Læsetid: 7 min.

Blomster à la Louisiana

På trods af at kvinderne er stærkt underrepræsenterede er jorden gødet på Louisiana for en publikumstræffer. Helt fantastiske kunstnere med helt fantastiske billeder har fundet vej til udstillingen. Også blandt stjernefrøene
10. september 2004

»My family wasn’t a kissy family« sagde den amerikanske fotograf Imogen Cunningham i en portrætudsendelse for mere end 20 år siden i dansk fjernsyn. Anledningen var vistnok hendes udstilling på Charlottenborg af små, blide, følsomme sort-hvid fotografier og det gjorde et stort indtryk på undertegnede, at der var en forbindelse mellem kunstnerens barndom og opvækst og hendes fotografi. En livsklog gammel dame, der døde i en alder af 93 år i 1976, en kvinde, der således havde en kærlighedsfuld, omfavnende udveksling med levende vækster og blomster som hun ikke havde haft med sine forældre. Det var ikke sentimentalt men konstaterende, et objektivt fotografi på en subjektiv baggrund. Megen skønhed opstår i slipstrømmen af problemer og derfor kom blomsterne og billederne til at betyde nærhed, ja måske endda en ny slags familie for Imorgen Cunningham. Vi kunne udvide familiebilledet til også at omfatte maleren Agnes Martin, der flyttede fra New York i 1967 for at søge nærhed til tingene, ro og balance i den vestamerikanske ørken, hvor hun stadig maler sarte hvide billeder, der hedder love og happiness og den slags suspekte titler samt ikonet Georgia O’Keeffe, der døde sammesteds 99 år gammel i 1986 efter at have sagt det med blomster gennem flere generationer.

Kun få kvinder
Cunningham og O’Keefe er med på Louisianas nye udstilling ’Blomsten som billede’, men mærkeligt nok som nogle af de få kvinder, der har blomsten som kunstnerisk forløsende motiv. Og lad os lige dvæle ved den kendsgerning, for selvfølgelig har Louisiana forpligtet sig overfor et stort publikum til at vise den bedste moderne internationale kunst, men når Louisiana selv tilrettelægger udstillingen og direktør Poul Erik Tøjner i katalogets indledning fastslår at motivationen skyldes kvinder, er det betænkeligt at vi er nede på en 10.-del kvindelige kunstnere i den samlede udgave. Moderne kunst synes at begynde og ende ikke med en Lilly-model, men en van Gogh-ditto.
Lad os plukke lidt fra katalogets smukke vildnis: »Ideen til Blomsten som billede... udsprang af et møde for mange år siden med Skagensmalerne og Fynboernes kunst og dannede sig løst omkring den iagttagelse, at kvinderne i kredsen syntes at male mere frigjort end mændende. Måske fordi de forholdt sig til nære og konventionelle motiver og ikke både skulle opfinde og retfærdiggøre verden hver eneste gang – som mændende forekom at være forpligtet til,« skriver Tøjner. Interessant! Hvorefter man læser et langt nydeligt essay på 20-30 sider der levner 10-20 linjer til Georgia O’Keeffe, der er den eneste kvinde som rammes af den kuratoriske solstråle i kunstens imposante vindueskarm. For verdenskunstens mestre trænger sig på. Van Gogh og Manet. Matisse, Nolde, Polke og Picasso. Cézanne og Gauguin. Monet, Mondrian og Mapplethorpe. Warhol, Léger og Hockney. Helt fantastiske kunstnere med helt fantastiske billeder har fundet vej til udstillingen. Også blandt stjernefrøene, der tæller endnu 20 navne. Moderne kunstnere, samtidskunstnere som man siger, der her vokser frem og op i lyset. Syntese. Mænd med grønne fingre og den gamle gartner deruda’ på Louisiana. Virkelighedens guld og grønne skove i mangfoldige udgaver. Ret fornemt. Men mærkeligt med de piger. For hverken Anna Syberg eller Anna Ancher er med og de er jo ikke ældre end mange af de gamle mestre, der maler moderne omkring 1880. Måske er det forbudt at male ’frigjort’ og ’nært’, måske har det internationale udstillingsliv blot den selvforståelse at verden og kunsten skal retfærdiggøres hver gang et billedesøm slås i væggen, og det gøres bedst ved at glemme det mødrene ophav. Der er jo kvinder med, vil nogen sikkert indvende. Natalia Goncharova maler tidsler i 1920’erne – stikkende ukrudtsplanter som man(d) gifter sig med – »ræk mig lige roundup’en skat« og videokunstneren Pipilotti Rist, der ælsker blomster surfende afsted på verdens overflade som en æggende forførerske i et peepshow. David Hockney er næ-sten dame med sin skamløse letlevende penselføring i pangfarver, ’Iris med Evian-flaske’ dirrer blåviolet og elegant, men englænderen er også homoseksuel i tredje potens. Som også fotografen Robert Mapplethorpe er det med sine erigerede liljer og blottede vaginale orkidéer. Hvilken rislen. Blomsterhandleren og Statens Museum for Kunst-udstilleren Tage Andersen, næh, Erik Berings buketter med et stænk af brudeslør? Eller penis i vase? Sammenlign engang disse nåleprikskarpe Mapplethorpe-fotografiers sorte mystik – i medlemsbladet Louisiana Magasin citeres kunstneren for at sige »Når jeg fotograferer en blomst eller en pik, gør jeg ikke to forskellige ting« – med Imorgen Cunninghams nære blik på væksterne. Her gælder det fællesskabet og identiteten, ikke den kølige sadistiske pin-point, blomsten er blot et afsæt ind i en ukendt verden, poetisk og hudnær.

Maskuliniserer blomsten
Fotografer, malere, installationskunstnere og skulptører arbejder i Louisiana-blomsterhaven, nogle mere overbevisende end andre. Nobuyoshi Araki, der altid går i kødet på sine motiver og Andy Warhol er gode, fordi de er dekorative og farlige i deres kølighed, hvor fotografen Karl Blossfeldt kun udleverer nøglen til skønhedsregistranten ligesom oversete Ellsworth Kelly, der dog tegner som en drøm. Sigmar Polke er genial og Emil Nolde er sig selv, når han er bedst. Se Polkes ’Vintergækker’ som hvide sæddråber eller sjove piller og Noldes ’Valmuer’ som ren opium, orange eksploderende sole. Men altså, festfyrværkeri eller erotik, hvad skal vi med disse blomster? Se på dem. Glædes. Eller stille spørgsmål. Udstillingens kurator Ernst Jonas Bencard stiller henved et halvt hundrede af slagsen, måske flere, i sin 10 siders lange artikel ’Nogle spørgsmål til Flora’ i kataloget. Konklusionerne er forbavsende få, men interessante! »I dag vil kvinder ikke længere nøjes med at male blomster, og mænd gør det stadig gerne,« står der og hvis hjemmearbejdet ellers havde indbefattet dansk udstillingsliv ville man vide, at Charlottenborg for få år siden havde en ganske god blomstermaleri-udstilling ’sub-rosa’ udelukkende med kvindelige deltagende kunstnere. Det er Louisiana, der maskuliniserer blomsten mere end det er kunstnerne, tror jeg, for heller ikke i Bencards artikel møder vi nogle af udstillingens udvalgte kvinder – overhovedet ikke én er genstand for analyse, men der er dog andre godbidder til at skærpe appetitten fra trivialitetens overdrev: »Ser man på vores almindelige dagligliv, er blomster stadig overvejende noget for kvinder og homoseksuelle, mens det ikke er noget ’rigtige mænd’
går op i. Blomster synes kun at indgå i mænds repertoire, når de vil opnå noget hos kvinderne. Blomster kan byttes for kvinders hjerter, sex eller mad – eller fred og kolde
øl til fodboldkampen, sådan som Interflora viser det under sloganet ’Husk hvad blomster kan gøre.’
De kan åbenbart forårsage en hel masse mellem kønnene.« Således kan man måske slutte at Piet Mondrians tørre starutter af ’Døende solsikker’ kunne byttes for en
god gang hed sex eller Egon Schiele for sin ’Solsikke’ kunne få en hurtig udløsning hos en mindreårig, som han havde for vane? Jeg spørger bare. ’Blomsten som billede’ på Louisiana vækker til eftertanke, såmænd.

Knaphulsblomst på 12 meter
Jorden er gødet på Louisiana for en publikumstræffer og det må fastslås at det er berettiget, hvis det skulle gå hen og lykkes.
For Tøjner/Bencard er ikke dummere end at det penetrerende blik ledes gennem et columbiansk begravelsesritual efter først at have fået en knaphulsblomst på 12
meter stukket ud af Mark Quinn udenfor indgangen. Den vaginale lange gang, der fører ind til udstillingssalene rummer en hel væg af unge María Fernanda Cardoso, der byder velkommen inden man ledes over i kvindernes favntag. O’Keefe som endevægsmester, Cunningham som den stille eksistens ved hendes side.
Det er næsten som at møde Dame Edna og hendes grå Madge, der bare lytter og finder sig i den sekundære placering i livet ligesom tidselfrøken Goncharova, der er jævnaldrende med Picasso, men en af udstillingens absolutte højdepunkter.
Inde i junglen møder vi så alle de billeder, der er drevet frem af potens og andre virkemidler. Det meste af det der er, er horribelt godt, fra Odilon Redons og Jean Fautriers febersyner til James
Rosenquists skærende og splintrende flotte pop-kunst. Der er tænksomhedskulpturer, installationer og videoer. Man savner faktisk kun et nyere mesterværk, Fischli/Weiss med deres diasshow af banale planter og blomster der toner ind og ud af hinanden som nordlys og så måske damerne, de fynboer og skagboer som virkede fødselsforløsende for ’Blomsten som billede’. De indesluttede perifere kvinder, der endte som farve-, friheds- og lyshystader, der åbenbart er fundet for lette til deltagelse eller blot har udløst præstationsangst hos arrangørerne.
Men hvad. Når nu trangen til at købe en plakat eller
to fra udstillingen for en gang skyld og helt ægte melder sig fordi man har set vidunderlig kunst ,må det forbehold vel fjernes. Louisiana har gjort det igen. Skaffet landet et vindue til kunstens grønne verden uden at give køb på kvaliteten. Og hvis man nu er ensom eller ikke har haft en ’kissy family’ bliver man omfavnet af blomsternes mangfoldige fællesskab i Humlebæk helt ind i den mørke vinter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu