Læsetid: 12 min.

Den værste afgudsdyrkelse for indeværende

Alle taler om videnssamfundet, men få har overvejet, hvordan viden kan være noget, der karakteriserer et samfund som sådan. Med spørgsmålet ’Hvad er Oplysning?’ ville Kant forstå sin samtid. I dag er spørgsmålet snarere: Hvad er Viden? Det mener idehistoriker Jens Erik Kristensen fra Aarhus Universitet, der ser kampen om vidensværdierne som en overset del af den aktuelle værdikamp
28. august 2004

Interview
Kapitalismens vigtigste produktionsmiddel sidder mellem ørerne på medarbejderen. Det er deres viden. Eller rettere, deres evne til at skabe værdi ved at udvikle ny viden eller kombinere eksisterende viden på nye måder. En merviden, konkurrenten endnu ikke har. Dette forhold gennemsyrer vores samfund, mener idéhistoriker Jens Erik Kristensen fra Aarhus Universitet.
»Viden er blevet den nye økonomiske værdikilde og det nye konkurrenceparameter. Det er essensen af vidensøkonomien, hvor arbejde er blevet til ’videnskabelse’, arbejdsdeling til ’vidensdeling’ og medarbejderen til en ’vidensarbejder’, hvis menneskelige ressourcer og kompetencer skal plejes og videreudvikles«, siger Jens Erik Kristensen.
Vi befinder os i et videnssamfund, hvor viden er blevet nøglen til at forstå ikke blot økonomien, men samfundet som sådan. Spørgsmålet er da: Hvad er viden? Og hvorfor begynder et samfund at beskrive og forstå sig selv som et videnssamfund. Svaret griber om sig.
»Viden er måske noget af det mest selvfølgelige, men samtidig noget af det mest dunkle i samfundet i dag,« siger Jens Erik Kristensen. »Der er bred enighed om, at vi befinder os i overgangen fra et industrisamfund til et ’videnssamfund’. Men der mangler i påfaldende grad forskning i, hvad dette egentlig betyder. Ikke blot for økonomien, men for samfundet som helhed. For pædagogik og uddannelse og for vore begreber om viden og videnskab. Meget af den nyere videns-retorik har indtil videre været økonomisk. Viden har fået en umiddelbar økonomisk betydning. Dette afspejler sig bl.a. i et utal af nye økonomiske videns-udtryk: Videns-kapital, videns-management, videns-deling, videns-regnskaber og så videre. Og indsigten i, at viden er blevet nøglen til økonomisk værdi og vækst har massivt bestemt den politiske dagsorden de seneste år. Viden, vækst og velfærd, som det hedder i regeringens udspil til erhvervs- og uddannelsespolitik, der i praksis er ved at blive sammenfaldende.«
Som konsekvens af det nye forhold mellem viden og økonomisk værdi er der sket noget med selve vidensbegrebet og den måde viden produceres og cirkulerer i samfundet. Ifølge Jens Erik Kristensen er viden generelt i færd med at ændre status og betydning i overgangen til videnssamfundet og vidensøkonomien. Den antager f.eks. økonomiske former som vare, produkt og værdikilde. Det er bestræbelsen på at kommercialisere og kapitalisere den samfundsmæssige videnskabelse. Samtidig mener han, at viden og videnskabelse i dag er intimt forbundet med nye pædagogiske dagsordener så som idéen om livslang kompetenceudvikling og læring.
I takt hermed tillægges viden værdi på nye måder og tidligere vidensformer og vidensidealer pensioneres. Det er ikke lærdom eller visdom, almendannelse eller paratviden, der bliver de mest værdsatte former for viden i videnssamfundet.
»På trods af, at den økonomiske betydning af videnskabelig forskning tiltager, er videnskabelig viden også hastigt på vej til at miste sin status som den højeste form og norm for viden. Det hænger sammen med, at viden i dag skabes så mange andre steder og i andre former end på de traditionelle forskningsinstitutioner«, siger Jens Erik Kristensen og tilføjer:
»Det betyder, at viden i stigende grad går fra at være et offentligt gode til at blive en privat vare og ressource. Og det har sat de offentlige vidensinstitutioner under pres for at tilpasse sig.«
»Det afgørende er ikke at besidde sikker, pålidelig eller uforgængelig viden, men at kunne omsætte, anvende og udvikle sin viden i praktiske sammenhænge. Skole- og uddannelsessystemet skal ikke længere kun udstyre os med faglige kundskaber og kvalifikationer; de skal servicere vores læring og fremme udviklingen af vore kompetencer og så videre.«
»Man opererer i dag med et vidensbegreb, der fokuserer på selve processen i skabelsen af viden. Nøgleordet er ikke længere videnskab, men vidensskabelse eller vidensudvikling i forbindelse med praksis. Påstanden er, at alle samfundets professioner og institutioner er blevet vidensbaserede i den forstand, at de forsker i deres egen praksis og udvikler deres egen viden – eventuelt under inddragelse af videnskabelig viden. Denne udvikling afspejler, at flere og flere arbejdsområder i det offentlige og i det private ikke længere er fastlagt ved rutiner, sædvaner eller forskrifter. I stigende grad skal man selv reflektere over det, man laver og begrunde hvorfor. Man skal udvikle viden i forbindelse med sin jobfunktion. Viden har her fået karakter af reflekteret handlingsviden. Vi er gået fra et teoretisk til et praktisk paradigme for viden. Det er en anden af de bærende idéer i påstanden om, at vi befinder os i et videnssamfund,« forklarer Jens Erik Kristensen.

Ifølge Jens Erik Kristensen tyder meget således på, at vores forhold til viden generelt er ved at ændre sig.
»Viden værdsættes og fremmes efter andre målestokke end tidligere, men det afgørende er, at der står strid om disse værdsættelser. Denne strid udgør videnssamfundets ’videnspolitik’, hvor det handler om de implicitte eller eksplicitte acceptregler for viden, der gøres gældende på forskellig vis. Det er ikke blot i sundhedssektoren eller i skolen, der kæmpes om hvilken viden, der er acceptabel eller skal fremmes. Videnspolitik er heller ikke reducerbar til uddannelses- eller forskningspolitikken. Som følge af videnssamfundets generaliserede vidensproblematik udspiller videnspolitikken sig i dag principielt på alle niveauer.«
»Kampen om vidensværdierne og acceptreglerne for viden er som sådan en del af kultur- og værdikampen. Indtil videre har denne kamp dog været domineret af den afpolitiserende økonomisk vidensretorik. Den har der været konsensus om, fordi den henviser til nationens selvopretholdelse i den globale konkurrence,« siger Jens Erik Kristensen.
Videnssamfundet er en skæbne – ikke en utopi, mener Jens Erik Kristensen. Der er ikke nogen, der har gjort det til et fremskridt eller et mål i sig selv at komme over i et videnssamfund. Det er en skæbne, der overgår os i lighed med globaliseringen, og den er grundlæggende båret af den samme økonomiske fatalisme. Det skaber blandt andet nogle problemer for de offentlige forskningsinstitutioner, mener Jens Erik Kristensen.
»Universiteterne og de andre forskningsinstitutioner har tidligere fungeret som offentlige institutioner, hvor man forskede og udviklede viden for videns egen skyld. Dermed ikke sagt, at det ikke skulle være nyttig viden, men med forestillingen om, at erkendelsens nytte skulle være en datter af erkendelsens sandhed. Man kan diskutere om det altid har forholdt sig sådan. Men det nye skred er, at man udvikler viden med umiddelbar henblik på nytte og anvendelighed,« siger han og fortsætter.
»Det betyder, at man blandt andet på universiteterne skrider fra, at sagen bestemmer, hvad der forskes og undervises i, til, at det er eksterne referencer, der bliver det bestemmende for, hvad der skal forskes og undervises i. Hvem har brug for den her viden? Hvem har brug for denne forskning og disse uddannelser? Og hvad kan vores kandidater når de kommer ud?« siger Jens Erik Kristensen.
»Dette skred kommer blandt andet til udtryk i den såkaldte ’ny faglighed’. Det er et koncept udviklet i Undervisningsministeriet og markerer en kopernikansk revolution i uddannelsestænkningen. Alle fag skal beskrive og indrette deres faglighed i henhold til, hvilke relevante kompetencer, det udstyrer deres kandidater med i forhold til det aktuelle arbejdsmarked. Hvordan kan dette fag bidrage til at udvikle den enkeltes kompetenceprofil,« siger Jens Erik Kristensen, og mener, at denne model er en glidning fra kvalifikationer til kompetencer.
»Før kunne vi sige, at når du har taget denne uddannelse er du kvalificeret i det eller det. Du kan ’noget’, og du har papir på, at du er god til noget. Men på arbejdsmarkedet spørger man i dag: er du god til det rigtige – dvs. det de forskellige arbejdssituationer kræver af dig. Og er du god til at omstille dig?«

