Læsetid: 3 min.

Velmenigheden

9. august 2004

»Hvad fanden skal vi med SF?«
Camilla Burgwald, folketingskandidat for SF, i Information i onsdags

NU har vi i dagens avis ladet spørgsmålet gå videre til selveste formanden for SF’s folketingsgruppe, Aage Frandsen. Anledningen er de fem punkter, han har sat på dagsordenen for sit partis måske sidste sommergruppemøde før næste folketingsvalg: daginstitutioner, folkeskole, grøn omstilling, flere jobs og tid til omsorg. Hvad alle andre, partier såvel som medier, også betragter som mærkesager med »grøn omstilling« som måske eneste undtagelse, men snart kræver Connie Hedegaard vel også lidt pyntegrønt? Skulle det være svaret på Camilla Burgwalds bramfri spørgsmål, om SF overhovedet udgør alternativet eller oppositionen til noget som helst? Et spørgsmål, som Information sin pæne natur tro selvfølgelig transponerer til kammertonen:
– Hvor er buddet på de systemforandrende reformer?
»Jamen, de er der da stadig,« lyder svaret. Ganske overraskende, i betragtning af at de ikke er sat på dagsordenen. Men det skal de skam heller ikke, for »det er bare ikke særligt let at kommunikere i en valgkamp«, forklarer gruppeformanden. »Der handler det mere om en form for hverdagspolitik.« Som SF deler med ethvert andet velmenende mainstream-organ. »Men alle ved jo godt, hvad vi står for,« forsikrer han om sit partis systemforandrende bud – til åbenbart alene søndagsbrug.
– Kan du give eksempler på, hvor samfundet skal forandres grundlæggende?, fortsætter Information.
»Ja, vi bliver f.eks. nødt til at lægge vores produktionsformer og forbrugsmønstre om for at sikre en bæredygtig udvikling. Vi skal også forholde os til, hvordan vi kan sikre, at alle har et meningsfyldt arbejde, som gør, at de kan opretholde en anstændig levestandard, og vi er også nødt til at arbejde for at mindske den stigende globale ulighed.«
Men den slags skal folk altså ikke belemres med under en valgkamp.

UDEN at vide om Camilla Burgwald har fået svar på sit spørgsmål, tilfredsstiller SF’s valgkamp, som den tegner sig i skrivende stund, i hvert fald næppe forfatterne til den nye udgave af Grænser for vækst – Limits to Growth, The 30-year Update – som Information omtalte på forsiden i weekenden:
»Den globale udfordring kan udtrykkes enkelt. For at nå bæredygtighed må menneskeheden øge forbrugsniveauet blandt verdens fattige, mens man samtidig reducerer menneskehedens samlede økologiske fodaftryk. (...) Intet moderne politisk parti har opnået bred politisk opbakning til et sådant program, i særdeleshed ikke blandt de rige og magtfulde, som kunne skabe plads til vækst blandt de fattige ved at reducere deres eget fodaftryk. Reelt vokser det globale fodaftryk dag for dag. (...) Det er en trist kendsgerning, at menneskeheden i det store og hele har spildt de senest 30 år med ørkesløse debatter og velmenende, men halvhjertede svar på den globale økologiske udfordring,« skriver Dennis L. Meadows og Jørgen Randers.
Velmenigheden sejrede.
Taberen blev politik, økonomi (natur)videnskab, teknik, kunst og journalistik, som beskæftiger sig med de virkelige udfordringer. Der næppe kan sammenfattes kortere og mere præcist, end hvad George Monbiot gjorde her i bladet sidste mandag: »Den grundlæggende vanskelighed er, at der aldrig er nogen, der er gået til kamp for økonomisk nedgang. Ingen er gået på gaden for at råbe ’Vi kræver mindre, vi kræver mindre’. Folk fører altid kampagner for at få mere af noget.« Flere goder at gøre godt med. Til f.eks. daginstitutioner, folkeskole, flere jobs og tid til omsorg...

LALLEOPTIMISTISK kunne det lyde at håbe på oppositionel erkendelse af grænser for vækst under dog det ene punkt, Aage Frandsen kalder »grøn omstilling«. Punktet dukkede da også sent op på dagsordenen. Men sandheden er, at SF’s ledelse udmærket véd, at Meadows, Randers og Monbiot har ret.
»Vi har overtrukket vores naturlige kassekredit,« konstaterede SF-formanden Holger K. Nielsen for mindre end to år siden. Ikke alene i folketingssalen under en åbningsdebat men også nedenunder på Christiansborg i Fællessalen, hvor SF samtidig holdt sin egen erklærede »alternative åbningsdebat«. Så alternativt skulle og burde det være. Siden har det stort set været gemt bort til søndagsbrug, fordi det ikke egner sig til velmenighedens hverdag – og valgkamp.
Nu dukker det måske op igen?

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu