Læsetid: 6 min.

Ankomst til en jordskælvszone

Hvis Beijing er en metropol i hastigt opbrud, så ligner Delhi en storby kronisk sammenbrud, skriver Jørgen Steen Nielsen om ankomsten til Indien i sin bog ’Fra Frihedens Slagmarker
17. september 2004

Hvis Kina er en potent vulkan i udbrud, så er Indien en kaotisk jordskælvszone. Hvis Beijing er en metropol i hastigt opbrud, så ligner Delhi en storby i kronisk sammenbrud.
Førstehåndsindtryk er altid forhastede, firkantede og forkerte. Men vigtige at notere, før nuancerigdom og sansemæthed gør det umuligt at se det umiddelbart iøjnefaldende.
Det er sen aften og mørkt udenfor, da flyet lander i Indira Gandhi International Airport i udkanten af hovedstaden. Lufthavnen virker nedslidt i forhold til de kinesiske lufthavne, jeg har set. Men den er levende. Selv om det er sent, er her et mylder af mænd, der trænges for at bære kufferten, anvise en taxa eller tilbyde et hotelværelse. Nogle er i khakifarvede uniformer, andre i løsthængende skjorte over dhotien, den indiske mands traditionelle alternativ til bukser. De første minutter virker det stærkt at se de runde, lyshudede kinesiske ansigter med skæve øjne afløst af indernes mørklødede, mere magre fysiog-nomier. Kropssproget og duftene er anderledes her. Atmosfæren på en udefinerbar måde mere anarkistisk.
En indisk ven har fortalt, at jeg skal gå til et bestemt taxaselskab i ankomsthallen og betale turen ind til Delhi på forhånd.
Det gør jeg, og viftende med min kvittering kan jeg afværge de mange tilbud om den billigste, hurtigste eller mest komfortable taxa, som ivrige mænd tilbyder mig. Taxaen er en gammel sort hyrevogn, British style, noget hærget. Chaufføren er til gengæld foruroligende ung og hurtig på gaspedalen.

Det varer ikke mange hundrede meter, før forskellen på kinesisk og indisk trafik står klar. I begge lande er det så som så med regler. I by-trafikken er der ingen kørebaner, trafikanterne siksakker ind og ud mellem hinanden efter forgodtbefindende og så tæt, det nu er muligt. »De kører, som om de ikke har opdaget, at de ikke længere er cyklister,« sagde én til mig i Kina. Man ser sig ikke tilbage i trafikken, orienterer sig udelukkende fremad – mod huller i strømmen hvor man kan klemme sig ind og frem.
Det betyder på en eller anden svært forståelig måde, at man i praksis har vigepligt over for enhver, der med tilpas beslutsomhed vil frem eller på tværs.
Men hvor kineserne flyder fremad, glider ind og ud med blød behændighed – om end det absolut kan være nervepirrende at køre i myldretiden med de motoriserede rickshaws – så slås inderne. Bag på mange biler står der ’blow horn’ – tryk på hornet – og det gør man, i modsætning til kineserne. I en vedvarende larm af aggressive bilhorn kæmper min chauffør sig frem gennem aftentrafikken i udkanten af Delhi. Det går hurtigst muligt, men i ujævne ryk, fordi der hele tiden er nogen, der med dødsforagt og hornet i bund presser sig ind foran. Jeg svinger mellem imponerethed og rædsel.
Næste iøjnefaldende forskel: Nøden her er større. I hvert fald meget mere åbenlys. Vejene er ofte dårlige, altid snavsede og støvede – man lærer hurtigt at vaske sig og tørre skoene af, hver gang man har krydset byen på tre hjul i de åbne, gulgrønne autorickshaws, der kører uden taxameter, og hvis små motorer startes med et rask træk i et starthåndtag – lidt som startkablet på en motorplæneklipper.
Overalt i gadebilledet kan man møde affald, især i de fattigere bydele, hvor skraldet ligger i store bunker, hjemsøgt af hunde, grise og hellige køer. Når man holder i kø, blandes bilosen med den sødlige stank af rådnende, organisk affald. De hellige køer færdes, hvor de vil, ligger ofte tæt i midterrabatten mellem brølende, tudende trafikstrømme og gumler sløvt på noget ædeligt fra affaldsbunkerne. En gennemsnitsko har efter sigende 300 plastikposer i vommen, hvor man så end ved det fra .Køernes uudgrundelige ro må afspejle enten kølig, ophøjet distance til de vanvittige mennesker, der som besatte pisker frem og tilbage, tilbage og frem.
Eller også ufattelig dumhed og dorskhed, hvis ikke ligefrem kronisk forgiftning af centralnervesystemet forårsaget af den livslange inhalering af udstødningsgasser, bly og polyaromatiske kulbrinter.
Jeg spørger flere gange under opholdet i Indien, om ikke nogen har obduceret hellige køer og gransket dem som indikator-organismer for storby-forureningen. Hver gang modtages spørgsmålet med et forlegent blik og besvares ikke. Formentlig overtræder jeg et religiøst tabu ved bare at spørge.
Der er angiveligt 36.000 hellige køer i Delhi, mange af dem lukket ud på gaderne fra små, uautoriserede mejerier, der således kan slippe for at fodre, men stadig kan malke dem. Køerne er årsag til mange ulykker i den tætpakkede trafik - ikke så meget ved direkte påkørsel, når kreaturerne nonchelant krydser strømmene af biler, motorcykler, scootere og cykler, men mere når trafikanter i panik knalder ind i hinanden før at undgå at påkøre dyrene. Påkørsel af en medtrafikant kan man stikke af fra og gør det ofte, men påkørsel af en hellig ko registreres af guderne og indebærer, at man i et næste liv genfødes som laverestående organisme eller det, der er værre.

