Læsetid: 6 min.

’Virkeligheden er kommet til Danmark’

Danske soldater har ingen idé om, hvad der venter dem i et krigsområde, og tortursagen mod den danske kaptajn Annemette Hommel udstiller behovet for et opgør med et forældet og inkompetent forsvar, mener militærsociologen Claus Kold
12. august 2004

»Krig er forfærdeligt. Krig lugter. Dyr og mennesker ligger og rådner. Folk brækker sig og skider i bukserne af angst. Lort og affald hober sig op overalt. Sådan er virkeligheden i en krig.«
Den 45-årige militærsociolog Claus Kold forudså allerede for flere måneder siden, at tortur kunne finde sted i den danske lejr, og han er ikke et øjeblik i tvivl om hvorfor. Soldaterne er ganske enkelt ikke forberedt på, hvad der venter dem.
»De danske soldater er alt for unge, og som konstabler er de udelukkende trænet til at trænge ind på fjenden og nedkæmpe den. Derfor bliver forvirrede. Er de demokratiets repræsentanter, er de konfliktløsere, er de krigere? Dem, de fanger, hvem er de? Er de krigsfanger, hvad skal der ske med dem, og hvilke internationale konventioner er de underlagt?«
»I stedet for at udføre den opgave, som de har mandat til, falder soldaterne tilbage på centrale rutiner fra militæruddannelsen, som er udviklet til brug i regulær krig. Derfor bliver de langsomt part i konflikten, og lokalbefolkningen bliver fjenden«, siger Claus Kold.
Han var indtil 1. april ansat på Forsvarsakademiet, hvor han blandt andet underviste i ledelse og færdiggjorde sin p.hd.-afhandling om udsendte, danske soldaters reaktionsmønstre på baggrund af feltstudier under krigen i Kosovo. I dag stempler han det danske forsvar som inkompetent og forældet.

Gruppedannelse og hierarki
Når unge soldater sendes til et krigsområde, bliver sammenholdet i den gruppe, som soldaterne får et tilhørsforhold til, ifølge Claus Kold, vigtigere end den opgave, de er sendt ud for at løse.
»Uniformen gør noget ved din evne til at adskille dig fra andre. Når du tager uniformen på, bliver du repræsentant for et system. Gruppen bliver en del af dig, når du bliver en del af gruppen.«
Claus Kold mener, at denne proces får soldaternes moral til at skride, og at det militære hierarki bærer en stor del af ansvaret.
»Gruppen tømres ikke sammen i kraft af, at soldaterne får en god uddannelse og bliver udsat for god ledelse. Tværtimod formes fællesskabet i trods mod lederne, mod soldaternes overordnede. De menige soldater får kun det mest nødvendige at vide, og det er kernen i deres fællesskab. De er nederst i hierarkiet, de har meget få muligheder for at ytre sig, og de har ingen indflydelse på, hvordan tingene fungerer.«
Systemet er ifølge Claus Kold designet til at lære soldaterne at håndtere frygt og angst. Derfor råber og skriger befalingsmænd af dem fra første dag i militæret. Det er meningen, at de skal blive rasende, og at deres raseri skal rettes udad – mod fjenden.
»Den gamle krigers ritualer bliver fremmet, og hvis opgaven ikke er ordentligt defineret, kommer ritualerne i centrum. Derfor begynder soldaterne ofte at se lokalbefolkningen som fjender og lade deres opsparede vrede gå ud over dem. De får den der ’os mod dem’-indstilling og mister gradvist den moral, de har med hjemmefra. Til sidst kæmper de primært for deres kammeraters skyld.«
– Hvordan fik det de danske soldater til at reagere under krigen i Kosovo?
»Soldaterne udviklede blandt andet racistiske tendenser, som de højst sandsynligt ikke havde med hjemmefra. Jeg hørte dem tale nedsættende om lokalbefolkningen, kalde dem dyr og ’Jalla’er’, og på toiletdørene kunne de for eksempel finde på at skrive: ’Hvorfor bliver vi ikke udsendt til Nørrebro, der er lige så mange ’perks’ som her’.«
»Der er i det hele taget mange drengerøvsritualer i et krigsområde. I Kosovo kørte de unge drenge rundt med billeder af dødningehoveder på bilerne. De gav deres mandskabsvogne markeringer for antallet af indsættelser, de havde vundet, og havde generelt en brovtende adfærd. I fritiden dyrkede de bodybuilding, spillede krigsspil og så pornofilm, så man tror, det er løgn.«
»Når jeg tog en soldat med ind i et rum og interviewede ham, kom jeg i kontakt med individet. Så kunne han reflektere over sine oplevelser og sin egen rolle i krigen. Men så snart han forlod rummet, var han igen bare en del af kampgruppen med faste rutiner, roller og funktioner.«

