I ti år havde 32-årige Akku Yadav terroriseret et middelklasseområde i den indiske millionby Nagpur. Trods 24 anklager for mord, voldtægter og brutale overgreb var han og hans bande på 16 mænd reelt immune over for retsforfølgelse ja, de nød ligefrem politiets beskyttelse. 12 gange blev han pågrebet og stillet for en dommer. Hver gang lykkedes det ham uden problemer at blive frigivet mod kaution.
Men 13. gang blev der sat punktum for denne trafik. For nu havde kvinderne i Kasturba Nagar fået nok.
Da Akku for nylig blev ført til domstolen, stormede 200 af dem retsalen, bevæbnet med slagvåben, knive og poser fyldt med pulver af rødt peber.
Han havde ikke en chance. Lynchningen var overstået på fem minutter.
»Dommeren ville jo bare igen have løsladt ham mod kaution igen,« insisterer Akkus voldtægtsofre. Alle i Kasturba Nagar er lettede og nærmest stolte over lynchningen. Mere end hver tredje af de 250 familier i kvarteret har fysisk lidt under Akku Yadavs natlige terror.
Da fem kvinder blev varetægtsfængslet som mordmistænkte, mødte 300 kvinder i alderen 14-70 op i domstolen for kollektivt at påtage sig ansvaret for lynchningen og dermed skabe yderligere komplikationer for det justitsvæsen, som de gennem alle årene følte sig svigtet af. Selvtægtskvinderne støttes og hyldes af næsten alle Indiens kvindebevægelser, og 130 af Nagpurs advokater har tilbudt gratis at forsvare de kvinder, der måtte blive rejst tiltale mod.
I den uoverskuelige situation, der hersker lige nu, ser ingen dog ud til at blive retsforfulgt.
Kan de slippe straffrit?
Debatten raser i de indiske massemedier. Kan samfundet virkelig tillade, at de, som tage loven i egen hånd, kan slippe straffrit?
Det nationale kvindeforbund har kaldt stormen på domstolen for selvforsvar og lovlig nødværge. Kvinderne var jo blevet svigtet af politi og retsvæsen. Udelukkende derfor blev de drevet til denne desperate handling.
»De havde intet valg,« siger forbundets forkvinde, Poornima Advani.
Men andre kræver, at de skyldige drages til retligt ansvar for mordlynchningen.
»Vi lever i et samfund, hvor domstolene ikke fungerer, og hvor en voksende frygt for kriminelle betyder, at politiet får stadig mere magt og stiltiende tillades at likvidere mistænkte i såkaldte sammenstød,« skriver juristen G. P. Joshi i avisen Indian Express.
Han henviser til det makabre skrækeksempel i Bhagalpur i Bihar i begyndelsen
af 1980erne, da politiet udnyttede kriminelle banders terror som folkeligt mandat til at stikke øjnene ud på over 60 mistænke med cykeleger.
I Nagpur er fakta i sagen uomtvistelige. Akku Yadav var en morder og en serievoldtægtsforbryder, som hverken skånede 10-årige piger eller gravide møder, og som end ikke generede sig for at begå sine ugerninger helt åbent i naboers og forbipasserendes påsyn. Det fåtal af kvinder, som vovede at politianmelde ham, blev ydmyget under politiforhørene og senere udsat for øget terror fra voldsmanden og sociale stigmatiseringer af omgangskreds og familie.
Alle vidste, at Akku Yadav på ny havde udsigt til at forlade domstolen som en fri mand. Denne gang var han blevet indstævnet for at have overtrådt et polititilhold om årelang forvisning fra Nagput, men politiet tog ganske let på overtrædelsen og
havde længe set igennem fingre med hans fortsatte tilstedeværelse og voldskriminalitet.
Kvinderne i Kasturba Nagar hjemmegående middelklassehusmødre eller deltidsarbejdende lavkastekvinder øjnede nu en chance for selv at skaffe sig den retfærdighed, de var blevet nægtet igennem ti år.
»Vi befriede os selv, vores døtre og vores mænd,« siger Pinky Shambarkar, mor til tre og en af fem kvinder, som i første omgang måtte tilbringe fem dage i varetægtsfængsel.
Tre mio. sager venter
Næsten tre mio. sager venter på at komme for ved Indiens langsomt arbejdende domstole. Volden mod kvinder er hastigt stigende og forårsager store sociale problemer. Lynchninger af voldtægtsmænd er ikke helt ualmindelige. I det nordøstlige Indien har der i flere år været tradition for, at kvinderne dypper dem i tjære og fjer og tvinger dem ud i en ydmygende stroppetur gennem byens hovedgade.
Madhu Kishwar, redaktør for det radikale kvindetidsskrift Manushi er selvkritisk. I 1970erne var hun en aktiv kraft i kampagner for social boykot af familier, som mishandlede eller brændte deres svigerdøtre. Med belejring af de pågældendes huse skabtes en stærk folkeopinion imod overgrebene.
»Vores strategi gav bagslag. Mobiliseringen var effektiv, men førte i sidste ende til lynchninger, og voldelige ekstremistgrupper overtog vores sag. Det er dog fuldt forståeligt, at så mange føler voldsomme frustrationer over et korrupt og inkompetent politi. Det, som er hændt i Nagpur, er en umisforståelig advarsel til myndighederne og Indiens retsvæsen. Vi risikerer en bølge af selvtægt, som kan blive umulig at holde nede.«
*Oversat af Niels Ivar Larsen
