Læsetid: 2 min.

Connie Hedegaard tørner sammen med SAS

Der er noget galt, når fly er fri for afgifter på deres udslip af CO2, siger miljøministeren
22. september 2004

Miljøminister Connie Hedegaard er på kollisionskurs med luftfarten – og med regeringens skattestop.
»Der er noget galt i transportsektoren, når flybrændstof i modsætning til de andre sektorer er fritaget for afgifter for CO2-udledning,« sagde hun i går til Politiken.
Hun ser gerne, at EU åbner for afgifter i løbet af efteråret.
»Det bringer os i direkte modsætningsforhold til miljøministeren,« siger informationschef i SAS, Troels Rasmussen til Information.
Modsætningen til trafikminister Flemming Hansen er ikke mindre. Han har for nylig sat afgiften 17 procent ned for gennemflyvning af dansk luftrum. Og han glæder sig over, at flytrafikken over Danmark er steget 11 procent siden sidste år.
SF’s miljøordfører, Jørn Jespersen, vil kalde Connie Hedegaard i samråd om sagen. Har hele regeringen skiftet politik, eller er det en »gratis omgang«, spørger han.

Den forkerte medicin
»Luftfartsindustrien har tabt 220 milliarder kroner i de sidste tre år. Så nye afgifter er ikke lige den rette medicin,« siger Troels Rasmussen i SAS.
En afgift på brændstof pynter på statsbudgettet, men den gavner ikke miljøet, hvis ikke den er »ekstremt høj«, mener han.
»Vi har lige haft en kæmpemæssig stigning i olieprisen. Nu har vi – desværre lidt forsinket - lagt den oven i billetprisen, men det har egentlig ikke ændret folks flyvevaner,« siger han.
I de sidste tre år er priserne faldet 15-20 procent, men dengang var der også mange, der fløj. Så priserne skal stige langt mere, hvis det skal dæmpe efterspørgselen, mener han.
Det er bedre for miljøet at give selskaberne mulighed for at investere og forske i nye fly, som »er langt mere energirigtige end de gamle,« siger Troels Rasmussen.
Flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA, som SAS er med i, arbejder ihærdigt for at støtte en resolution, som USA har foreslået til generalforsamlingen i næste uge i FN’s organisation for international luftfart, ICAO. Resolutionen vil hindre medlemslandene i at lægge miljøafgifter på flybrændstof.
Både Europaparlamentet og EU-kommissionen erklærede i sidste uge deres stærke modstand mod resolutionen – og Connie Hedegaard bakker op om sin tyske kollega, miljøminister Jürgen Trittin, som vil samle modstand fra de europæiske medlemslande i ICAO. Også trafikministeriet, der repræsenterer Danmark i ICAO, har lovet at arbejde imod resolutionen, så alle muligheder for regulering af luftfartens udslip står åbne.

Er der vilje bag ordene?
Den britiske regering bebuder et forslag til næste år om CO2-kvoter, der kan købes og sælges. Det forslag vil SAS og British Airways gerne diskutere, siger Troels Rasmussen.
Men Connie Hedegaard foretrækker, ifølge Politiken, at EU’s nuværende hollandske formandskab går ind i sagen og åbner for afgifter.
»Det er fint, for flytrafikken vokser voldsomt og effekten af drivhusgasser er tredobbelt når de slippes ud fra fly i ti kilometers højde. Så der er ekstra god grund til at indregne de ægte miljøomkostninger i flybilletternes pris,« siger Jørn Jespersen, SF.
»Men er det en særmelding fra Connie Hedegaard eller har regeringen skiftet politik? Hvilke kontante udspil og initiativer agter de at tage? Hvis hun bare lufter progressive holdninger på et område, hvor der ikke sker handling, så er det jo en gratis omgang,« tilføjer han.
Det lykkedes ikke i går få opklarende kommentarer, hverken fra Connie Hedegaard eller finansminister Thor Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu