Læsetid: 3 min.

Ægteskabspagt i skudlinjen

Debatten om vielse af bøsser og lesbiske er overhalet indenom. Præstens ord skal renses for lovgivningen. Vielsen skal helt ud af kirken og erstattes af en samlivslov, mener religionshistoriker og biskop
3. september 2004

Loven skal helt ud af det gejstlige rum. Religion skal, så vidt det er muligt, holdes ude for en hver form for lovgivning og kirke og stat skilles ad. Det gælder også vielsen, og således bliver der også plads til vielser af homoseksuelle, mener religionshistoriker Klaus Rothstein. Fyns biskop Kresten Drejergaard bakker op.
»Mit grundsynspunkt er, at Folketinget burde lave en samlivslov til erstatning for ægteskabsloven og partnerskabsloven. Retsvirkningerne af samlivsloven bør ske for den verdslige myndighed på aldeles uliturgisk facon eventuelt pr e-mail,« siger Kresten Drejergaard og fortsætter:
»Derefter kan kirkerne og trossamfundene i fuld frihed tage stilling til, hvordan man rituelt kan foretage nogle festlige og livsbekræftende samlivsfejringer,« siger han og slår fast, at det altså også vil gælde vielser af bøsser og lesbiske.
Skærpelsens af debatten er en reaktion på et interview med den franske filosof Jacques Derrida i dagens Information. Her retter han skarpe skud mod vores juridiske opfattelse af ægteskabspagten og dens iboende konflikter med blandt andet vielse af homoseksuelle. Han kræver slet og ret begrebet ’ægteskab’ fjernet fra den civile og verdslige lovgivning, og overgivet til en »civil union«.
Jacues Derrida mener, at vi må gentænke hele vores opfattelse af ordet og begrebet ægteskab. Opfattelsen svarer simpelthen ikke til det samfund, vi har indrettet, og modstanden fra folket har meldt sig.
»Ægteskab mellem homoseksuelle udgør et eksempel på den smukke tradition, som amerikanerne indstiftede i forrige århundrede under navnet civil disobedience: Ikke at overtræde loven, men at nægte at adlyde en juridisk disposition i en bedre lovs navn, som bør indskrives i forfatningens eller allerede er indskrevet i dens ånd,« siger Derrida og fortsætter:
»Hvis jeg var lovgiver, ville jeg foreslå, at ordet og begrebet ’ægteskab’ blev fjernet fra civil og verdslig lovgivning.«
I stedet mener Derrida, at det må være på tide at nytænke ægteskabspagten – tilpasse det nutidens samfund og erstattes af en ’civil union’, »der skal være en slags kontraktlig, generaliseret, forbedret og raffineret pagt, der er mere smidig og bedre kan justeres mellem kønspartnere og ikke forudsætte et påtvunget antal,« siger Jacques Derrida, og understreger, at kommende ægtefolk stadig ville kunne binde sig til ægteskabet foran en religiøs myndighed efter eget valg.
Også religionshistoriker Mikael Rothstein hilser Derridas synspunkt velkommen og tilslutter sig helt og aldeles den franske filosofs model.
»Personligt er jeg ganske enig. I det omfang, religion kan holdes ude af den almindelige lovgivning, bør det efterstræbes. Og når emnet er så oplagt som spørgsmålet om ’ægteskab’, så burde det være en enkelt sag at gøre det.«
– Men det men det stiller vel også spørgsmålet – vil vi have en verdslig stat eller ej? Skulle man arbejde for dette synspunkt, burde man vel også i videre forstand konsekvent adskille stat og kirke?
»Naturligvis! Adskillelse af stat og kirke kan ikke gå hurtigt nok. Det er fuldstændig uforståeligt at man skal have en moderne stat, som på mindste måde er forpligtet i forhold til en bestemt religion. Staten skal sikre borgerne religionsfrihed, naturligvis, men at forpligte sig i forhold til en bestemt religion er uacceptabelt,« mener Mikael Rothstein.
EU-parlamentariker og præst Margrethe Auken (SF) er en anelse mere påpasselig med at besynge sig i Derridas synspunkt.
»Forslaget om at fjerne det juridiske fra kirken har jeg ingen indvendinger imod, men det har ingen folkelig opbakning – folk vil stadig have et ’rigtigt’ bryllup,« siger Margrethe Auken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu