Læsetid: 11 min.

Vores børn skal vælge selv

Havde det været i dag, så var Leyla og Hasan ikke blevet gift på grund af 24-års-reglen, for Leyla var 20 år, da parret giftede sig i 1996. De to har ikke selv valgt hinanden. Det er deres forældre, der har arrangeret ægteskabet. Leyla accepterede det, mens Hasan aldrig rigtig blev spurgt
30. august 2004

2. SEKTION (Studiestart 2004)

Interview
Leyla og Hasan mødte hinanden første gang til en bryllupsfest i familien: »Hun er din fætters datter,« fortalte Hasans mor til sin søn. Som god skik er, bød han efter en halv
times tid sin fjerne kusine fra Danmark op til dans. Festen foregik i familiens hjemland Tyrkiet, hvor Leyla var på sommerferie.
De to unge havde aldrig mødt hinanden før, men de faldt alligevel hurtigt i snak efter dansen. Ingen af dem gjorde sig på det tidspunkt overvejelser om, at de engang selv skulle være centrum for en bryllupsfest.
Hasan havde i forvejen en anden kæreste, som han havde kendt, siden han var dreng. Leyla var på det tidspunkt kun 17 år gammel og tænkte endnu ikke i de baner.
Men familien bemærkede, at de to talte godt sammen, og begyndte at lægge planer for de to unges fremtid.
Hjemme i Danmark gik Leyla stadig i folkeskole. Det har altid ligget i luften, at hendes familie ville finde en passende mand til hende og gerne en slægtning fra Tyrkiet.
Mens de stadig var på ferie i Tyrkiet, spurgte Leylas mor hende, om Hasans familie måtte komme på besøg for at give hånd som symbol på, at de to unge var forlovet.
Leyla sagde i første omgang nej. Efter nogen tid blev nej’et dog til et okay.
Hasans forældre kunne derefter komme på besøg og bede om at få Leyla som kone til deres søn.
»Til sidst sagde jeg okay. Og så kom de til en kop kaffe, og så var vi forlovet,« fortæller hun nøgternt. Hun sidder i sofaen over for Hasan i parrets fælles hjem i Danmark og fortæller historien.
I dag føler Leyla, at hun fik en reel valgmulighed af sine forældre. Hvis hun havde fastholdt sit nej, var hun ikke blevet gift med Hasan, men det har på den anden side
heller aldrig været på tale, at hun kunne vælge frit, hvem hun ville gifte sig med.
Hasan fortæller derimod, at han aldrig blev spurgt. Hans forældre planlagde brylluppet for Hasan til trods for, at de udmærket var klar over, at han selv ønskede at gifte sig med den kæreste, han havde kendt, siden han var 12 år. Han taler med en accent, der afslører, at det er hans kone, der er født og opvokset
i Danmark, mens han selv først er kommet hertil som voksen.

Økonomisk afhængig
Hasans forhold til barndomskære-sten varede hele vejen igennem gymnasietiden, indtil hun startede på universitetet, og helt frem til at hans forældre begyndte at lægge andre planer:
»Da hun hørte, at mine forældre planlagde bryllup for mig, gav det problemer mellem os,« fortæller Hasan. Han var dog villig til at trodse familien og gifte sig med sin
kæreste.
Men kærestens familie viste også modstand:
»Min kærestes far var utrolig rig. Hun kom fra byens rigeste familie, mens jeg kommer fra en normal middelklassefamilie,« fortæller Hasan. Han tænder en cigaret og åbner døren, så røgen ikke hænger i den nymalede stue.
Hasan fornemmede, at kære-stens far lagde et stort pres på hende. Han og kæresten forsøgte i lang tid at modstå presset fra familierne, men måtte til sidst give op:
»Verden blev strammere, og det blev mere og mere presset. Til sidst sagde jeg til hende: ’Hvis du vil giftes med mig, kan jeg godt sige nej til min familie. Kan du?’« spurgte han.
Hun svarede: »Nej, det kan jeg ikke,« fortæller Hasan. Hvis hun fortsat ville læse på universitetet, måtte hun følge sin far, som betalte for hendes uddannelse.
»Det var et stort universitet, som kostede mange penge. Hun tænkte også på sin karriere, og så gik vi fra hinanden,« siger Hasan.
Han kunne ikke tilbyde sin kæreste at hjælpe hende økonomisk.
Efter gymnasiet blev han ansat i en forretning, hvor han kun tjente nok til sine egne lommepenge. Senere startede han dog sin egen virksomhed, der gav så meget overskud, at han kunne bidrage til familiens økonomi, men det var ikke nok til at gøre ham uafhængig af forældrene.
»Til sidst sagde min mor, at de havde forlovet mig med en anden. Mine forældre har aldrig spurgt mig. Da de sagde, at jeg skulle giftes med en anden pige, mistede jeg min ekskæreste, og så var jeg helt alene.«
Hasan viser med hænderne, hvordan magtbalancen i familien forskød sig.
Leyla bryder ind i fortællingen:
»Ej, de kom da og spurgte dig,« siger hun korrigerende.
»Jeg kan ikke huske det,« svarer Hasan blot og slår ud med armene. Men det var ikke kun et spørgsmål om klasse og familietilhørsforhold, der var afgørende for, at Hasans
familie ønskede ham gift med sin danske kusine. Familien er kurdisk, og som politisk aktiv har Hasan været chikaneret af det tyrkiske politi og endog været udsat for tortur. Problemerne med forældrene, tabet af ekskæresten og de politiske problemer fik til sidst Hasan til at acceptere ægteskabet.
»Til sidst overgav du dig,« lyder det konstaterende fra Leyla.
Da beslutningen endelig var taget, følte Hasan trods alt, at en byrde blev lettet fra hans skuldre.

Ud af min butik!
Efter næsten tre års forlovelse blev Leyla og Hasan gift i Tyrkiet.
På det tidspunkt var Hasan i gang med at aftjene sin værnepligt i det tyrkiske militær, og Leyla var ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent i Danmark.
Fire måneder efter rejste Hasan til Danmark for første gang. Han havde hørt om landet fra familien. Hasans far havde lige som flere af onklerne arbejdet i Danmark i 1970’erne. Men det var ikke det nye land, Hasan var optaget af at lære
at kende:
»Jeg ville gerne til Danmark for at lære Leyla at kende. Det var det eneste, jeg tænkte på. Når først jeg havde lært hende at kende, kunne jeg tænke på at lære landets sprog og kultur,« fortæller Hasan.
Det var ikke rigtig til diskussion, om parret skulle bo i Danmark eller i Tyrkiet. Leyla sagde dengang til Hasan:
»Hvis du har lyst, kan du komme her. Jeg kommer ikke.«
Den første tid gik med, at de to skulle lære hinanden at kende på et helt basalt niveau.
Den måde, den anden sad på og talte på, var små kilder til irritation:
»I starten var det svært, at han ikke kendte sproget og reglerne her,« fortæller Leyla. I hjemmet taler de både kurdisk, tyrkisk og dansk.
I starten blev hun også irriteret over hans måde at tale tyrkisk på.
»Når jeg talte tyrkisk, sagde hun, at jeg lød som en damesekretær,« fortæller Hasan, mens han blinker med det ene øje til Leyla.
»Det var et meget fint sprog, du havde,« glatter Leyla ud og griner. Det er tydeligt, at den første tids stridigheder i dag er lagt på hylden.
De første seks måneder efter Hasan var kommet til Danmark gik han derhjemme i deres første lille lejlighed på kun 20 kvadratmeter.
Leylas mor opfordrede Hasan til at tage sig af det huslige arbejde til stor irritation for ham.
Han svarede hende, at han mente, at han godt selv kunne finde ud af, hvad han skulle lave derhjemme.
Hasan var også trist over, at han i den første tid uden arbejde ikke havde mulighed for at sende gaver hjem til familien.
For selv om han og Leyla var gift, skelnede de mellem, hvad der var hendes og hans penge.
Svigermoren blandede sig i flere og flere af parrets problemer. I dag kan Hasan godt se, at det var naturligt nok, at Leyla gik til sin familie, da forholdet voldte problemer, men dengang følte han sig til sidst nødsaget til at give hendes familie forbud mod at vise sig i deres lille hjem:
»Ud af mit hus. Ud af min kiosk,« lyder det i dag spøgende fra Hasan med henvisning til Tuborg–reklamen, hvor Zlatko Buric spiller en temperamentsfuld indvandrer, der smider kunderne ud af sin kiosk.

Tæt på skilsmisse
Selv om de begge kan grine af konflikterne i dag, var situationen dengang så tilspidset, at de overvejede at gå fra hinanden.
En lørdag, hvor Hasan kom hjem fra arbejde, sad Leyla og græd. De havde på det tidspunkt været sammen i 18 måneder.
»Hvorfor græder du,« spurgte han. Leyla er i dag ikke meget for at fortælle om episoden. Hasan fortæller, at hun dengang sagde til ham: »Hvis vi snakker med hinanden på den måde, kan vi ikke være gift mere.«
Hun havde allerede fortalt sine forældre, at hun overvejde at forlade Hasan. Hendes forældre havde derefter ringet til en af hans brødre, som bor i Tyskland.
»Jeg blev rigtig sindssyg og sagde, at de ikke måtte komme i huset mere,« siger Hasan.
I dag er stridighederne helt glemt.
»Vi har en hjemmegrundlov om, at hvis vi har problemer med hinanden, skal vi snakke om det og finde en løsning.«
Hasan har stadig svært ved at komme overens med sin svigermor, som kun bliver inviteret til højtider, eller når der er en særlig anledning. Han slår armene ud, som om han skulle til at give et knus og fortæller, at sådan gør han stadig ikke med sin svigermor.
Til daglig er hun heller ikke velkommen. Noget af det, der var svært i starten, var også, at forventningerne ikke helt svarede til virkeligheden:
»Selvfølgelig havde man nok forventet, at han havde lidt mere erfaring, fordi han er fem år ældre, og så er han meget stædig,« siger Leyla.
»Jeg tror, at jeg er meget kræsen,« indskyder Hasan.
»Det hele skal være ti-fire. Ellers bliver jeg dårlig. Alt i hjemmet skal være meget fint. Det var et problem for hende, for hun lavede ikke noget derhjemme,« fortæller han.
Det var ikke, fordi han forventede, at hun skulle lave det hele.
I starten var det ham, der lærte hende at lave mad og stryge og klare andre huslige opgaver.
I en familie uden døtre var det naturligt, at han både lærte at kokkerere, sy og brodere. Deres hjem er da også meget ryddeligt og pænt. Der er kun få billeder af familien og lidt nips på reolen.
»Jeg siger nogle gange til hende, at hun har giftet sig med en pige,« siger Hasan drillende. Leyla er ikke helt enig i, at det er ham, der har lært hende alt om husligt arbejde.
Hun mener godt, at hun kunne finde ud af at lave mad, inden de blev gift, men medgiver, at han er skrappere til at sy.
Da krisen i forholdet var værst, valgte de at blive sammen, fordi de på det tidspunkt havde investeret mange kræfter i at lære hinanden at kende:
»Der var en strøm imellem os,« siger Hasan med en accent, der gør det svært at forstå, hvad han mener. »Der var elektrisk strøm,« forklarer han.
I dag seks år efter har de fundet den kærlighed i forholdet, som manglede i starten. Men Hasan har stadig ikke sagt til Leyla, at han elsker hende.
»Jeg siger aldrig: ’Jeg elsker dig’. Hvis jeg siger, ’jeg elsker dig’, må man ikke tro på min mund. Jeg siger også til hende: Du behøver ikke sige, at du elsker mig. Jeg ved godt, at hun elsker mig. Man skal føle det. Det lyder som en løgn, når folk hele tiden siger ’jeg elsker dig, skat’,« siger han med vrængende stemme.
»Man skal vise det,« istemmer Leyla.
Hasan mener, at man kan vise, at man elsker hinanden ved at holde øjenkontakten.
»Det er ligesom at få elektrisk strøm fra hende. Det føles, som om lynet slår ned,« siger han. Leyla fortæller, at det er den gensidige aftale om at være ærlige over for hinanden, der i dag gør, at de er kommet til at holde af hinanden.
»Efter de første to år var vi blevet mere ærlige over for hinanden om, hvad vi egentlig godt kunne lide, og også om, hvilke fejl den anden havde,« siger hun.
»Vi er hinandens bedste venner, for vi siger alt til hinanden. I et ægteskab siger man alt. To venner siger ikke alting til hinanden,« hævder Hasan.

