Læsetid: 2 min.

Bundfrossent oprør

’Nói Albino’ fortæller om en teenage-outsider i Islands isnende periferi
24. september 2004

Ny film
Stedet er filmens ene stjerne. En fjern flække i de nordlige Island for foden af et stort bjerg, bogstavelig talt frosset ude fra den øvrige verden – den lille kystby Bolungarvik på 957 indbyggere i isens og sneens vold. Her gælder det om at grave sig fri af snemasserne, hvis man vil nyde sin spinkle illusion af frihed.
Og den anden stjerne er hovedrolleindehaveren Tómas Lemarquis, der med skaldet isse, hvide albino-øjebryn og et gådefuldt stirrende blik inkarnerer den 17-årige ungersvend Nói, som flygter ned i farmoderens bælgmørke kælder, når han har fået nok af livets kuldslåede trivialiteter.
Omstændighederne er usædvanlige, men Nói er en velkendt skikkelse – den mutte teenager i oppostion til alt og unægtelig i en særlig understimuleret livssituation herude ved verdens ende.
Hans oprør må tage form af fornægtelse – han pjækker fra skolen (og lader en kammerat erstatte sin tilstedeværelse med en båndoptager!), svarer kun på udvalgte spørgsmål fra skolepsykologen og drømmer sig væk til fjerne solbeskinnede palmestrande.
Faderen er en alkoholisk taxa-chauffør med en forlærlighed for Elvis Presley; og de øvrige svage menneskelige kontakter præges af en stille hæmmet fortvivlelse. Men selvfølgelig er der håb, repræsenteret af ekspeditricen Iris, der dog vogtes nidkært af sin far og må kaldes frem med snebolde på ruden. Sammen med Iris kan Nói pleje drømmen om at slippe væk, men vil hun følge ham?

Rapport fra ’en spytklat’
Nói Albino er instrueret af den islandske debutant Dagur Kári, der er uddannet på Den Danske Filmskole årgang 1999. Filmen har allerede vundet et internationalt ry og haft premiere i USA og England, og både tematisk og stilistisk befinder den sig et yderst festivalegnet sted, hvor Jim Jarmusch møder David Lynch.
Men Kári har heldigvis sin egen islandske tilgang til fremmedgørelsen og følelsesforfrysningerne og selv om den Elvis-dyrkende taxa-far, den gådefulde ekspeditrice og Nóis potentielle status som ’vidunderbarn’ til en vis grad virker som klichéer fra kunstfilmens overskudslager, er miljøskildringens ægthedsvirkning uafviselig og den underspillede humor et afgjort plus i en film, der ellers let kunne have udviklet sig til en march på stedet.
Konfronteret med et verdenskort må Nói og Iris konstatere, at Island kun er med som »en spytklat«. At det både kan være knugende destruktivt og djævelsk komisk at leve et sådant sted, viser Nóí Albino med en egen tør indsigt og dead pan-humor. Og i Tómas Lemarquis har filmen et menneskeligt centrum, der – skønt han måske nok virker lidt for gammel til rollen – pirrer nysgerrigheden med sit antydede indre liv, sin selvbevidste cool og sine glimt af medmenneskelig forståelse.

*Nói Albino. Instruktion og manuskript: Dagur Kári. Islands-tysk-engelsk-dansk. (Husets Biograf)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her