Læsetid: 2 min.

Annan: Øget indsats i Darfur nødvendig

Generalsekretær Kofi Annan opfordrer til at øge det internationale samfunds tilstedeværelse i Darfur. Den sudanske regering har ikke opfyldt FN-kravene tilfredsstillende
3. september 2004

30 dage er gået. Den sudanske regering fik den 30. juli en måneds frist til at stabilisere situationen i Darfur-regionen. I en rapport offentliggjort i går fastslår generalsekretær Kofi Annan, at det ikke er sket. »Angreb mod civile forsætter, og det store flertal af de bevæbnede militser er ikke blevet afvæbnede,« konkluderer han. Derfor anbefaler han, at det internationale samfund griber ind.
Rapporten, der blev præsenteret for FN’s sikkerhedsråd, skal ligge til grund for en vurdering af, om Sudan har opfyldt kravene tilfredsstillende. Krav om at genskabe ro og afvæbne de militser, der har nedbrændt landsbyer og myrdet og fordrevet mennesker i Darfur-regionen. Er sikkerhedsrådet ikke overbevist om den sudanske regerings gode vilje, risikerer landet sanktioner.

Langsom afvæbning
50.000 mennesker er blevet dræbt og 1,3 millioner er blevet fordrevet fra deres hjem, siden konflikten i Sudan startede for 18 måneder siden. Nogle militser har gjort dette med støtte fra den sudanske regering. Oprindeligt opstod urolighederne, da sorte afrikanere gjorde oprør mod en diskriminerende jordpolitik. Oprøret blev slået ned af arabiske militser, hyret af regeringen til formålet. Men efter oprørerne var slået ned, forsatte militserne med at hærge i Darfur.
Allerede i april underskrev den sudanske regering en våbenhvileaftale, hvor de forpligtede sig til at afvæbne militserne. Det skete ikke. I stedet blev mange af de muslimske militser inkorporeret i Folkets Forsvars Hær, som, efter hvad den sudanske regering påstod, skulle fungere som fredsbevarende i Darfur
regionen. I virkeligheden fortsatte militserne fordrivelsen af Darfurs befolkning. Men i følge rapporten har den sudanske regering nu indrømmet over for FN, at den har indflydelse på Folkets Forsvars Hær og andre af militserne og har erkendt, at den har ansvaret for afvæbningen. I rapporten fastslår Kofi Annan, at afvæbningen af medlemmer af Folkets Forsvars Hær er begyndt, men at Sudan har forpligtet sig til mere end det. »Regeringen har endnu ikke identificeret militser, der står uden for Folkets Forsvars Hær. Endvidere har den ikke præsenteret bevis for at have givet militslederne, der står under deres indflydelse ordre om at standse aktiviteterne og aflevere deres våben,« siger Kofi Annan.

Sudans ansvar
Rapporten konkluderer, at selv om der er sket ’nogle fremskridt’ i forhold til at forbedre sikkerheden og uddelingen af humanitær hjælp, så har »den sudanske regering ikke været i stand til at løse krisen i Darfur og har ikke opfyldt dele af de vigtigste forpligtelser, den har vedgået sig.«
Kofi Annan understreger flere gange, at det er den sudanske regerings ansvar at opretholde orden i Darfur. Rapporten nævner ikke noget om sanktioner, men opfordrer altså det internationale samfund til at øge indsatsen. Lige nu befinder der sig omkring 150 soldater fra den Afrikanske Union i Sudan, der teknisk set skal overvåge, om fredsaftalen mellem de arabiske militser og oprørerne i Darfur bliver overholdt. Men det er ikke en fredsbevarende hær. Kofi Annan fastslår: »Jeg mener, at en betydelig øget international tilstedeværelse i Darfur er nødvendig så hurtigt som muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu