Læsetid: 8 min.

Dyden og friheden

Med terrorismen har vi fået en verden, der gibber af nervøsitet. Kulturerne har svært ved at tale sammen. Derfor må der være en fællesmængde, hvorfra en samtale kan opstå, siger adm. forlagsdirektør Morten Hesseldahl
16. september 2004

Med terrorismen har vi fået en verden, der gibber af nervøsitet. Kulturerne har svært
ved at tale sammen. Derfor må der være en fællesmængde, hvorfra en samtale kan opstå, siger adm. forlagsdirektør Morten Hesseldahl

Interview
Kontoret for arbejdsformidling på Kultorvet i København har ændret navn, så det nu i stedet hedder karrierecenter, og i en af naboejendommene har Morten Hesseldahl sit kontor. En tidssymptomatisk navneforandring, som han synes lige bør bemærkes, når man nu alligevel er på de kanter. Selv har han som administrerende direktør i to og et halvt år stået i spidsen for omfattende strukturelle ændringer inden for Bonnier Gruppen, der med Lindhardt og Ringhof som flagskib p.t. er Danmarks tredjestørste forlag. Karriere ved han således, hvad er.
I det første tiår af sit voksenliv skrev han tegneserier. Med en kammerat startede han butikken Den blå bil i Odense med tegnestue i baglokalet. Hesseldahl skrev historierne til en række striber med titler som Bernard Bizarre, Kystbane Komix, Julius, Magtens Privilegium og Danmark besat.

Branchen kollapsede
– Hvornår lavede du senest et tegneseriealbum?
»I 1997. Et grandiøst projekt i fem bind om Den Kolde Krig. Det lukkede efter bind to, fordi de ikke solgte nok. De unge, der finansierede hele branchen, gad ikke længere købe tegneserier, og så kollapsede det i Danmark. Danmark var meget forkælet, for man tog 40 års fransk-belgisk produktion og udgav det i en periode på 10 år. Da det allerallerbedste var brugt op, måtte man gå ned i næste division. Det ene med det andet tog livet af tegneserierne over night simpelthen.«
Sideløbende med tegneserierne tog Morten Hesseldahl en universitetsgrad i filosofi og en HD i afsætningsøkonomi. Han gik også på Den Grafiske Højskole og steg efter nogle år på Gyldendal og via andre mellemstationer til tops i Bonnier Gruppen, der i disse dage søger en chef til et nyt forlag for skolebøger. Bonnier har »efter en årrække med mange forandringer« nu fundet en stabil form, står der i annoncen.
– Har I haft fyrerunder?
»Vi har haft mange. Som jeg har gennemført. Mere end hver tredje medarbejder er blevet afskediget i hele gruppen. Min filosofi er: Lad os bruge kræfterne på at lave bøger og få dem solgt – og så rationalisere alt det, der har med administration, ekspedition og it at gøre og samle det centralt, og så lade hvert selskab trække på de serviceydelser, der ligger der. Den proces er så blevet gennemført. Da jeg kom her, var der et underskud på 37 mio. Det siger sig selv, at noget måtte ske… selv om det er noget mere humørfyldt at ansætte folk.«

Færre oversatte bøger
– Vil Lindhardt og Ringhof nedlægge den skønlitterære afdeling, som der har været rygter om?
»Det har aldrig været på tale. Overhovedet ikke. Vi vil gerne være stærke på det område. Det har hele tiden været vores identitet. Otto B. Lindhardt og Gert Ringhof grundlagde forlaget på oversat skønlitteratur i 1971, hvor vi bl.a. havde Fay Weldon og Marilyn French. Afsættet var den oversatte litteratur med cirka 40 titler om året. Vi havde scouts susende rundt i verden – samtidig med at markedet forsvandt. Vi har halveret den oversatte litteratur til cirka 20 bøger om året. Men det er endnu vigtigere for os at udgive dansk litteratur.«
Forlaget har udgivet bøger af bl.a. Johannes Møllehave, Henrik Stangerup og Leif Davidsen, ligesom såvel Bente Hansen og Bent Jensen fra hver sin fløj i dansk politik optræder med erindringsbøger i det nye katalog… i selskab også med Bill Clinton.
– Hvordan ser forlagslandskabet ud for dig?
Morten Hesseldahl siger, at han tror, det dummeste ord, der findes i managementverdenen i disse år, er synergi, altså det at man slår medievirksomheder sammen, som er forskellige. Man skal respektere de forskellige områder.
»Men det allerstørste problem er, at bogen lader sig presse af andre kulturtilbud,« siger han.
»Bogen som kulturel referenceramme er gledet ud. Film er på en måde blevet den nye referenceramme.«
– Hvorfor står der så i jeres nye katalog, at det går godt med branchen?
»Vi klynger os til de positive tegn. Der har været fire år med konstant tilbagegang. Nu, i det første halvår, ser det ud, som om det er ved at vende. Måske fordi folk har fået flere penge mellem hænderne i kraft af låneomlægninger og skattereform. Forbruget er steget i Danmark, og så skulle fanden da stå i, om det ikke også steg lidt på bogområdet.«

Folkeskolen
Forlæggere er sædvanligvis et stille folk, der lader forfatterne om at diskutere samfund, men for nylig rettede Gyldendals Johannes Riis en usædvanlig skarp bredside mod den danske folkeskole og især dens forældre. Morten Hesseldahl har – endnu mere – blandet sig i den løbende værdidebat.
– Deler du den hårde kritik af folkeskolen?
»Noget af det ligger jeg da på linje med. For mig at se er der en dobbeltbevægelse i samfundet. En superindividualistisk, som folkeskolen løber med på ved at lave stor undervisningsdifferentiering, som kan være en fornuftig, pædagogisk pointe. Men det gør, at når det bliver ansvar for egen læring, og al undervisning bliver relateret til den enkelte elev, mister man måske muligheden for at opbygge det fælles kundskabsfundament som f.eks. en litterær kanon, der giver os pant i en fælleshed, som er vigtig i takt med, at der bliver flere subkulturer.«
– Som indvandrergrupperne?
»Ikke kun dem, men en række andre undergrupper, hvor man kan sige, at med det, man kalder socialkonstruktivismen, kommer der en påstand om, at verden ikke er derude, men at verden kun eksisterer gennem tolkning. Og da tolkning er en social proces, bliver det i den tolkning, man har af verden, meget afgørende, hvilken social gruppe, man tilhører… om man er homoseksuel, muslim, kristen eller kvinde, hvad det nu kan være. Det var også det, man sagde i 70’erne, at hvis du kommer fra Gentofte, kan du umuligt forstå en fra arbejderklassen – som om der knytter sig en særlig virkelighedsopfattelse til den subkultur, man tilhører. Min påstand er, at vi får en række kulturer, som har svært ved at tale sammen – som konsekvens af at man ikke refererer til en fælles virkelighed og det, der med et lidt opstyltet udtryk kaldes et sammenhængskraftigt samfund.«
– Hvad er konsekvensen af det, du siger. Hvordan skal det se ud i praksis?
»Forudsætningen for at vi kan have et multikulturelt samfund… vi har et multietnisk samfund, og det er der ingen, der kan have noget anstændigt imod…«
– Nogle har…
»Så er det jo racisme… uden videre. Jeg siger bare, at multikulturen giver en udfordring til at sikre, at dialogen fortsat er til stede. Og vi har masser af eksempler fra Rwanda til Balkan til Nordirland og Rusland nu, hvor samtalen mellem grupperne bryder sammen, fordi der ikke er en fællesmængde, hvorfra en samtale kan opstå. Jeg synes, det er et problem, når man i Mjølnerparken har 80 procent arbejdsløse og 98 procent muslimer, hvor børnene måske går i muslimsk friskole, og som bliver orienteret om verdens gang gennem al-Jazeera. De får et problem med at blive integreret i det danske samfund. Det er et tab for det øvrige samfund og for den enklave, man får der, og det synes jeg ikke, man konfronterer offensivt nok. Det, der kan skabe fællesnævneren, er ikke en underlig metafysisk nationalstatsånd, men en helt konkret ting, som består af kundskaber. Folkeskolen kunne være et af stederne.«
– Hvordan skal verden tackle situationen i dag – i Irak, i Rusland?
»Terrorisme vil jo blive ved at eksistere. Den er karakteristisk ved, at der ikke er en front, og at den er bestemt af ideer, men sjældent socialt funderet. Med terrorismen får man en verden, der hele tiden vil gibbe af nervøsitet, for vi får jo nok en eskalation af anslag. Så bliver det jo et spørgsmål om, om man kan opretholde en balance.«

Hårdt eller blødt
– Skal man møde den på den hårde eller bløde facon?
»Begge dele er jo det kloge. Kan det lade sig gøre at identificere nogle moderate kræfter i de forskellige terrorgrupper? Er der nogen i baglandet, som man kan komme i dialog med? Det var vejen til en løsning i Nordirland.«
– Hvordan så du på Irak-invasionen?
»Jeg var for. At gribe ind var rigeligt legitimeret i de giftdrab, der har været på kurderne, krigen mod Iran og invasionen i Kuwait. Ingen var i tvivl om, at Saddam Hussein var massemorder. At man så kom til at argumentere med masseødelæggelsesvåben viste sig så bagefter at være en fejl. Men det var en rimelig hypotese – og dermed velbegrundet at gribe ind.«
– Er vi ikke henne i tegneserierne, hvor nogen, in casu USA, kæmper for at få verdensherredømmet?
»Hvis vi skal trække det skarpt op, fungerer USA og den vestlige verden på en forestilling om frihed, araberne på en forestilling om dyd. Det er ikke en forestilling om territorier. Ingen tror, at USA vil erobre land. Det har de jo aldrig gjort i modsætning til England og Frankrig. Når den arabiske verden føler sig krænket, er det ikke, fordi amerikanerne er specielt tyranniske, hvad de ud fra regionens standard jo bestemt ikke kan siges at være, så er det fordi – sådan lyder argumentationen fra bin Laden og andre – de er moralsk anstødelige, dekadente, har en uanstændig seksualmoral. Dydsforestillingen går i direkte konfrontation med den vestlige verdens om individuel frihed. Det er svært at se en fællesnævner der – med mindre man kan se den i en moderne udgave af islam, hvad man måske kan nogle steder.«
– En af jeres forfattere i den kommende sæson, Bill Clinton, syntes at stå for en blødere tilgang til tingene?
»Der har aldrig været den store forskel i amerikansk udenrigspolitik, om det var en demokrat eller republikaner, der var præsident. Clinton greb jo meget effektivt ind på Balkan f.eks. Han bombede hver uge for at holde irakerne på afstand af kurderne. Det er en europæisk idealforestilling, at man med en demokratisk præsident vil blive lidt mere socialdemokratisk. Det, tror jeg ikke, er tilfældet.«
– Kan situationen i Irak stadig falde positiv ud?
»Det tror jeg. Der vil være en udvikling – den, der er i gang nu – i retning af større irakisk selvstyre. En masse ting fungerer ikke i dag, men ligesom i Afghanistan gjorde man jo op med et fascistisk styre. Det betyder jo ikke, at man så træder ind i en nirvana-tilstand, men at man får nye problemer.«
– Hvad vil du gøre, hvis to af jeres andre forfattere møder hinanden på forlaget og straks geråder i vild diskussion?
»Det, ville jeg synes, var vidunderligt. Begge er vigtige aktører på den danske scene, og det er jo lige præcis det, forlagsdrift handler om. At man skaber et rum, hvor modsatte synspunkter kan mødes. Hele min drivkraft, og den sætning, som Bonnier står for, er: freedom of speech.«

FAKTA
Bonnier Gruppen
*Bonnier Gruppen er Danmarks tredjestørste forlag. Det består af en række tidligere selvstændige forlag som Lindhardt og Ringhof, Børsens Forlag, forlaget Carlsen og Akademisk Forlag samt Bogklubben 12 bøger. Forlaget Centrum indgår nu i Lindhardt og Ringhof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her