Læsetid: 6 min.

Vildsvin og følsom spagnum

Lille Vildmose fredet som autoriseret autentisk nationalpark
11. august 2004

Mosebryg
»Mon ikke De skulle starte med at læse på lektien?« – lød det det syrligt i den anden ende af ledningen. Direktøren for Pindstrup Mosebrug var tydeligvis ikke indstillet på at medvirke i sidste sommers muntre ’Opringninger’ her i avisen.
Fredningen af højmosen var for alvor aktuel, og spagnumproduktionen dermed truet. Opringningen til fabrikken skulle gå på spørgsmålet, om ikke de besøgende i Lille Vildmose synes, det er sjovere at se på tørveskrælning af højmosen syd for Limfjorden, end at få et tåget vildsvin eller en sky kongeørn i kikkerten?
»Det kan vi nok ikke være uenige om!« – lød svaret.
– Jamen, hvorfor vil De så ikke sige noget om dét i en helt uskyldig sommerserie?
»Fordi der står alt for store økonomiske interesser på spil i det fredningskrav, som Naturklagenævnet snart skal tage stilling til!«
Lektielæsningen, amtets avisudklip og kopier af svar på de forskellige indsigelser, viste sig at være en tyk stak.

Hoppetur i mosen
Samme tid året efter, denne sommer 2004, har Naturklagenævnet så nået at besigtige, og tænke vinteren over, og omsider vedtaget en sammenhængende fredning af Lille Vildmose. Og forhandlet til flere sider for at holde den samlede erstatning på 38 mio. kr.
Men lige netop Pindstrup Mosebrugs 50 år gamle favorable grave-aftaler er der ikke taget endeligt stilling til. Omkring 30 lokale jobs kan forsvinde, hvis fabrikken finder de fremtidige konditioner mindre fristende og vælger at flytte gravning og produktion af spagnum til havebrug og pottemuld til baltiske moser med lav arbejdsløn.
Foreløbig bliver klynerne lige som i de sidste mange år lagt planmæssigt til tørre i lange lige rækker som afskårne spagnumbjælker, umbrabrune, sorte og skimmelhvide på lave stribede moseflader under Østjyllands høje himmel. Tipvognene og de gule maskiner ruller videre. En rovfugl har taget stade på en af de store stakke langs sporene, og på den anden side af vejen lyser tidsler og rævehaler violet i solen mod blå- og bleggrønne skrænter langs den tidligere kystlinje langt inde i landet.
Fredningsplanen er, efter 15 års tovtrækkeri, at sikre den rest af højmose, der endnu er tilbage, og at genoprette spagnumen på de fenner, lokale godser og siden staten i tidens løb har drænet frem med henblik på tørv, græsning og agerbrug. To drænede søer er sat under vand igen, til glæde for skarver, traner og andefugle, og en tredje nydannet sø på vej i forbindelse med fredningen. Men giver en nationalt støttet naturpark flere arbejdspladser end mosebruget?
De lokale kender godt herlighedsværdierne og nyder synet af en kongeørn på græsplænen under aftenstide eller en gyngende mosetur uden for gravearealerne. Og der lurer også en vis skepsis over for turistindustriens gyldne drømme om klynger af amatørornitologer hængende ud af nye fugletårne, eller strømme af vildtbegejstrede langs hegnene til fortsat utilgængelige skovarealer for at få glimt af de indespærrede dyr, der tidligere stod til privat rådighed for adelig trofæjagt.
Kronhjort og vildsvin kan man allerede få på tallerkenen i Mou Hotels restaurant, og urokse kommer til med de nyfredede arealer langs mosebruget, der bliver mere tilgængelige og mindre reservatprægede end de nuværende indhegninger, Høstemark mod Nord og Tofte mod Syd, som fredningen binder sammen. I alt ca. 10 kilometer i længden og fem i bredden.

Sø og fond
Højmosen er den primære grund til fredningen. Den er så sjælden i EU-sammenhæng, at det er et 20 år gammelt fugle- og habitat-spørgsmål, hvordan resterne kan bevares, og de afgravede områder regenereres, så det særlige dyre- og planteliv sikres.
Højmosen er en svamp af spagnum, som vokser sig tyk og fugtig og godt kan brede sig igen, hvis dræningen stoppes. Men spørgsmålet er så, om dén gendannelsesproces bedst sker på dybt afgravet areal – som Pindstrups praktiske direktion påstår – eller på et højere graveniveau – som universitære højmosespecialister hævder. Og det kommer nu an på en prøve, ude i selve mosen, på to fugtige trehundredemeter baner, som i løbet af de kommende år skal vise, hvem der har ret i, hvor der først og bedst viser sig fornyede tegn på spagnumvækst.
Eksperimentet er iværksat af det lokale genopretningsudvalg, hvor Pindstrup Mosebrug og Danmarks Naturfredningsforening ikke er de eneste aktører i spillet. Nordjyllands Amt er også en vigtig instans, og Åge V. Jensens Fonde, som købte ind af arealerne nordpå og sydpå, da Schlüter-regeringen for 10-15 år siden ville sælge ud af mosen, og private interesser fandt indhegnede rettigheder fredningstruede.
Og selv om der med Jensen-midlerne er tale om fondskøb til naturbevarelse, følte planlæggere i amtet sig ikke sikre på, om den hellige mose på længere sigt var sikret. Fondens dispositioner kunne ændre sig, og naturbeskyttelseslovens §3 vise sig for svag på andre arealer i området, så en sammenhængende fredning forekom naturinteressenterne nødvendig.
Endelig er der lokale landmænd, som ved udsigten til fredning og genopretning af det samlede område ser sig truet på brødet – eller på gyllen rettere sagt, og kunstgødningen. For tanken om Lille Vildmose som et af pilotprojekterne for kommende nationalparker stiller andre krav end svineavl og monokultur. Der skal græsses eller dyrkes økologisk.
Nu kan man i sorte øjeblikke få den tanke, at forestillingen om otte-10 nationalparker er den liberale regerings påfund som aflad for at nedlægge amterne og dermed regionplanlægningen. Men det er ikke entydigt tilfældet! De udpegede pilotområder rundt om i landet er resultatet af forrige regerings miljøinitiativer og tidligere underskrevne EU-direktiver – men nu med særlig vægt på, hvordan man lokalt kan blive enige om at forvalte en nationalpark.

Kroner og arter
Vildmosegårds, eller rettere Grev Schimmelmanns, flotte barokbygning i Lille Vildmose er center for Nordjyllands Amts indsats, og for Sejlflod Kommunes naturvejledning. Der arrangeres begrænsede ture ind i de indhegnede områder og drives kursus- og oplysningsvirksomhed.
Vilde dyr og planter har højere prioritet end økonomisk vækst. Arternes mangfoldighed har det store ord, og dét er en kovending i forhold til mange årtiers produktive landskabssyn.
Guldaldermaleren J.TH.Lundbyes romantiske danske prospekter var udtrykkeligt baseret på et trøstende samliv mellem husdyr og mennesker, topografi og civilisation. Det er en pointe, som senere tiders postromantiske naturfredningsfolk glemte.
Maleren E.Struckmann eksempelvis, der var en af Poul Henningsens hovedmodstandere i hans kamp for at se Danmark som moderne, med smuk cementproduktion og høje rygende skorstene langs Limfjorden. Sådan ligger landet i hans Danmarksfilm fra 1935, med både jazz og asfalterede veje.
I dag, hvor marginaljorde og iltsvind er gængse ord, hvor skovdrift ikke længere er rentabel, men pejsebrænde importeres billigere fra de nye østlande, er det svært som funktionalist og produktionsromantiker at finde kursen. Det skal ingen hemmelighed være. For på den ene side er gældende ejerforhold miljøurimelige og produktivformerne urentable, og på den anden side står der sentimentalt uproduktive natursyn på spring bag hver liden tue og hveranden brede bøg.
Arternes mangfoldighed er vigtig. Men spørgerunder om, hvad slags billeder bymennesker foretrækker under søndagsnaturen, med eller uden hhv. kronhjort, gavntræer, pyntegrønt eller skovsø, er som forbrugeranalyse en øredøvende trommesal mod nye og tidssvarende opfattelser – landskabskunstnerisk set.
Det grundsyn, en ny kunstnerisk landskabspraksis skal planlægges over, må være en kombination af 1.) topografisk kritisk røntgenblik, 2.) respekt for arternes overlevelse gennem hegn eller bredere biopassager, og endelig 3. )en vilje til at se hele landskabet – dyrket eller marginaliseret, med både vildskove og bølgende marker af nye typer afgrøder – som en stor veldyrket have med varierede bede.
Derfor behøver nationalparker ikke være sentimentalt truende, hvis man blot opfatter dem som storparceller på linie med andre slags marginaliserede eller dyrkede storparceller landet over.
Men med den siddende regerings stormløb på regionplanlægningen, og den tidligere miljø- nu fødevareministers hoverende opfattelse af snæver kommunalpolitik som det sande og derfor tilstrækkelige demokratiske grundsyn, var et nyt eller revideret kunstnerisk syn på landskabet noget nær en politisk umulighed.
Måske man burde ringe tilbage til direktøren for Pindstrup Mosebrug eller sende ham en avis for at fortælle, at nu er der læst på lektien, og at en omskrivning af H.C. Andersens linier om heden som kornmark herefter er til disposition i kulturkampen om landskaberne:
»Skynd dig, kom, om føje år tørven som naturpark står!«

Natur
De nye nationalparker
*Hvor langt skal de nye nationalparker dyrkes baglæns? Til istiden eller bare før hedens indvinding? Og hvad med det funktionelle landskabssyn – skal det bare skrottes, så pletvis idyl erstatter generel regionplanlægning? Isoleret natur – er dét, hvad fredning drejer sig om?
»Skynd dig, kom, om føje år tørven som naturpark står!« (Citat: H.C. Andersen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her