Selv om det er mørk aften, er den menneskelige nød langs trafik-årerne ikke til at overse. Nogle steder sidder pjaltede mennesker på jorden ved små bål og laver mad eller varmer sig – Delhi er kølig om natten – andre steder er vejen indrammet af slumhytter eller simple skjul af plasticpresenninger ophængt på pinde. Halvnøgne mennesker ligger midt på fortovet og sover. Et sted skyder en klippeknold frem ved vejsiden. På knolden et mikrosamfund trængt sammen omkring en klynge hytter af pap, træ og bølgeblik. Snavsede børn tumler rundt, grise roder i bunkerne af affald.
Og når trafikken holder stille, myldrer straks små drenge og piger ud mellem rækkerne af biler og faldbyder cigaretter, aviser, frugt. En lille pige på ni-ti år står midt i havet af luftforurening og langsomt rullende køretøjer. ‰ ‰ Mager, snavset, viltert hår, laset tøj, alt for alvorlige øjne, en lillebror på armen. Pigen rækker en hånd frem og prøver at fange mit blik. Det blik konfronteres jeg med igen og igen de kommende uger. Hver gang lige vanskeligt at møde.

Køreturen ender i en anden verden. Bybilledet skifter til bredt anlagte boulevarder og alleer i den sydlige del af det centrale Delhi, og pludselig er vi ved India International Centre. En klub for den indiske intellektuelle overklasse, hvortil man kun kan få adgang og medlemskab ved anbefaling fra en person, der allerede er del af det gode selskab. Jeg har fået en sådan anbefaling og kan derfor bo på centret, der ligger nær byens centrum, men ganske uforstyrret og afskærmet i et hjørne af den smukke Lodhi Gardens, en park anlagt omkring to kongegrave fra 1500-tallet.
Centret emmer af aristokratisk dannelse. Foruden at tjene som hotel for medlemmer er her et større bibliotek med læsesal, hvor især ældre indiske intellektuelle med hvidt hår og store overskæg sidder bøjede over tykke værker eller i bløde stole gennemgår dagens aviser. Her er forelæsningssal med daglige debatter om videnskab og filosofi, kultur og politik.
Her er en restaurant med store panoramavinduer, stivede hvide duge og tekander i sølv, båret frem af vandkæmmede, rankryggede tjenere, der reagerer på det mindste vink og servicerer én med en sådan stilfuld høflighed, at man kan bilde sig ind, at man er noget.
Og omkring centrets stilrene bygninger er en frodig have med grønne plæner, røde og lilla bougainvilleaer, gulblomstrede træer af ukendt art og bambus, der bøjer sig ind over en dam med fisk og åkander. I dagslys ser og hører jeg grønne papegøjer, farvestrålende sangfugle og store glentelignende rovfugle, der besøger haven.
Dette sted er så kultiveret, så præget af ånd og så aristokratisk britisk på den særlige indiske måde, at det er svært at få det til at gå i spænd med den verden, jeg har set fra taxaen på vejen hertil. Dette paradoks, som jeg møder den allerførste aften i Delhi, skal forfølge mig overalt i Indien: Hvordan kan denne mægtige nation rumme en sådan grad af intellektuel kompetence og kulturel dannelse side om side med den dybeste armod og menneskelig fornedrelse til næsten dyriske tilstande?
Efter et bad, der skyller storbyens støv og stemninger bort, synker jeg om på sengen i mit nye værelse. Det vender ud til haven, der ligger stille under den sorte tropiske himmel. Kun cikaderne snakker endnu, kun stjernerne våger over det splittede Indien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her