Et forældet Forsvar
Ifølge Claus Kold er ikke kun hierarkiet, men også dårlig uddannelse og træghed i det militære system skyld i, at udsendte, danske soldater misforstår deres opgave og ofte håndterer den uprofessionelt.
»Under uddannelsen lærer de udsendte soldater intet om konflikthåndtering, sociologi og kulturmøde. Hvis man i dag spørger en officer, hvad hans kompetence er, vil han sandsynligvis svare: ’Jeg kan slå mennesker ihjel og ødelægge ting’, men at være i et krigsområde handler om meget mere end det. Det handler blandt andet om at kunne skabe tillid, om at kunne forebygge og om at kunne håndtere kriser og løse konflikter.«
Claus Kold ser flere paralleller mellem krigen på Balkan, den igangværende Irak-krig og Vietnamkrigen, hvor ubevæbnede civile, gamle mænd og kvinder blev skudt, fordi besættelsesmagtens soldater mistede overblikket over, hvad deres mission gik ud på.
»Hvordan skal disse unge, uerfarne mennesker kunne håndtere de situationer, de kommer ud for? Jeg har ikke kendskab til en eneste krig, hvor krigens love ikke er blevet overtrådt, og det er jo ikke tilfældigt.«
– Soldaterne sætter livet på spil. Er det så ikke nogle gange nødvendigt for dem at optræde med autoritet og vise, hvem der bestemmer?
»I en afhøringssituation er der behov for at forstå den, man afhører. Der er ikke brug for hårdhed, der er brug for empati, men det er ikke noget, man lærer i militæret.«
»Og skal man køre frem med en kampvogn, hvis der er den mindste konflikt, eller vil det bare optrappe konflikten? Skal soldater altid optræde i kampuniform, hvis deres opgave for eksempel er at forebygge angreb og konflikter, eller er det kun med til at gøre situationen værre?«
Den enkelte soldat har ifølge Klaus Kold et personligt ansvar, men overgreb i forbindelse med udstationering i et krigsområde er primært resultatet af et mønster, som Forsvaret producerer:
»Det her handler om en forkert organisationsstruktur og om en krigerkultur, som har eksisteret i flere hundrede år. Nu skal den anvendes i forhold til globaliserede konflikter og fungere som konfliktløser, og det er den ikke gearet til.«
»Systemet er baseret på indarbejdede rutiner. Det bygger på lydighed og autoritet, men de dyder fungerer ikke længere andre steder i samfundet, og derfor er de uden legitimitet. Det er ganske enkelt et forældet system.«

Virkeligheden til Danmark
– Hvad er løsningen på Forsvarets problemer?
»Canada oplevede en situation, hvor en afrikaner døde under en afhøring. Det skabte voldsom debat i befolkningen, og forsvaret blev tvunget til at gøre op med de gamle værdier. Man kan håbe, at den seneste tids oplysninger fra Irak og den efterfølgende debat tvinger det danske forsvar til et lignende opgør.«
»Hjemme i Danmark bliver soldaterne fremstillet som demokratiets repræsentanter – som folk, der er gode til at tale med lokalbefolkningen. Både medier og politikere roser soldaterne og fremhæver deres fantastiske egenskaber. Med tortursagen er virkeligheden kommet til Danmark. Nu er der gået hul på bylden, og uddannelsesniveauet for de danske soldater vil formentlig både overraske og støde mange civile danskere.«
Som beskrevet i Information i forgårs har Claus Kold foreslået, at regeringen hurtigst muligt nedsætter et krisestyringsgruppe bestående af eksperter, som på en række områder kan udvikle det danske forsvar fagligt og sikre, at de soldater, som fremover sendes til krigsområder, er forsvarligt uddannet, kender deres opgave og er klar over, hvad de vil blive udsat for.

FAKTA
Klaus Kold
*45-årige Klaus Kold er militærsociolog og har skrevet sin ph.d-afhandling »en modstander – som skal hjælpes« på baggrund af feltstudier i Kosovo. Afhandlingen fremsætter en omfattende kritik af Forsvaret. Claus Kold har undervist i konfliktløsning blandt andet på Politiskolen og Center for Konfliktløsning. Han arbejdede seks år i Forsvarsakademiet (FAK), men sagde op 1. april, efter at hans forskning blev stoppet, og han fik at vide, at han som ansat på FAK ikke måtte fremsætte kritik af Forsvaret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu