Læsetid: 4 min.

At biografere Benny Andersen

Der er alt for få dramaer i den ny bog om digteren
17. september 2004

Litteratur
Biografier over kendte mennesker hører til danskernes yndlingslæsning. Forlaget Aschehoug fik for nogle år siden et oplagsmæssigt boom på at stille sig spørgsmålet: »Hvilke kendte danskere har en historie i sig, som endnu ikke er skrevet?« Det var dengang Stig Andersen, Ole Knudsen og Karsten Blauert kørte forlaget, og begrebet oplag fik en ny dimension, når Lise Nørgaard, Helle Virkner og Uffe Ellemann øste af fortiden. 100.000 solgte eksemplarer af førsteudgaven afløste 10.000 som noget opnåeligt.
I mellemtiden har triumviratet fået hver deres forlag at regere over, men Aschehoug har ikke glemt ideen, og i nu en uge har Benny Andersens mange læsere kunnet købe en bog om digteren, der er blevet folkeeje på bl.a. den mest ligetil sætning, man overhovedet kan forestille sig: Om lidt er kaffen klar. Sætningen indfandt sig imidlertid på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, midt i Svantes Viser, der med et slag løftede Andersen op på niveau med Bellman og Taube i nordisk visetradition. I forvejen havde han skrevet sig ind i den dansk lyrik-modernisme med titler som Den musikalske ål, Kamera med køkkenadgang og Den indre bowlerhat – og ud igen til et bredere publikum med signifikante, underfundigt drejede sætninger. Det sidste øh var langt fra sagt endnu.
Nogle forfatterbiografier er meget dramatiske. Forfattere som Tove Ditlevsen, Karen Blixen, Tom Kristensen og Leif Panduro gik bersærk, bardus eller fallit mindst én gang i livet, og for biografi-forfatterne blev det en yndet sport at gå ind i deres labyrinter og som psykologiske detektiver at afdække de skjulte sider samt forholdet mellem eksistens og litteratur med alle – bevares – muligheder for fejlfortolkning. Forfatterne vidste noget i dybden om mennesker, og hvor i alverden vidste de det fra?
Er der slige interssante ting og sager i Benny Andersens liv? Nul, kære, forventningsfulde læser, her må vi skuffe Dem. Han har aldrig som Panduro løbet om bag altertavler i rundkirker på Bornholm og med vilje pruttet voldsomt eller som Tove Ditlevsen været på vej ud i narkomanien. Men han har da drukket en bajer eller 10, og han er en gang faldet i søvn hen over sit klaver, da han i sin ungdom spillede som barpianist på Chez Ankerfeldt på Frederiksberg. Det førte til en prompte afskedigelse, svarende til det, der hos Kierkegaard så filosofisk hedder »jordrystelsen«, som det fremgår af den nye biografi, Henrik Marstals Benny Andersen – et liv ved klaveret.
Det er der jo egentlig ikke noget kompliceret i (selvom der var det), og man kan kun føle med den biograferende forfatter, der har fået stort set det samme facit hos de 10 personer bl.a. Suzanne Brøgger, Johannes Møllehave og digterens bror, han har opsøgt, at nok har Benny Andersens forside haft en bagside, men alt i alt har han været en hædersmand, der har haft sine naturlige kriser i forbindelse med først en skilsmisse og siden med sin anden kones død, den Rosalina, som han har skrevet smukke sange til.
Det er næsten som at læse anmeldelser af Benny Andersens bøger. En hel masse superlativer, alle som en fortjente (som regel da), men faktisk kommer man tættere på det sind, det handler om ved at læse de digte og den prosa, han selv har skrevet. Det kan man muligvis sige om andre biograferede også, men her er det udtalt. Det mest dramatiske er sådan set det udramatiske – som f.eks. at han valgte Povl Dissing til at synge Svantes viser, fordi man ikke vidste (og tag det for pålydende), om man skulle le eller græde, når man hørte ham synge. Og at det nærmeste Benny Andersen kom til at blive vred, var engang Dissing mødte »uappelsinfri«op til en optræden på Skagen… en seance, der endte godt, fordi pianisten fik gjort et improviseret nummer ud af det.
Man kan ikke tillade sig at være utilfreds med, at nogen har et relativt udramatisk liv (hvis det altså ikke er løgn og digt alt sammen.) Det er vel ikke det værste, man kan have. Men et par gedigne bersærkergange havde nu livet gevaldigt op.

Lad dette afrundes med et billede. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen var ubetinget et uofficielt toppar inden for dansk showbizz, skønt de aldrig optrådte sammen. Men de var venner, og når de var sammen, føg det morsomme og underfundige fra dem i en tempofyldt strøm, hvor deres henholdsvise humor befrugtede hinanden. I et digt til en af Halfdan Rasmussens runde fødselsdage beskrev Benny Andersen, hvordan de kammerater sad i midterhullet til en grammofonplade, Jan Johanssons Jazz på svenska, med en håndbajer, mens det kørte rundt og rundt. Taget på kornet, men bagefter kan man spekulere over, hvordan pokker de egentlig kom ned i hullet.
Det var i byen Utanmyra i Dalarna, hvortil digterne var rejst for at lede efter rødder (Halfdan Rasmussens). Her kunne vi passende citere et af Andersens Svante-svensker-digte, som bogen da også gør, men vælger i stedet dette vers fra samlingen Oven visse vande:

Der var engang jeg altid var så pløret
at jeg hældte fadøl ud af øret.
Min næse var lilla og porøs
og fluer faldt til jorden når jeg nøs
da jeg mødte dig

Versets første fire linjer viser tydeligt, at digteren har svært ved at tage sine egne kriser alvorligt. Hvordan skulle biografen så kunne? (Desværre er der ikke plads til at bringe flere vers, da enhver avislæser jo kan se, at siden stopper brat sådan ca. lige her).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her