornholm under relativt beskedne vilkår, i en kunstnerfamilie med keramiske aner på moderens side og en far, der nærmest legendarisk døde i den spanske borgerkrig, da Ursula var et år – forfatteren og billedkunstneren Gustav Munch-Petersen, og Lisbeth Munch-Petersen ud af Hjort-familien med keramikfabrik i Rønne.
Klipperne og havet, vegetationen og fiskene er vigtige størrelser for en pige, der med egne ord i bogen »altid har haft en for mig selv ubestemmelig tro, der flakser rundt som en fugl på flugt. Den sætter sig af og til og hviler, når jeg arbejder harmonisk – og viden og sikkerhed kommer til mig fra universet. Men det meste af tiden flakser den forvirret rundt og søger et sted at forblive, hvor den kan synge højt. Oppe i et sikkert træ, hvor den føler sig hjemme. Mine tidligste år i Gudhjem har givet mig en form for religiøs forbundethed med helt enkle aspekter af tilværelsen. Planter, dyr og mennesker levede sammen på denne jord.«

Små ting
Bogens hovedforfatter og koordinator, Teresa Nielsen, er i det daglige leder af Vejen Kunstmuseum, Hansen-Jakobsen-museet, og med den interesse han og andre symbolister, bl.a. J.F. Willumsen, omkring 1900 viste skulpturkeramik og apokryfe glasurer, er det ikke mærkeligt, at hun har kastet sig over en nutidig om end mere funktionsbundet repræsentant for genren. Og fulgt hende gennem alle faser med slægt, uddannelse, udstillinger, prototyper, undervisning og skribentvirksomhed.
Ursula Munch-Petersen understreger i sine biografiske oplysninger til penneføreren, at den keramiske tradition i familien ikke havde betydning for hendes valg af uddannelse. Hun kunne lige så vel være blevet arkæolog eller botaniker. Og faderens virksomhed og skæbne nævner bogens hovedfigur kun som et ukommenteret fact i en billedtekst.
Bogens forfatter respekterer den biograferedes indstilling. Men for en læser og beundrer af Ursulas værk er det indlysende, at der brummer en keramisk selvfølgelighed i skærven, og et slægtskab med nogen af Gustavs billeder og strofer:
»Viben skriger/en cirkel sort/skriger en kurve hvid/i luften – saltengen drejer sig/ grøn-grå våd/med et lukket æg/i midten – «
Eller i digtet om dem fra det underste land: »overalt går de,/men i deres hænder bærer de små ting/fra det underste land – «
Selv skriver Ursula i et katalog fra 1972:
»Keramikting er små manifestationer ligesom smukke svampe, som har hver sin karakteristiske form og farve. Man betvivler ikke meningen – betydningen af deres eksistens, men føler glæde ved, at de er der. Jeg har måske nærmest ved at føle livsglæde gennem små sluttede formsymboler (svampene), der er jeg nærmest det væsentlige. Derfor må jeg prøve at manifestere den glæde ved at lave disse små ting frem for at ville forstå helhed og ønske mig at kunne udtrykke mig på mange andre måder, som ligger mig fjernere. Forstår man en klump ler helt, forstår man alt, der er fremstillet og vil blive fremstillet af ler. I en lille beholder med vand er alle vandets muligheder.«

*Teresa Nielsen: Ursula Munch-Petersen. Rhodos, 255 s.ill., kr. 250. Layout Erik Hagens, indledning Mirjam Gelfer-Jørgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu