Læsetid: 2 min.

V-borgmester: Erstat 24-års-reglen

Borgmesteren i én af landet mest indvandrertunge byer, Århus, beder nu partifælle og statsminister Anders Fogh Rasmussen, om at finde alternativ til 24-års-reglen. ’Den er ikke liberal politik,’ siger Louise Gade
16. august 2004

Velfærd – hva’ så
Kritikken af regeringens omstridte 24-års-regel, der skal bremse tvangsægteskaber, breder sig nu til statsministerens eget parti.
Borgmester Louise Gade, ét af Venstres få unge kvindelige håb, foreslår regeringen at erstatte den rigide 24-års-regel med andre tiltag, der kan bremse tvangsægteskaber.
»Jeg har det lidt svært med, at når folk er myndige, så skal staten gå ind og blande sig i, hvem man gifter sig med. Det er ikke rigtig liberal politik. Jeg synes, man skal tænke over og vurdere, om man ikke kan finde noget, som vil have samme virkning – uden at staten blander sig i, hvad myndige personer gør,« siger Århus-borgmesteren. Louise Gade er desuden formand for Venstres eget integrationsudvalg.
Århus er én af landets indvandrertunge byer med i alt 12 procent personer af fremmed herkomst og borgmesteren kender derfor konkret til problemerne med tvangsægteskaber.

Task force
En task force under integrationsminister Bertel Haarder (V) kunne for eksempel få til opgave at støvsuge markedet for ideer til andre regler, der kan hjælpe unge, der af familien tvinges ind i et ægteskab, mener hun.
Men den idé har integrationsminister Bertel Haarder ikke tænkt sig at følge: »Det ville være meget dejligt, hvis det kunne lade sig gøre at erstatte 24-års-reglen, men det kan ikke lade sig gøre. For vi har været gennem alle de tænkelige muligheder, der er. Alt er blevet belyst. Og reglen handler jo ikke kun om tvangsægteskaber, men også om de mange flere arrangerede ægteskaber,« siger integrationsminister Bertel Haarder.
Århus-borgmesterens forslag minder om De Radikales planer om at erstatte 24-års-reglen med andre tiltag, der bremser tvangsægteskaber. Planer, som De Radikale nu arbejder på.

Nødvendigt onde
Borgmester Louise Gade understreger i samme åndedræt, at 24-års-reglen bør bevares, indtil andre initiativer er sat i værk for at bremse tvangsægteskaber:
»Tvangsægteskaber det er heller ikke liberalt – det er frygteligt. Som liberal står jeg derfor i et kæmpe dilemma, det vil jeg gerne sige,« fastslår Louise Gade.
Hun har ikke selv et bud på, hvilke tiltag som skal bremse tvangsægteskaber. Og er derfor parat til at leve med den forkætrede regel.
Århus-borgmesteren peger desuden på, at 24-års-reglen heller ikke bremser tvangsægteskaber, når først de kommende ægtefæller er fyldt 24 år. Og det bør nye tiltag, der kan afløse 24-års-reglen, tage højde for, mener hun:
»Der kan være situationer, hvor faderens rolle er så stærk, at det kan være svært at undslå sig. Det kunne være interessant at finde ud af, om der også er tilfælde af tvangsægteskaber efter 24 år,« siger Louise Gade.
Integrationsminister Bertel Haarder har ikke tænkt sig at bede embedsmænd eller eksperter om at udarbejde et alternativ til 24-årsreglen:
»Jeg har indtil videre ikke set skyggen af en løsning på det her problem. Og jeg vil bede alle dem, der kritiserer om også at komme med alternative forslag,« siger integrationsministeren.

*Der venter hver familie en ekstra skatteregning på 35.000 kroner om året, hvis ikke ansvarlige politikere indstiller det danske velfærdssamfund på fremtiden.Det skriver regeringens Velfærdskommission. Men regeringen og store dele af opposition er tavs. Derfor beder Information i en ny serie fire fremtrædende yngre politikere om at give deres bud på fremtidens fællesskab i Danmark. Læs tidligere artikler i serien på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her