Læsetid: 3 min.

Bedstemor med slag i

Tre generationer af kvinder skaber gnistrende hverdag på lærredet i Julie Bertuccellis rørende fransk-georgiske familiedrama ’Da Otar rejste’
17. september 2004

Ny film
Alle, der nogensinde har tænkt, at de vist var blevet for gamle til at kaste sig ud i noget nyt burde skynde sig ind og se Julie Bertucellis dejlige familiedrama med den 90-årige skuespillerinde Esther Gorintin i centrum. Bag kameraet er det en utrolig historie, at hun indledte sin karriere som 85-årig og nu fem år senere brillerer i denne festivalfeterede film. Foran kameraet driver hun sikkert historien som den 90-årige Eka, der stadig har masser af vilje og drive, selv om kroppen ikke er, hvad den har været. I samspil med Nino Khomassouridze som hendes datter Marina og Dinara Droukarova som dennes datter Ada skaber hun den mest troværdige følelse af fasttømrede familierelationer, man længe har set på film. Vi tror på, at de dag ud og dag ind har levet sammen i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi, og vi fornemmer rutinerne og kemien mellem dem, hvad enten de skændes om, hvorvidt alting var bedre på Stalins tid, giver fodmassage ledsaget af Proust-højtlæsning eller bare lister op for at tisse om natten.
Det er ikke mindst derfor, man øjeblikkeligt engagerer sig i problemerne, da deres verdensbillede en dag braser sammen. Den frankofile Ekas lægeuddannede søn Otar har siden han rejste til Frankrig for at finde arbejde levet som et spøgelse blandt dem i lejligheden. Eka venter altid spændt på nyt, og Marina må konstant finde sig i kritik, mens den fraværende søn tilsyneladende ikke har begået et fejltrin hele sit liv.
Da Marina og Ada en dag får besked om, at Otar er omkommet under illegalt arbejde på en byggeplads, aner de derfor ikke deres levende råd. Overbevist om, at den tragiske nyhed vil slukke Ekas livsgnist, vælger de at holde Otar kunstigt i live gennem en opdigtet korrespondance. En løgn tager en anden, indtil den stædige Eka pludselig bestemmer sig for at tage til Frankrig og besøge sin søn. Handlekraft har hun masser af, og den sidste del af filmen skildrer deres fælles rejse til Paris frem til den fine forløsning på det forløjne forløb.

Kærligheden bag løgnen
Plottet minder om Wolfgang Beckers Good Bye Lenin!, hvor en ung mand i 1989 ikke nænner at fortælle sin koma-opvågnede, mønstersocialistiske mor, at DDR ikke længere eksisterer.
Den tyske vinder af sidste års europæiske Felixpris satsede mest på det komiske, mens Julie Bertucelli udbytterigt fokuserer på den uendelige kærlighed bag løgnen og de følelser af fravær og længsel, som præger de tre kvinders liv.
Eka savner naturligvis Otar og i følge egne udsagn også Stalin-tiden, hvor der efter hendes mening var mere styr på tingene end i dagens Georgien med daglige strømsvigt og evindelige telefonproblemer. Marina lever af at arbejde på posthus suppleret med en sidetjans på et loppemarked, mens hun længes efter en mand at elske. Den litteraturstuderende Ada har respekt for familien og traditionerne, men drømmer alligevel om et andet liv med større variation i fremtidsudsigterne.
De fremragende skuespillerinder lader os med små midler komme tæt på de tre karakterer, og filmens miljøer giver som deres spil en intens følelse af levet liv og nærhed.

De tilbageblevne
Hvad enten det er deres lejlighed med reolvis af franske bøger eller sommerhuset med Otars urørte rum emmer væggene af fortidens historier, som tilfører filmen et ekstra lag. Spillet og miljøerne formår at gøre alt det fraværende og savnede lige så present som det umiddelbart synlige; Ekas afdøde mand, troen på en ufejlbarlig leder, drømmen om den store kærlighed og naturligvis Otar.
Utallige film tager fat i vilkårene for folk, der håbefuldt flytter til et fremmed land og må slås med de barske vilkår som indvandrer. Få skildrer savnet hos dem, der bliver tilbage, men Da Otar rejste viser, at de rummer en mindst lige så stærk og sigende filmoplevelse.
Julie Bertuccelli, der tidligere har været assistent for bl.a. Krzysztof Kieslowski og Bertrand Tavernier, styrer historien med et sikkert blik for hverdagens poesi og lader filmen klinge ud med en nuanceret slutning, som giver rig mulighed for selv at digte personerne videre ud i livet. Og ja, den 90-årige bedstemor klarer de følelsesmæssige strabadser, og i min videredigtning klarer hun også adskillige fremtidige udfordringer. Hende er der slag i, og hun indgår helt sikkert i ens filmiske familiealbum mange år fremover.

*Da Otar rejste Manuskript og instruktion: Julie Bertuccelli. Grand, Øst for Paradis i Århus og CaféBiografen i Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her