Læsetid: 6 min.

’Venner, vi er på borgernes side’

En sommerlig Fogh går uden manuskript til kamp mod tolerancen, falder i Jelveds fælde – og udtrykker forståelse for Holger K.’s sure svigermor
9. august 2004

V-sommertræf
Venner!« råber statsministeren ud over forsamlingen. Det er en overrumplende indledning, for selv blandt 900 af Venstres mest trofaste tilhængere, samlet til partiets sommertræf i Roskildehallen, synes respekt snarere end venskab at være båndet til Fogh.
Overrumplende er det også, at Fogh afleverer sit 45 minutters indlæg uden manuskript. Med brynene rynket i intens koncentration trækker han lange, velformede ordkæder op af sit indre, mens han spankulerer frem og tilbage langs kanten af podiet:
»På borgernes side. Det er overskriften på vores sommertræf i dag. På borgernes side – det er lige præcis dét, vi er. Vi foretrækker menneskene frem for systemet.«
»Vi sagde til vælgerne: Venner, der er en række konkrete punkter, vi vil indgå en aftale med jer om. Det var en kontrakt, og den har vi opfyldt.«
Han gestikulerer kraftigt, og med den slanke skikkelse iført kortærmet lys skjorte og højtsiddende sorte bukser ligner han en flamenco-danser, som han skridter scenen af.
»Der er blevet 14 milliarder mere til offentligt forbrug, end da vi trådte til. 14 milliarder ekstra. Det er da en sjat penge. Der er også kommet 14.000 ekstra offentligt ansatte. Der er måske nogle, der siger, at det skal vi ikke prale med. Men det viser, at vi ikke har været en nedskæringsregering.«

Bagning af kager og kringler
Fogh fortsætter: »Man behøver ikke skære ned for at sænke skattetrykket. Man skal bare skubbe balancen. Hvis vi bager en større kage til fordeling, er der mere at dele ud af. Det gælder om at få magten og holde den længe nok til, at man kan sætte sine spor.«
»Der er en forskel på det falske fællesskab og det ægte fællesskab. Det falske er det, hvor den enkelte tror, at fællesskabet er til for at hive ud af. Det ægte fællesskab er det, som man selv bidrager til. Vi har nok haft for meget af det falske fællesskab.«
»Hvis de indvandrere, vi har, kom i job i samme omfang som danskerne, så ligger der her 50.000 arbejdspladser. Det vil også være bedre for deres selvværd, ikke mindst med den kulturelle baggrund, indvandrere har. Det kan godt være, man kan bage en kringle uden at være ekspert i engelsk og matematik.«
Fogh kaster et diskret blik på uret. Så giver han sig til at tale om, hvad han ser som forskellen mellem tolerance og frisind:
»Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed: Man skal bare tolerere alt. Frisind er noget andet. Først og fremmest, at man har en holdning. Men netop, fordi man holder utroligt meget af sit eget og det, man selv tror på, så vil man, at andre skal have samme mulighed. Lad mig give et eksempel,« siger Fogh og fortsætter:
»Hvis integrationen skal være vellykket, så skal indvandrerne forstå, at vi har nogle værdier, vi ikke vil lave om på: demokrati, lighed mellem mænd og kvinder. Bryder man sig ikke om at leve efter disse principper, er der mange andre steder i verden, man kan slå sig ned. Til gengæld er det ikke en liberal regerings opgave at lovgive om tørklæder og badeforhæng.«
»Frihed er retten til forskellighed. Danskhed er andet og mere end frikadeller. På borgernes side. Mennesket frem for systemet. Det er visionen for det 21. århundrede,« slutter Fogh og forlader i rask gang podiet.

’Jamen, hvad skal de lave?’
I den efterfølgende spørgerunde siger en ung Morten Jensen fra Hvalsø om integration:
»Glemmer vi ikke at se indad? Da du, Fogh, sagde, at vi skal have indvandrere i arbejde, sagde en dame ved siden af mig: ’Jamen, hvad skal de lave?’ Og med den holdning får vi aldrig indvandrerne i arbejde.«
Til det svarer Fogh:
»Jeg er enig i, at det handler også holdningsmæssigt drejer sig om at bryde nogle barrierer ned. Det, der må tælle, er kvalifikationerne, evnen og viljen til at gøre en indsats.«
Emnet indvandrere vender tilbage under eftermiddagens partilederdebat mellem Fogh, Marianne Jelved (R), Pia Kjærsgaard (DF) og Holger K. Nielsen (SF).

Jelved og Fogh sætter fælder
Det foregår på den måde, at Marianne Jelved og Anders Fogh sætter fælder for hinanden, mens Pia Kjærsgaard hepper.
Marianne Jelved lægger ud med at forberede en fælde for Fogh. Hun siger:
»Jeg vil gerne rose forsvarsminister Gade for at sige: ’Konventioner kan ikke gradbøjes.’ Og det, mener jeg, gælder for alle konventioner. Der skal være en mulighed for, at danskere, der har arbejdet i udlandet, kan vende tilbage og bosætte sig med deres familie. I min begrebsverden er det en statsborgers ret.«
Fogh går uden om Jelved fælde og sætter selv én:
»Nu må vi have klarhed over: Er det et ultimativt krav fra R for at støtte en S-ledet regering, at S afskaffer 24-års reglen?«
Jelved søger at sammenbygge de to fælder til én stor fælde til Fogh:
»Det handler ikke om 24-års reglen. Så enkel er verden ikke. I 1999 har Danmark været med til at beslutte, at der i Europarådet skal være en menneskerettighedskommissær. Han har besøgt Danmark og aflagt en rapport. Jeg går ud fra, at regeringen til Folketinget afleverer en fuldstændigt klar beretning, der imødegår kommissærens kritikpunkter. Det Radikale Venstre vil ikke legitimere en regering, som ikke overholder de konventioner, vi selv har skrevet under på.«
Pia Kjærsgaard indskyder:
»Jamen altså helledusse da. Borgerne har krav på at få at vide, hvad De Radikale vil.«
Fogh undlader at besvare Jelveds opfordring til en officiel imødegåelse af menneskerettighedskommissærens kritik.

Alle tiders vælgerbedrag
Fra salen sættes flere fælder for Jelved. En vred Venstre-mand fra Lejre siger:
»Jeg beder dig bekræfte, at dit parti er i gang med at forberede alle tiders vælgerbedrag. Vi skal holdes hen indtil valget. Men vi forlanger at få at vide: Vil De Radikale kræve lempelser af udlændingeloven?«
Jelved svarer: »Vi kræver – og så må I gerne kalde det ultimativt – at partierne forholder sig til de 11 kritikpunkter, som menneskeretskommissæren rejser.«
Igen rykker hun Fogh for et løfte om en officiel regeringsberetning til Folketinget. Det får hun så. »Vi kan ikke have den slags hængende i luften,« siger Fogh.
»Det tilsagn var hele dagen værd,« siger Jelved med sin fælde fyldt.
»Vi har gode svar på alle punkter,« siger Fogh.
Imens har Holger K. sat en fælde for Pia Kjærsgaard. I sit første indlæg fik hun sagt:
»Vi går ind for lokale folkeafstemninger. Folkeafstemninger er i det hele taget noget, jeg kan anbefale varmt.«
Holger K. slår til:
»Vi vil i Folketinget søge at samle 60 underskrifter, så vi kan få folkeafstemning VKO-aftalen om at ændre den kommunale struktur. Når Pia Kjærsgaard så varmt går ind for folkeafstemninger, går jeg ud fra, at hun støtter forslaget.«
Pia Kjærsgaard smutter uden om: »Det ville være absurd at stoppe et lovforslag, vi selv står bag. Det er jeres alliancepartner, Socialdemokratiet, I skal henvende jer til. Men de vil jo ikke.«
Holger K.: »Det går jo ikke at bruge Socialdemokraterne. Det er et centralistisk, forstenet parti…«
Her bliver han afbrudt af bifald fra salen, inden han når at fortsætte:
»… på mange måder.«
Holgers sure svigermor
Holger K. skynder sig at hakke tilbage på Pia Kjærsgaard:
»Hvad er der blevet af den halve milliard ekstra til pensionisterne, som I afsatte sammen med regeringen? Den er hovedsageligt blevet brugt til bureaukrati rundt omkring i kommunerne. Min svigermor er sur, for hun har ikke mærket noget til forbedringen for pensionisterne. Hun har ikke fået nogen ældrecheck. Ikke nogen skattelettelse. Det er hun sur over, og det går ud over mig,« siger Holger K., og han lyder vitterligt som en plaget mand.
Fogh griber chancen:
»Nu kender jeg jo ikke Holgers svigermor. Men det er jo sådan, at man for at være i godt humør skal være omgivet af glade mennesker. Noget tyder på, at Holger ikke er nogen humørspreder.«
Salen brøler af grin.
Pia Kjærsgaard hægter sig på:
»Ja, en glad mand spreder glæde omkring sig. Siden 2001 har du været ret sur, Holger. Og jeg satser på, at det forbliver sådan.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her