Læsetid: 4 min.

Ventetid

Stilheden er markant i hospitalets venterum
9. august 2004

Stikord
Stedet er Rigshospitalets øjenklinik en fredag morgen. Hvad jeg naivt troede var en personlig mødetid, viser sig jo at være den almindelige åbning af modtagelsen. Nogle er allerede ankommet. Jeg slutter mig med en let øjenskade til den ventende og stadigt voksende skare. Det tager ikke så lang tid at blive kaldt ind til den første observation hos sygeplejersken. Men så tager den egentlige venten fat, før lægerne får tyndet ud i rækken af håbefulde patienter. Patience! siger jeg til mig selv.
Jeg har forsømt at tage læsestof med og er henvist til de indre resurser, da lokalet eneste eksemplar af en avis har været raden rundt, Urban, der kun leverer nogle få kendte nyheder og en smule andet næringsfrit avisstof.
Eksemplarets karakter af opbrugthed er efterhånden synlig som en skævt sammenfoldet bunke af slidte ord og billeder. Timerne går uden megen variation. Enkelte patienter kommer ud og sætter sig igen til rette med den særlige hospitalsresignation, der nedsætter livsudfoldelsen. Den står i modsætning til den professionelle travlhed og venlighed i receptionens glasbur, der blænder synet med sin store glasrude ud mod den uanfægtede verden og de højere luftlag.

Pling!
Stilheden er markant, hver sidder krummet om sin egen venten og lette uro og skaber denne underligt tørre atmosfære, understøttet af de stadige pling! fra elevatordørene, når de går op og trækker blikkene til sig som forkerte signaler om befrielse. Gulvfladen foran er scene for et ordløst teater, en hvidklædt mand i træsko skubber en vogn foran sig læsset med en metalstige, nogle rør og hvide stoffer. Lidt senere går en anden hvidklædt diagonalt over scenen med en seng på hjul og med hele genhænget af apparatur. Sengen er tom.
Kvinder i kitler med rollehæfter i hånden går på kryds og tværs, tavse budbringere. Snart må nogen sige et ord og få spillet i gang. Nu kommer en læge ind med et papir og siger: Mona Larsen? Der sidder tre midaldrende, runde damer, der ser ud som om de lige har lagt cerutterne. En af dem rejser sig og siger: »Jeg hedder altså Monna!«
Replikken skaber bevægelse blandt alle os statister eller tilskuere til dette Harold Pinter-lignende spil. Vi vender os meddelelseslystne mod hinanden: Min nabo siger, at nu vil hun altså gerne snart hjem til Roskilde, og som var det magi, træder en Falck-mand ud af elevatoren og spørger, hvem det er, der skal til Roskilde. Der går en trækning over det blinde ansigt hos min statuariske nabo til den anden side. Hun har ventet i timer på hjemtransport, skæbnevant.
Et indisk par er dukket op i elegante dragter og konverserer på et fjernt sprog. Manden med Urban-avisen siger noget til dem på dansk, og de svarer muntert i hans velkendte tungemål og kommer derefter straks ind til konsultation, hvorefter de forlader scenen.
Der nu gået fire timer af en ventetid, forlænget af akutte tilfælde og frokostpauser.

Litterært
Jeg afsdøger min litterære hukommelse for hospitalsskildringer. Den værste, jeg kan komme i tanker om, fremdrages hos Rilke i Malte Laurids Brigges Optegnelser, der åbner i Paris og fint matcher Lars von Triers vision af Riget, hvor der også hele tiden ankommer vogne med dyster last. Hos Rilke kommer til Hôtel Dieu »disse små forbandede vogne« med deres »ualmindeligt inciterende mælkeglasruder, bag hvilke man kan forestille sig de herligste dødskampe. Selv en portners fantasi slår til.« Det er et sprog hængt op i fortvivlelsens galge under digterens satire over, at de fleste nægter at dø deres egen død. Javel, det er ikke sagen denne fredag i øjenafdelingen.
Men udenom i dette vældige bygningskompleks af lidelser og helbredelser afgøres uden ophør skæbner, som man kun abstrakt tager del i, indtil de personligt anfægter den nu dilaterede pupil, man eksempelvis sidder med, eller som i overført forstand spærres op, når det værste rykker nær.
Der går henved fem timer, inden den travle, unge læge kan rette det særlige lys mod min nethinde, som sidder pænt fast, men er stribet af et uvornt blodkar som et abstrakt maleri. Det var indtrådt dagen før og netop under betragtning af udstillingsbilleder, som ikke ville det ondt. Samme dag som jeg havde afsluttet et skrivestykke med en sluttelig omtale af Thorkild Bjørnvigs stordigt »Ravnen« og dens finale med både regnbuehinde og fuglen i den åbnede pupil.
Som et anet mønster i ventetidens øde og mærkeligt tomme næreksistens løb den indre og den ydre scene sammen hin fredag, hvor alle ville hjem, og systemet langsomt ophævede sig selv. Da jeg gik, sad Urban-manden endnu som en af de sidste og stirrede mod forløsningen med en grå stær som figur i øjet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu