Læsetid: 3 min.

Bogmarkedet består

Bogfolket samledes, og vor medarbejder hørte om ti-plus-en-princippet, illegalt bogsalg og en branche, der ikke mere er en gentleman-brancheI Rundetårn
1. september 2004

Bladet Bogmarkedet hører ligesom Ugeskrift for Læger og Farmaceuten til blandt de ældste fagblade i Danmark. Det er udkommet lige siden 1854, og derfor var en del af branchen samlet i Rundetårn mandag for at hylde 150-årsjubilaren, hvis chefredaktør Nils Bjervig i sin tale udtrykte glæde over at være i selskab med andre blade, der »beskæftiger sig med sundhed, sjæleligt og legemligt.«
Nils Bjervig sagde også noget, der forekom kryptisk, men som de tilstedeværende forstod umiddelbart:
»Det med at sælge bøger ti-plus-en er ikke opfundet efter verdenskrigen. Det gjorde man allerede i 1864.«
Efter talen udbragtes nogle rungende hurra’er, der var ved at blæse taget af tårnet – med rigtigt rul på r’erne.
»Ikke mange aktører på bogmarkedet bliver så gamle som Bogmarkedet,« sagde dernæst tidl. bestyrelsesformand for bladet Erik C. Lindgren, som henviste til branchens farer såsom modeluner hos kunderne, udygtighed hos nogle af de sælgende – men også forsøg på censur og deslige.

Bogcensuren
Bogcensur var der under besættelsen 1940-45, fremgår det af artiklen »Man kan ikke binde ånd« i det digre jubilæumsnummer, skrevet af Knud H. Ditlevsen. Bøger som Soyas En Gæst, Kaj Munks Niels Ebbesen og John Steinbecks Månen er skjult blev erklæret strengt verboten af tyskerne, men boghandlerne havde dem alligevel liggende under disken og flere blev anholdt og fængslet. I alt udkom 298 illegale bøger under krigen.
Bogmarkedet hed oprindeligt Dansk Boghandlertidende, men handlerne fandt så sammen med forlæggerne om udgivelsen. Flere af de 15 redaktører, der har været, bidrager til jubilæumsnummeret – plus en, som aldrig blev det, men gerne ville, nemlig Søren Seedorff, som har haft job på bl.a. Politikens Forlag, og som også var med i Rundetårn. Han beskriver sig selv som en forsmået elsker – bogfolk kan være meget lidenskabelige – og sammenligner sig med Humphrey Bogart i Casablanca.

Portostøtten
Jannik Lunn foreviger begivenheden med sit kamera. Han er medarbejder på bladet, men ellers kendt for sine iscenesættelser gennem mange år af en anden event, boghandlernes gyldne laurbær, hvor man hvert år under stor mediebevågenhed overrasker de forfattere, der senere skal ’hvile’ på laurbærrene – hvis de da ikke som Tove Ditlevsen vælger at bruge dem i madlavningen.
– Hvor stort er Bogmarkedets oplag, Jannik Lunn?
»Knap 2.500 – lidt lavere end tidligere, fordi vi fik frataget portostøtten af regeringen.«
– Hvordan ytrede det sig i kroner og øre?
»Vi ville få en portoudgift på en mio. kr. i stedet for ca. 300.000. Vi er så ophørt med at bringe Dansk Bogfortegnelse, som gjorde bladet portotungt, og er gået fra 33 til 25 numre om året.«
Lunn henviser til en liste over samtlige udgivelser i Danmark som f.eks. var årsag til, at flere biblioteker abonnerede. Den må de nu finde på nettet. Til gengæld er der plads til mere bogfagligt stof.
»Og så læser man jo også Bogmarkedet for at få det sidste nye sladder i branchen,« siger forfatterinden Mette Winge, aktuel med H.C. Andersen-bogen På besøg og hentyder til stof i bladet om ansættelser, nedskæringer, osv.

Tilpasning
Men hvad mente egentlig Nils Bjervig, da han i sin tale nævnte kodeordet ti-plus-en? Forlægger Otto Lindhardt, en af de to grundlæggere af Lindhardt & Ringhof, slår en latter op og forklarer, at boghandlerne tilbydes en gratis bog, for hver ti, de tager hjem. ’Elleve-ti’ kalder han systemet.
»Pointen er selvfølgelig, at de hellere skal tage ti hjem end seks eller otte. Det gælder jo om at få bøgerne ud i butikkerne og få dem solgt.«
»Men kvalitet har altid virket som det bedste salgsargument,« siger Lars Ringhof fra den yngre generation af Ringhof-familien. Han startede for nogle år siden et agentur for enkeltforfatteres rettigheder.
– Er bogmarkedet godt eller skidt? Hvordan går det egentlig?
»Det er jo forskelligt. I gamle dage gik sorteper rundt, et år havde det ene forlag succes, næste år et andet, op og ned, men branchen er blevet hårdere. Den er ikke så meget gentleman-branche mere.«
– Gentleman-branche?
»Hvis et forlag planlagde en fagbogsudgivelse, undlod andre at gå det i bedene. Sådan er det ikke mere. Så siger man, der kommer for mange bøger, men der skal jo komme ’for mange’. Spørgsmålet er, om det er krise eller en tilpasning? Vi er i gang med et stort generationsskifte, og det må nok til. Ellers ender vi som frilandsmuseum.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her