Børnene skal vælge selv
Leyla og Hasan har endnu ingen børn. Men når de engang står som forældre til unge, giftefærdige mennesker, vil de ikke bestemme, hvem de skal gifte sig med.
»Jeg vil have, at de selv skal finde deres partner, for det er et stort
ansvar, hvis der går et eller andet galt. Det er nemmere at lade dem bestemme selv, for så har de selv ansvaret for, hvordan det kommer til at gå,« siger Leyla.
Hun vil dog gerne have, at hendes børn tager hende med på råd:
»Så ved man også, hvad der sker i deres liv,« forklarer hun. Hun tror, at hun vil have svært ved at acceptere, hvis hendes døtre har kære-ster, men alligevel vil hun gerne
vide det, hvis de har nogen. At man er ærlig, er nemlig det vigtigste.
Hasan synes, at det ville være i orden, hvis en fremtidig datter kom hjem med en kæreste. Han ønsker for sine børn, at de skal blive gift med en, de er forelsket i:
»De må gerne elske hinanden ligesom Romeo og Julie,« siger han. Han vil endda gerne støtte sine børn i at gifte sig med en person, hvis familie siger nej:
»Hvis familien siger nej, kidnapper vi hende,« spøger han. Han sætter dog grænsen ved sex før ægteskabet:
»Nej, det er ikke en del af vores kultur,« siger han.
Hasan og Leyla vil vente med at blive forældre, til de har lært hinanden ordentligt at kende, og til økonomien er på plads. For få måneder siden flyttede de ud af en bebyggelse i København, som de selv kalder en ghetto, til et rækkehus i grønne omgivelser. Men inden de vil stifte familie, vil Hasan gerne tage en uddannelse. Han overvejer at blive social- og sundhedsassistent ligesom Leyla, for han synes, at der mangler nogen, der kan tage sig godt af ældre med anden etnisk baggrund.

*Leyla og Hasan er opdigtede navne. De rigtige navne er redaktionen bekendt

FAKTA
Tvang eller arrangeret?
*I maj måned udgav Socialforskningsinstituttet undersøgelsen: Pardannelse blandt
etniske minoriteter i Danmark.
Undersøgelsen viste, at 14 procent af de unge 17-27-årige med tyrkiske forældre var blevet arrangeret gift. To procent af de unge med tyrkisk baggrund var tvangsgift.
Der skelnes i undersøgelsen mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber.
Et ægteskab kan kaldes arrangeret, hvis familien har haft indflydelse på processen.
Et tvangsægteskab er et ægteskab, hvor enten familie eller slægt arrangerer et ægteskab for et familiemedlem, uden at denne ved noget derom, eller i direkte modstrid med dennes ønsker.
Som artiklen viser, er grænserne, mellem hvornår der er tale om et arrangeret ægteskab og et tvangsægteskab, ofte flydende.
Undersøgelsen handlede ikke kun om unge med tyrkisk baggrund, men også om unge med pakistanske, eks-jugoslaviske, somaliske og libanesiske forældre. I medierne blev det fremhævet, at hele 80 procent af de unge selv finder deres partner.
Integrationsmininster Bertel Haarder kritiserede undersøgelsen for at være for ukritisk. Ministeren pegede på, at rapporten også viste, at omkring halvdelen af alle unge med pakistansk baggrund er gift en slægtning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her