Verdens rum
Deng Xiaoping nåede ikke i levende live at opleve Hong Kong som del af Moderlandet. Han døde få måneder, før guldægget blev leveret tilbage til Kina 1. juli 1997 efter 156 år under den britiske krone. Deng opfandt begrebet »socialisme med særlige kinesiske kendetegn« og »ét land, to systemer« den formel, der skulle regere Hong Kong med henblik på også at få Taiwan tilbage i den storkinesiske fold.
I lørdags kom Kinas sidste kejser endelig til Hong Kong. Deng var en lille mand blot 154 cm; busten af ham, der blev afsløret i sidste uge, er også lille. Men den er Onkel Joakimsk af ægte guld og diamanter én million Hong Kong-dollar har den kostet. 10.000 mennesker så Guld-Deng, første dag, han var udstillet.
Dengs tre døtre var til stede ved afsløringen af busten og åbningen af en udstilling i anledningen af 100-året for hans fødsel. De berettede om faderens store kærlighed til Hong Kong og hans håb om at sætte foden på Hong Kongs klippegrund under kinesisk overherredømme. De fortalte, at faderen havde et kort over Hong Kong på sit skrivebord i 1980erne, mens han førte forhandlinger med Storbritanniens daværende premierminister, Margaret Thatcher, om magtoverdragelsen. Det var hårde forhandlinger, Deng (om hvem Mao Zedong i sin tid sagde, »undervurdér ikke den lille mand«) sejrede over Jernladyen med sin kinesiske snilde.
Hong Kong blev kinesisk på kinesiske betingelser. Briterne viste først egentlig omsorg for Hong Kong-borgerne, da den kinesisk-britiske aftale om magtoverdragelsen var underskrevet i 1984.
Men da var det var for sent, og Hong Kong er siden 1997 blevet regeret af en shipping-finansmand, der står i dyb gæld til Kina. Og på sin lukkede, ineffektive forretningsførerfacon har han forsøgt at tjene Kinas interesser snarere end Hong Kongs. Man kan ikke udelukke, at Deng ville havde fundet en mere egnet type til at gennemføre det seneste kinesiske eksperiment.
Kina overtog 1.000 kvadratkilometer klippe med godt seks mio. indbyggere, der havde fostret en af verdens mest galopperende økonomier. 12. september går Hong Kong til valg til legetøjsparlamentet, LegCo, for anden gang siden magtoverdragelsen, og i mellemtiden har borgerne fra at have været nærmest apolitiske udviklet en politisk kultur. De vil have indflydelse og ikke længere leve i »kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn.«
I fjor demonstrerede de i hundredtusindvis mod en ny national sikkerhedslovgivning, der strider mod alle løfter om Hong Kongs selvstyre og endnu engang sætter skarpt fokus på, at Beijing bestemmer. Interessant var det, at det lykkedes at forhindre indførelsen af artikel 23. Magthaverne i Beijing endte overraskende med at indskærpe Hong Kongs så Beijing-tro ledere, at de skulle lytte til borgerne.
Atter i år på overdragelsesdagen 1. juli var der omkring en halv million demonstranter på gaden denne gang, fordi de vil have demokrati og ikke længere vil finde sig i den udvandede kinesiske version (kun 24 af de 60 medlemmer i LegCo bliver egentlig folkevalgt. Resten udpeges af forskellige erhvervs- og interessegrupper, der svinger i størrelse fra 36 personer til et par hundredetusinde). De vil have samtlige LegCo-medlemmer såvel som regeringschefen valgt ved direkte valg i stedet for som nu at regeringschefen bliver udpeget af en valgkomité på 800 nøje udvalgte Beijing-tro folk.
Mini-grundloven åbner mulighed for fuldt demokrati i Hong Kong, men nævner intet om hvornår. Beijing afviser blankt på denne side af 2008, hvilket i praksis vil sige aller tidligst i 2012. Beijing er bange for, at Hong Kongs borgere skal blive lige så opfindsomme politisk, som de har været det økonomisk, siden Kinas velhavere flygtede dertil fra den kommunistiske magtovertagelse på fastlandet i 1949.
Valgkampen i denne tid er den mest beskidte, Hong Kong endnu har oplevet med smædekampagner og mudderkastning. Den første tv-debat mellem kandidaterne i tirsdags var forrygende. Kandidater såvel som studieværter skændtes, så det bragede og beskyldte hinanden for at være regeringstro (ikke specielt godt i Hong Kong), korrupte eller for at tale dårligt cantonesisk (den lokale kinesiske dialekt).
Små og derfor ikke særligt pålidelige meningsmålinger peger i retning af knap 33 pct. til Det demokratiske Parti og andre demokratisindede kandidater og knap 17 pct. til de Beijing-tro. Beijing ellers har prøvet at miskreditere og chikanere demokraterne.
Den taktik kan meget vel give bagslag, idet de mere og mere politisk bevidste Hong Kong-borgere vil hælde mere til demokraterne i samme takt, som Beijing prøver at stille dem i et dårligt lys. Beijing har sågar følt sig foranlediget til på højt plan at nægte at stå bag nogen form for smædekampagne mod demokraterne.
Faktisk erklærede vicechefen for Beijings forbindelseskontor i Hong Kong under afsløringen af Guld-Deng, at »centralregeringen ville aldrig finde på den slags.«
Vist har Beijing forsøgt at holde sig i skindet over for Hong Kong i håb om at vise taiwanerne, at sammenslutning med Moderlandet er konstruktivt, men modellen har langt fra været overbevisende. Spændende bliver det at se, om interessen for Guld-Deng smitter af på valgresultatet eller om Hong Kongs borgeres massive manifestationer for demokrati bliver omsat til handling ved valget den 12.
*Mette Holm er journalist, har beskæftiget sig med Kina i over 25 år og har boet i Hong Kong i seks år. I dag er hun informationsmedarbejder på Inst. for Menneskerettigheder
