Læsetid: 5 min.

Derrida foran døren

Den franske filosof Jacques Derrida er verdensberømt for sin tænkning. Livet igennem har han udforsket og genåbnet de filosofiske tanker, der skulle forestille at være entydige og perfekte for at afdække, hvad hidtidig filosofi ikke har evnet at sætte på formler. I dag bliver han læst og fejret af filosoffer, feminister, sociologer og litterater
3. september 2004

Portræt
Hvornår bliver Karl Marx vigtig? Eller burde man spørge: Hvornår bliver det vigtigt at vende tilbage til Karl Marx?
I begyndelsen af 90’erne var det ikke længere vigtigt. Det var latterligt. Det var som at gå på museum. For nu gik det jo så fantastisk godt efter de virkeligt eksisterende kommunismer var væk.
De sociale konflikter var godt nok ikke væk. Den globale ulighed var heller ikke blevet mindre. Det, der blev kaldt kapitalismens sejr, var tilsyneladende ikke andet end modstanderens nederlag.
Det var præcis på det tidspunkt, at Karl Marx blev vigtig for den franske filosof Jacques Derrida. Som indtil da ikke ligefrem var kendt som en politisk filosof. Han var berømt for sin såkaldte ’dekonstruktion’, for sin esoteriske kritik af ’metafysikken’, for sine vanskeligt tilgængelige læsninger af litterære og filosofiske tekster.
Men da Francis Fukuyama skrev sin berømte bog Historiens Afslutning og det sidste menneske, trådte Derrida frem som politisk filosof. Derrida havde ikke været marxist eller kommunist. Men som han skrev i Karl Marx’ spøgelser, der udkom i 1993:
»Hvad skal man i dag tænke om den urokkelige letsindighed som består i at lovprise kapitalismens eller den økonomiske og politiske liberalismes triumf?«
Han citerede Fukuyama for at definere ’universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den menneskelige regeringsforms endemål’ og proklamere ’afslutningen på problemet om sociale klasser’.
Og Derrida replicerede:
»Hvilken kynisme, der skyldes den gode samvittighed, hvilken manisk benægtelse kan få nogen til at skrive, hvis ikke ligefrem tro, at ’alt det som altid og overalt’ udgjorde forhindring for indbyrdes anerkendelse af menneskenes værdighed er blevet gendrevet og begravet af historien’?«
Den virkeligt eksisterende kommunisme havde udviklet terrorregimer, fordi de kommunistiske ledere troede, de havde monopol på den endelige sandhed om den ideelle regeringsform. Historien skulle have givet dem ret. Lovprisere af den endegyldige sandhed om det liberale demokrati reproducerede paradoksalt kommunisternes fejltagelser.
Derridas filosofi havde indtil 1993 været en afsøgning af de forskelle, der altid er på spil og i spil. Og en stadig åbning af de filosofiske tanker, der skulle forestille at være perfekte og entydige. Og denne strategi udfoldede Derrida nu ganske overraskende i 1993 som en kritik af forestillingen om det liberale demokrati som historiens endemål. Som han i en anden forbindelse har præciseret:
»At være demokrat betyder, at man aldrig anerkender det samfund, man lever i, som tilstrækkeligt demokratisk.«
Derrida genlæste det Kommunistiske manifest og konstaterede, at Marx aldrig havde forekommet ham så relevant som nu. Derrida ville skrive en ny Internationale. Og gjorde det.

Jacques Derrida, som oprindeligt hed Jackie Derrida, er både jøde og araber. Han er født i El-Biar i Algeriet i 1930. Man kan ikke kalde hans familie særligt intellektuel. Jackies bror René Derrida har fortalt, at de i familien undrede sig over, hvor det filosofiske kom fra. Når de hørte ham forelæse, forstod de ikke, hvad han sagde. Og de forstod heller ikke, hvordan Jackie selv kunne forstå det.
I 1940'erne indførte den franske kolonimagt antisemitiske love i Algeriet. Derrida blev smidt ud skolen, fordi han var jøde. Han skulle i stedet gå i en jødisk skole. Han har siden fortalt, at han ikke kunne holde det jødiske miljø ud. Og at han ekskluderet fra det etablerede samfund i Algeriet og inkluderet i det jødiske for første gang oplevede at være både araber og jøde og alligevel hverken-eller. Som 15-årig skrev han sin første roman, der aldrig blev udgivet, og som han selv har kaldt ’forfærdelig’. Han publicerede senere digte i nordafrikanske magasiner.
Jacques Derrida kom til Frankrig i 1949 som gymnasiast. Og dumpede to gange til optagelsesprøven til eliteskolen École Normale Superieure, inden han blev optaget i 1952. Gennem 50’erne var han i USA og studere og tilbage i Algeriet som lærer, inden han i 1960 blev ansat ved Sorbonne Universitet i Paris og samtidig begyndte at publicere artikler i filosofiske tidsskrifter. Siden blev han selv underviser på École Normale Superieur.
Derrida udgav i 1967 tre bøger, som skulle give ham et større gennembrud og etablere ham som en af sin generations mest bemærkelsesværdige tænkere.
Derrida brillerede med eksotiske termer som dekonstruktion, logocentrisme, différance stavet med a i stedet for e og grammatologi.
Hans essays og bøger er dekonstruktion in action. De finder sted som læsning af klassiske og moderne tekster. Og udgangspunkter var, at de store filosofiske tekster allerede var skrevet: Både Platons og Aristoteles’ værker, Kants og Hegels bøger og Heidegger og Husserls fænomenologiske tekster. Dekonstruktionen er afhængig sin arv. Som Derrida har forklaret:
»Jeg har altid erkendt, at det var et liv eller et arbejde med tanken, som drejede sig om at omgås en arv – det er blevet mere og mere klart for mig.«
Derridas læsende strategi handler om at afdække de rester, der ikke kan omfattes af synteser, aksiomer og læresætninger. Han vil vise, at der i tekstens arkitektur altid er en forskelsproduktion i værk, som unddrager sig tekstens egne konklusioner. Når Heidegger for eksempel kritiserer ’metafysikken’, viser Derridas læsning, at Heidegger selv tænker metafysisk. Dekonstruktion er altid dekonstruktion af metafysikken. Inspireret af sin ældre kollega Lévinas hævder Derrida, at metafysikken er vold. Den vil ikke anerkende det, den ikke selv kan rumme. Den er baseret på eksklusion og fortrængning.
Derridas kritik af metafysikken er blevet udlagt som dyrkelse af ufornuften. Som modstand mod rationalitet overhovedet. Han blev af Jürgen Habermas kritiseret for ikke at ville erkende, at også hans egen dekonstruktion var og burde være en oplysningstradition.
Det er karakteristisk, at Jacques Derrida i 90’erne og nu i det nye århundrede er kommet tættere på Habermas, og nu selv pointerer fornuften som kritikkens mulighedsbetingelse.
Det var to store fronter, som blev allieret, da Derrida og Habermas sidste år sammen udsendte et manifest for Europa.
Denne aktion markerer også en foreløbig kulmination på det politiske engagement, der for Derrida startede dengang, hvor de fleste af kollegerne gav op.

Derrida er i dag en verdensberømt filosof, læst og fejret af litterater, feminister, filosoffer og sociologer. Han har sammenlignet sig selv med den mand hos Kafka, der står foran Loven og aldrig bliver lukket ind. Sådan stod han som jøde i Algeriet, sådan stod han som araber i Paris. Og sådan stod han som filosof foran metafysikken. Men Derrida har som tænker forsøgt at inddrage det udenfor. Det der ellers ikke bliver lukket ind. Manden hos Kafka opdager til sidst, at det var hans død, der ventede på den anden side. Nu står den 74-årige Jacques Derrida alvorligt syg foran præcis den port. Og vil helst ikke lukkes ind lige nu. For han er ikke færdig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu