Læsetid: 3 min.

Vild i varmen

11. august 2004

NÆST EFTER EGEN LYKKE er andres ulykke ikke at foragte, hed det i den gamle tegneserie om storvesir Iznogood, der kunne fylde mange album med sine mislykkede forsøg på at blive kalif i stedet for kaliffen.
Så ihærdigt som nogen turbanklædt Iznogood forsøger Angela Merkel at blive tysk kansler i stedet for kansleren. Hendes chancer står noget bedre end storvesirens, og hendes ideer fejler heller ikke noget:
Med stor snilde var det lykkedes hende at erobre tronen som de konservatives ubestridte leder i Tyskland. Udnævnelsen af den nye forbundspræsident Horst Köhler var mest af alt hendes triumf – tilsidesættelsen af alle gamle rivaler i hendes parti. Efter den lektion i strategisk magtanvendelse burde folk som den bayriske leder Edmund Stoiber (CSU), Hessens ministerpræsident Roland Koch (CDU), den tidligere gruppeformand Friedrich Merz (CDU) og andre mulige rivaler klappe i. Burde.
Fra præsidentkåringen skulle hendes personlige sejrstog gå videre til udformningen af en timet og tilrettelagt CDU-plan for Tysklands økonomiske redning. Skulle. En konsekvent, gennemanalyseret, socialt afbalanceret reformplan ville overbevise vælgerne om de konservatives særlige evner og føre direkte til magten i Berlin om senest to år. Ville.

KALIFFENS – DET VIL sige kansler Schröders – ulykke er til at få øje på. Hans parti har nu i mere end et år befundet sig i en ødelæggende identitetskrise, der lader sig koge ned til spørgsmålet: Hvorfor skal vi socialdemokrater have ansvar for regeringen, når vi ikke må føre socialdemokratisk politik?
I stedet for velfærd har der de seneste år været en bunke veksler at forvalte, kun med den største modvilje kastede Schröder sig ud i reformarbejdet for halvandet år siden og truede sit parti til at følge med.
Helhjertet var det aldrig – og som det altid går med et arbejde, når lysten mangler; det blev udført i sidste øjeblik og var sjusket, svært at forsvare, fuld af fejl.
Intet under at SPD-vælgere i millionvis og snart 100.000 partimedlemmer tog flugten. Nogle af de bortløbne agter endog at grundlægge et nyt, ægte socialdemokrati til venstre for SPD – et projekt som Schröders onde ånd, tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine ser på med hævnblandet velvilje.
Om partiprojektet lykkes er tvivlsomt. Den tyske spærregrænse på fem procent forhindrer effektivt opblussende folkestemninger i at manifestere sig parlamentarisk, men på den anden side er blot et par mistede procent til ’det nye socialdemokrati’ dyre for et trængt SPD, der ikke har råd til at miste en eneste stemme.

TIDEN ARBEJDEDE med andre ord for Angela Merkel, der så sig omtalt som Tysklands kommende konservative kansler, men så gik der SPD i CDU.
I løbet af sommeren viste det sig nemlig, at alle de rivaler, som Merkel mente at have sat skakmat, blot tog hul på et nyt spil.
Edmund Stoiber fra Bayern signalerer, at han fortsat er et godt bud på en konservativ kansler. Makkerskabet mellem Merkel og de liberales leder Guido Westerwelle (FDP) tror han slet ikke på – og da slet ikke efter at Westerwelle i juli outede sig som bøsse og forlangte ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle!
Hessens Roland Koch og den tidligere gruppeformand Friedrich Merz, som Merkel væltede i 2002, rører også på sig.
Når det gælder arbejdet med den timede redningsplan for Tyskland, er CDU-CSU kørt endegyldigt fast i person- og interessekonflikter. Og selv den Hartz IV-reform, som betyder færre penge til langtidsledige, og som de konservative selv stemte for i parlamentet, tager de nu afstand fra.

FORKLARINGEN? Tyskerne er blevet alvorligt bange for fremtiden efter vedtagelsen af Hartz IV; og hvor der står en gruppe skræmte vælgere, står der også en medfølende oppositionspolitiker. De seneste dage har flere højtstående konservative krævet lempelser af Hartz-reformen – den reform de selvsamme konservative for et par måneder siden ikke kunne få gjort hård nok.
CDU vil pludselig vise social ansvarlighed og overhaler SPD venstre om. Under indtryk af sommerens højtryk følger nu en sandstorm af krav til og kritik af reformerne.
Omtanke kan der i sagens natur ikke ligge bag, kun et voldsomt profileringsbehov hos de højtråbende konservative, der frygter den vælgerdom, som hidtil synes forbeholdt socialdemokrater. Men de populistiske udmeldinger dementerer ikke alene indtrykket af de åh-så-regeringsmodne konservative, de tyder også på så fatal en mangel på politisk konsistens, at et regeringsansvar burde være udelukket. Et helt parlament er ved at afvikle sin troværdighed denne sommer.
Så frisk mod, Oskar. Som du ved, er andres ulykke ikke at foragte.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu