Da ilden gik ud
DUISBURG Advokaten Klaus Friedrichs stopper bilen. Vi er langt ude på landet, men ikke længere end at horisonten er takket af Duisburgs skorstene. Friedrichs peger på asfalten, en revne arbejder sig tværs over vejen.
»Det er det, jeg taler om,« siger han.
På sit kontor i byen Voerde nord for Duisburg har han samlet flere meter ringbind om den lokale kulmines skadevirkninger på samfund og miljø.
»I Voerde-kommune har vi ingen naturlige vandløb mere, åernes vand skal pumpes over digerne for at komme ud i Rhinen. 20-30 millioner kubikmeter vand om året, til evig tid,« påpeger Friedrichs, der er medlem af byrådet, valgt for SPD, og formand for den lokale forening for minedriftens ofre (BIB).
Han begynder at hive kort og korrespondance ud af ringbindene, hurtigt er det store konferencebord fyldt med beviser. Han viser billeder af huse med revner i murværket.
»Jorden skrider. Under dette hus måtte man støbe en 1,5 meter høj betonklods. Ved hjælp af donkrafte med olietryk kan klodsen med huset bringes i vatter efter hvert jordskred.«
Katastrofen lurer
De fleste har en tåget romantisk forestilling om minedrift som hårdt men ærligt slid dybt under jorden. Minegangene er afstivet med spinkle bjælker, frygten for sammenstyrtninger nager de kulsværtede arbejdere...
I virkeligheden er sammenstyrtning en naturlig del af minedriften.
Moderne minearbejdere står under et beskyttende stålskjold. Efterhånden som kullaget raspes af med store, automatiske høvle, rykkes skjoldet frem, op til 10
meter om dagen. Det fjernede kul erstattes ikke med fyldmateriale, i stedet styrter loftet ned. Sammenstyrtningen forplanter sig som en kædereaktion hele vejen op til overfladen, der synker ca. 120-180 cm for hvert fjernet kullag.
Herefter kan minearbejderne tage fat på kullaget nedenunder, og jordoverfladen synker på ny. Visse steder i Duisburg og omegn er gennem årene sunket 20 meter og ligger nu under Rhinens niveau. Går floden over sine breder, truer en katastrofe og der venter flere forude, opregner Klaus Friedrichs:
*Efter Anden Verdenskrig begyndte man at bryde kul under Rhinen og digerne. Også her sank undergrunden, så floden måtte hæves kunstigt med rald fra minen, og digerne forhøjes yderligere. Visse steder er digerne nu 18 meter høje. Om de kan modstå presset fra en flodbølge, ved man ikke i praksis. Ikke endnu.
*Grundvandsspejlet stiger. Når terrænet sænkes, trænger vandet op mod overfladen. I Voerde holder en snes kraftige pumper vandet nede under kælderniveau, men dermed ændres også strømmene i de vandførende lag. Falder grundvandet, kan Rhinen presse forurenet flodvand ind i landet og ødelægge drikkevandsbrøndene.
Kul til el-værket
Indbyggerne i Voerde er blevet utrygge ved minearbejdet. Hver dag fjernes der 16.000 ton kul og rald under dem. Via underjordiske gange føres materialet hen til Walsum-minens skakt i Duisburg, omkring 10 kilometer borte. Rundt om skakten er der bygget et kraftværk, som fodres med kullene fra Voerde. Til stålproduktion er kullet for dårligt.
Walsum-minen giver arbejde til 3.000 mand, Michael Hörnig er deres tillidsmand. Kritik af minedriften forstår han ikke:
»I 60 år har vi ikke gjort andet her i minen, end det vi gør nu. Vi ved, hvad vi laver. Naturligvis synker jordoverfladen, sådan er det ved enhver mine, men pludselig mener man, at vi ikke har det under kontrol. BIB spreder angst: I drukner, siger de til folk, digerne falder sammen, grundvandet stiger.«
Men Hörnig ved, at Walsums dage er talte. Tyske kul er tre-fire gange så dyre som prisen på verdensmarkedet. Differencen betales af staten. Om fire år ophører statsstøtten, og så må minen lukke. For 50 år siden var minedriften intensiv i Duisburg, alene Walsum havde 8.000 ansatte. Minen var en politisk faktor, arbejderne boede i lokalområdet, lønnen blev givet ud i de lokale butikker.
Sådan er det ikke mere. I dag pendler de 3.000 ansatte fra hele Ruhr-området, og minens naboer mister fornemmelsen for dens betydning.
Vennerne svigter
Blandt politikerne svinder tilslutningen også. De gamle kulvenner fra SPD har givet efter for De Grønnes lukningskrav, og nu svigter CDU også. Forleden foreslog den lokale CDU-leder Jürgen Rüttgers, at brydningen under Rhinen skal ophøre.
Hörnig var chokeret over udmeldingen. Samme dag fik minen besøg af en gruppe CDU-politikere på valgturné forud for kommunalvalget på søndag. Stemningen var ophidset.
»De forklarede, at udmeldingen står for Jürgen Rüttgers egen regning, men det beroliger mig ikke. Rüttgers er spidskandidat ved delstatsvalget næste år,« siger Hörnig.
Politikerne skifter side. Pludselig er kullene et dyrt og skadeligt beskæftigelsesprojekt, og end ikke de eksploderende kulpriser på verdensmarkedet rækker til at gøre tyske kul konkurrencedygtige.
»Økonomisk set var vi altid en god mine,« fastholder Michael Hörnig hjælpeløst, mens Klaus Friedrichs kan begynde at glæde sig.
»Det er en sejr,« siger han, men han nærer alligevel en grusom mistanke om, at mineselskabet DSK vil hente så meget kul ud under Voerde som muligt som straf.
»Det er den brændte jords taktik,« formoder Friedrichs.
Kullagene under Voerde ejes af Thyssen-familien, der erhvervede dem af Kejseren i 1905. Efterkommerne af industribaron August Thyssen bor i dag i Argentina og tjener formentlig seks euro pr ton kul. Det giver dem omregnet 100 millioner kr. om året med venlig hilsen fra de tyske skatteydere.
*Det socialdemokratiske Ruhr-område er under forvandling, vælgerne siver og truer kansler Schröders fremtid. Serien Da ilden gik ud handler om kul- og stålbyen Duisburg forud for kommunalvalget den 26. september
