Læsetid: 2 min.

Våbenhvile vakler

Ekspeter advarer om, at Georgien med sin hårde linje i Sydossetien er på vej til at trække hele regionen ind i en ny blodig storkrig
18. august 2004

Ekspeter advarer om, at Georgien med sin hårde linje i Sydossetien er på vej til
at trække hele regionen ind i en ny blodig storkrig

Fredsforhandlinger mellem parterne i den georgisk – sydossetiske konflikt vil blive genoptaget i næste uge. Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA-Novosti med henvisning til kilder i den fælles Kontrolkommission for løsning af konflikten, der har deltagelse af Georgien, dens løsrivelsesrepublik Sydossetien, Rusland og OSCE. Men ikke desto mindre fortsætter skyderierne mellem georgierne og sydosseterne hver nat. Natten mellem mandag og tirsdag omkom flere georgiske soldater, og sydosseterne hævder, at georgiske bombardementer ødelagde adskillige bygninger i den sydossetiske hovedstad, Tskhinvali.
Parterne havde ellers indgået en våbenhvile fredag for at sætte en stopper for blodsudgydelserne, som i de senere uger har kostet snesevis af menneskeliv. Men våbenhvilen holdt kun i få timer. Begge parter benægter, at de selv står bag skyderierne, og begge hævder, at en ’tredje styrke’ deltager. Sydossetien løsrev sig fra Georgien midt i tumulten efter Sovjetunionens opløsning i december 1991. Republikken ønsker selvstændighed eller sammenslutning med den russiske republik Nordossetien. Rusland støtter ikke officielt Sydossetien eller den anden georgiske udbryderrepublik Abkhasien, men uofficielt holder Moskva hånden over dem, og mange af beboerne har fået russiske pas, ligesom den gangbare mønt er rublen.

Status quo bevaret
Mens Sovjetunionens tidligere udenrigsminister Eduard Sjevardnadse var præsident i Georgien, blev der bevaret en status quo i konflikterne, og parterne blev holdt adskilte af russiske fredsbevarende styrker under overvågning af OSCE.
Da Sjevardnadse sidste november blev væltet og den unge, provestlige Michail Saakasjvili kom til magten, lovede han at bringe de tre oprørsrepublikker tilbage under georgisk kontrol. Det lykkedes hurtigt og fredeligt at få republikken Adjarien tilbage med støtte i den lokale befolkning. Men Abkhasien og Sydossetien er sværere nødder at knække for ledelsen i den georgiske hovedstad Tbilisi. Både Rusland og USA er nemlig medspillere og ønsker at øge deres indflydelse i området. Mange russiske nationalister og indflydelsesrige politikere helt oppe på regeringsniveau ønsker simpelthen, at Rusland skal annektere de to republikker. USA ønsker derimod at styrke Georgien og sin egen indlydelse i Kaukasus-området.
Flere russiske kommentatorer advarer om, at Georgien med sin hårde linje over for Sydossetien er på vej til at trække hele regionen ind i en ny blodig storkrig. Vjatjeslav Nikonov, en kendt analytiker fra analyseinstituttet Fond Politika, skriver, at Moskva er alt for passiv i løsningen af konflikten, hvilket vil føre til krig. Andre tilføjer, at vi er på vej mod et nyt Kosovo-scenario, og at Georgien er hovedansvarlig for det.
Endnu en analytiker, Pavel Felgenhauer, lægger derimod hele skylden på Moskva og mafiabander, som efter hans mening styrer Sydossetien og Abkhasien. Ifølge Felgenhauer, der er fast klummeskriver i dagbladet The Moscow Times, har konflikterne intet med et folkeligt ønske om selvstændighed at gøre, men er et rent mafia-anliggende.
»Michail Saakasjvili tog skridt til at stoppe en massiv smugleroperation, som har kørt i over 10 år og er kontrolleret af den kriminelle, selvudnævnte ledelse i det såkaldte uafhængige Sydossetien, og aktivt støttet af højtstående korrupte embedsmænd i både Rusland og Georgien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her