Udsyn
Stridbar er statsministeren. Anders Fogh Rasmussen fornøjer sig ved at yppe kiv. Hans embede indebærer selvsagt, at han skal træffe upopulære beslutninger, men det er ikke nok for Fogh. Han går gerne en omvej for at træde nogen over tæerne.
Usædvanligt for en statsminister. De fleste politikere, der nået op i dette høje embede, bestræber sig på at fremstå vidtfavnende. Det lå naturligt for Anker Jørgensen, og Poul Schlüter kunne på gode dage dæmpe sin bidskhed, så den fremstod som frisk humor. Poul Nyrup Rasmussen kan snarest beskyldes for at overdrive landsfaderligheden. Fra ham kunne det favnende føles som befamlende.
Men når Fogh rækker armene ud, er det for at smække lussinger.
Denne ejendommelighed kom også frem ved Foghs 45 minutters tale ved Venstres sommertræf sidste weekend. Talen var uden manuskript, så den sprudede direkte fra
hans indre.
Indledningsvist talte han om fællesskab. Et emne, som politikere gerne optræder med, fordi det udglatter og forsoner. Karakteristisk for Fogh brugte han det til at sætte lus i skindpelsen.
Fogh sagde:
»Der er en forskel på det falske fællesskab og det ægte fællesskab. Det falske er det, hvor den enkelte tror, at fællesskabet er til for at hive ud af. Det ægte fællesskab er det, som man selv bidrager til. Vi har nok haft for meget af det falske fællesskab.«
Der er noget konstrueret ved opdelingen, og den efterlader det indtryk, at ordet fællesskab hos Fogh skaber ganske mange negative forestillinger.
Endnu mere konstrueret blev det, da han gav sig til at tale om den forskel, han opfatter mellem tolerance og frisind:
»Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed: Man skal bare tolerere alt. Frisind er noget andet. Først og fremmest, at man har en holdning. Men netop, fordi man holder utroligt meget af sit eget og det, man selv tror på, så vil man, at andre skal have samme mulighed.«
Umiddelbart er Foghs ord det skinbarligste vås. Ordene tolerance og frisind betyder nogenlunde det samme.
Et opslag i Gyldendals Fremmedordbog giver om »tolerance«:
»Fordragelighed over for anderledes tænkende, tålsomhed«.
27-binds værket Ordbog over det danske Sprog forklarer tolerance således:
»Forsonlig, fordragelig holdning, optræden, tænkemåde, især: forsonlighed, fordragelighed over for anderledes tænkende eller troende, liberalitet, tålsomhed.«
Ha! Det er altså liberaliteten, Fogh lægger for had! Han er jo ikke uvidende om den almindelige forståelse af ordet tolerance. Når han fører sin kampagne mod tolerance, skyldes det, at der er noget, andre tolererer, som han ikke vil tolerere.
Ironisk er det, at Fogh søger sin tilflugt i ordet frisind. Ordbog over det danske Sprog oplyser, at det kommer fra tysk og er indført i det danske sprog af Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø. Typer, som statsministeren næppe ville føle sig ganske tryg ved at være på ideologiskole hos.
Den kulturradikale understrøm i »frisind« bekræftes af et opslag i Encyklopædien, der fortæller, at foreningen Frisindet Kulturkamp var en »dansk kulturradikal forening 1935-39, som samlede især intellektuelle til kamp for demokratiets idealer og mod fascismen«. I foreningens tidsskrift optrådte navne som Hans Bendix, Peter P. Rohde, Elias Bredsdorff, Poul Henningsen og Inger Merete Nordentoft. Næppe navne, som begejstrer Fogh. Ej heller ville de se ham som deres nutidige arvtager. Der går ikke nogen frisinds-linje fra Poul Henningsen til Anders Fogh Rasmussen. Men det er ikke svært at forestille sig, hvad PH ville have ment om AF.
Hvis man ud over de politiske
associationer vil finde en betydningsforskel mellem frisind og tolerance, skal man forestille sig en rubrikannonce med to mulige tekster. Den ene:
»Til bofællesskab søges frisindet person.«
Den anden:
»Til bofællesskab søges tolerant person.«
Jo, der er en forskel. Den frisindede forventes at tage del i udskejelserne sex, hashrygning, hvad det nu er. Den tolerante kan nøjes med at affinde sig med dem.
Den samme betydningsforskel ligger på engelsk mellem open minded og tolerant.
Tolerant er netop den, der som i ordets latinske udspring tåler noget. Af den frisindede forventes noget andet og mere.
Den forskel skal man gøre sig klart, inden man tager stilling til, om man vil tolerere Anders Fogh Rasmussen, eller om man vil gøre ham til genstand for sit frisind.
Ellers kan man ende i høet med ham. Ganske uforvarende.
