Læsetid: 2 min.

DF: Afviste skal ud straks

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen strammer skruen yderligere over for afviste asylansøgere
14. september 2004

Fremover skal asylansøgere møde op på den lokale politistation for at få svar på deres asylansøgning. Er svaret et afslag skal de tages i forvaring og omgående deporteres til hjemlandet. Samtidig skal det danske politi tage eftersøgningen af forsvundne asylansøgere alvorligt, især hvis der er mistanke om, at de er gået under jorden i Danmark.
Sådan lyder Dansk Folkepartis to væsentligste krav om opfølgning på sidste års udlændingelov.
"Nu er der gået et år siden vi sidst gennemgik lovgivningen, og der er altså nogle ting, der ikke virker. Og det skal vi have check på," siger udlændingeordfører, Peter Skaarup. Hen henviser til skøn, der ligger på, at op mod 4.000 illegale indvandrere opholder sig i Danmark:
"Formanden for den somaliske forening i Danmark (Mohamud Hersi Aden,[Kursiv] red. [Normal]) nævner sågar et område på Nørrebro, der kaldes lille Somalia. Her ved vi, at der bor og arbejder en mængde illegale indvandrere. Og så er det vi spørger, hvornår politiet sidst har lavet ransagninger og undersøgelser der," siger Peter Skaarup.
Dansk Folkeparti vil med reglen om, at svar på asylansøgning gives på politistationen sikre, at de afviste asylansøgere ikke blot fortsætter deres liv i Danmark illegalt.
"Som reglerne er nu, ved vi positivt, at en masse mennesker, der har fået afslag, er forsvundet, inden de bliver sendt ud af landet. Og den situation kan vi naturligvis ikke acceptere," siger Peter Skaarup.
Integrationsminister Bertel Haarder er umiddelbart [Extra linie][Extra linie][Extra linie]afvisende over for Dansk Folkepartis forslag: "Vi tager dem i forvaring, vi har brug for at tage i forvaring. Det nytter altså ikke noget, at man fylder landets arresthuse med afviste asylansøgere. Derudover er det også i strid med almindelige humanitære principper," siger Bertel Haarder. Han mener også, at den indsats, regeringen gør i forhold til illegalt ophold og arbejde, er tilstrækkeligt:
"Vi laver en indsats over en bred front mod illegalt og sort arbejde. Og det er bestemt et område, der har vores opmærksomhed," siger integrationsministeren.
Socialdemokraternes integrationsordfører bryder sig hverken om tonen eller den første del af forslaget om, at asylansøgere skal møde op hos politiet:
"Den ordning vi har nu, hvor politiet efter en passende periode tager ud for at checke om afviste asylansøgere er taget af sted, fungerer udmærket. Så jeg ser ingen grund til at mistænkeliggøre en hel gruppe mennesker, der accepterer reglerne," siger Anne-Marie Meldgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her