For Jens Erik Kristensen er problemet ved denne glidning fra kvalifikationer til kompetencer, at kompetencer er stærkt individualiserede og personlige, og derfor svære at lave forskningsbaserede uddannelser efter. For det handler netop om at kombinere din faglige og din personlige udvikling.
»Når du skal ansættes vil man vide, hvad du kan, men også hvem du er,« siger Jens Erik Kristensen.
I videnssamfundet vil vi have folk, der er fleksible, omstillingsparate og i stand til konstant at generere viden. Derfor behøver vi blot kompetencer, så man kan udvikle sig og omstille sig. Det handler om at udstyre folk til at selv at kunne generere ny viden, og det har en menneskelig konsekvens.
»Med denne model bliver en hel afgørende ressource – det menneskelige. Den humane kapital bliver afgørende for en virksomheds evne til at skabe værdier. Og når kapitalismens vigtigste produktionsmiddel sidder mellem ørerne på medarbejderen, betyder det, at man bliver nødt til at drage omsorg for sine medarbejdere. Man bliver nødt til at humanisere sit arbejdsliv, fordi man skal realisere medarbejdernes menneskelige ressourcer, for at frembringe ny viden og innovation,« siger Jens Erik Kristensen, og peger på, at dette giver virksomheden en helt ny rolle i samfundet.
»For at få mest muligt ud af medarbejderne iværksætter man medarbejderomsorg, og virksomheden bliver lige pludselig til et pædagogisk institution. Det er overraskende, at man fra den front har fået en melding om, at det kan være virksomhedens overordnede mål at skabe hele mennesker. Rousseaus klassiske opfordring ’Bliv menneske!’ skal i dag foregå i arbejdslivet. For få årtier siden var vi endnu enige om, at arbejdslivet som følge af arbejdsdeling og udbytning var et nødvendigt onde og som sådan fremmedgørende for mennesker. Man var henvist til at realisere sig selv andre steder,« forklarer Jens Erik Kristensen.
»I dag er det ikke noget problem. Du skal bare få dig et job i en moderne virksomhed, så sørger de for at udvikle dig til et helt menneske. Virksomheder i dag bliver en dannelsesanstalt, hvis vi antager, at tanken om dannelse er spørgsmålet om at forene det at blive menneske og en oplyst borger,« siger Jens Erik Kristensen og eksemplificerer:
»Grundfos direktør Jørgen Clausen har sagt, at Grundfos ikke laver pumper, de laver hele mennesker. Og før man griner af det, må man stoppe op og sige, ‰ ‰hvorfor siger han egentlig det? Hvad er der om det? Jo, det er blevet en nødvendighed i lønsomhed. Den ypperste ledelseskunst i dag er at lede folk til selvledelse.«
– Men er det i virkeligheden ikke en lykkelig situation for både arbejdsgiver og arbejdstager. En win-win-situation?
»Det er så det næste spørgsmål. Før man falder i svime over virksomheders omsorg for deres ’menneskelige ressourcer’, bør man overveje, om det nu også er så velgørende at blive bestemt og behandlet som et stykke ’menneskelig ressource’? For hvor kommer tanken om at mennesket først og fremmest er en ’ressource’ fra? Den kommer fra økonomien, og den kræver, at du accepterer, at du er en knap ressource, der er til for blive udnyttet. Heri ligger med andre ord et bestemt menneskesyn, der har gjort kernen i din menneskelighed til en ressource. Den rimer lidt for godt med tanken om, at nu har vi i to hundrede år udnyttet de naturlige ressourcer – nu kommer turen så til den intensiverede udnyttelse af de menneskelige ressourcer. Det er det, der er det nye vækstgrundlag. Det handler om at få de menneskelige ressourcer til at udvikle sig og helst udvikle sig selv på en gunstig måde – og helst helt fra børnehaven og frem.«
– Men hvis midlet til at optimere arbejdskraften rent faktisk er til menneskelig gavn for medarbejderne, er det så ikke en lykkelig situation?
»Måske. Men man kan godt diskutere, om det er lykken at blive til en menneskeressource. På den anden side kan man jo heller ikke nægte, at arbejdslivet er det sted, hvor rigtig mange af os realiserer os. At arbejdslivet er blevet humaniseret. Men spørgsmålet er jo: Er det så også den fuldbyrdede humanisme? Her bliver det kompliceret igen, for enhver kan se, at det ikke kun er for medarbejdernes menneskeligheds skyld. Det blander sig med en økonomisk kalkule.«
– Humanismen fungerer altså alene på kapitalismens præmisser?
»Der er næppe nogen, der vil benægte, at der ikke er tale om den pureste humanisme. Men er det alt andet lige ikke bedre end dengang, hvor industriarbejde var fremmedgørende og undertrykkende, rutiniseret og fordummende? Jo, man kan i hvert fald ikke udefra sige, at det var bedre, da industriarbejderen blev røvrendt af industrien, og da arbejdslivet rummede klare fronter og klassemodsætninger. I dag har man mudret de fronter og konflikter godt og grundigt sammen, så virksomhederne i virkeligheden fremstår som små menigheder eller kulturer orienteret mod den fælles frelse,« siger Jens Erik Kristensen.

Hovedpulsåren i videnssamfundet skal altså findes i økonomien. I de postindustrialiserede lande findes der ifølge Jens Erik Kristensen næsten ikke noget arbejde, der ikke kræver en refleksion eller vidensgenerering i aktiviteten. Det betyder også, at befolkningens vidensniveau er blevet voldsomt hævet.
»Men man kunne godt spørge: Er videnssamfundet et mere vidende og et mere myndigt samfund? Nej, de er blot mere kompetente,« mener Jens Erik Kristensen.
»Kompetenceudviklingen er i dag bestemt som livslang. Man starter allerede ved fødslen, fordi man fødes som kompetent barn, og det slutter ved døden, hvor man ofte dør af misligholdelse af sine sundhedskompetencer. Så det er en tanke om, at man hele tiden er på vej og konstant er i udvikling gennem læring,« forklarer Jens Erik Kristensen.
Den oprindelige tanke om myndigheden er knyttet til en forestilling om modenhed. Du kan blive voksen og myndig og betjene dig af din egen fornuft. Denne tanke har ændret sig, mener Jens Erik Kristensen og uddyber:
»På den ene side forfremmer vi børn til at være små myndige væsener fra de er helt små. Fra de kan åbne munden er de i en eller anden forstand selvforvaltende og selvbestemmende. På den anden side bliver vi aldrig voksne og myndige. Vi forbliver unge i den forstand, at vi skal forblive i en udvikling. I modsætning til Kant prioriterer vi i dag det kompetente menneske. Kompetence er i sin oprindelige form – før det blev til et pædagogisk begreb – en forestilling om en beslutningsmyndighed. Men den dimension er faldet fra til fordel for forestillingen om, at kompetence er lig handlekapacitet. Evnen til at handle, inkluderet din evne til at omstille dig. Vi er blevet omstillingsparate mennesker, men ikke nødvendigvis mere myndige. I hvert fald ikke i den forstand Kant talte om det, som et mål for opdragelsen. Vi har sgu ikke noget mål for opdragelsen længere. Vi opdrager ikke børn længere. Vi drager omsorg for en livslang kompetenceudvikling – en læring. Derfor er min pointe: Spørgsmålet om hvad oplysningen er i dag, er blevet til spørgsmålet om hvad viden betyder. Hvad betyder kompetencer? Viden er handlingskapacitet. Det er hvad, der betyder noget i dag,« slår Jens Erik Kristensen fast.
»Konsekvensen af denne situation er, at vi strengt talt ikke kan oplyse folk længere. Vi lever i autodidaktismens tidsalder. I selvoplysningens tidsalder. Der er ikke nogen, der skal komme og oplyse mig om noget. Her har du bagsiden af ansvaret for egen læring.«
»Den mest dominerende ideologi i dag er udvikling,« siger Jens Erik Kristensen og gentager: »Udvikling, udvikling, udvikling. Det afgørende er at være i udviklingen. Før var vi på vej til at realisere et eller andet – det gode samfund eller velfærdsstaten. Men tanken om, at vi er på vej hen mod noget, hvor vores stræben skal kulminere i en samlet forståelse er forsvundet. Vi ankommer ikke længere. Vi har skabt en idealiseringen af udviklingen – men det er jo bare at gøre en dyd ud af den nødvendighed, der ligger i økonomien. Vi har forklædt en slet skjult udviklingstvang til en udviklingshang. Det er den værste afgudsdyrkelse for indeværende.«

Serie
Oplysning som opposition
*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den europæiske offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler i denne artikelserie med danske og internationale filosoffer, forskere, politikere og kommentatorer om den miskrediterede oplysning
Læs tidligere artikler på
http://tema.information.dk/oplysning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her